At få øje på de allerførste små kimblade, der folder sig ud for øjnene af en, og sørge for, at de gror til en plante, der kan blomstre i ens egen have – stor eller lille. Det giver en skaberglæde, der er helt ubeskrivelig. Man vil bare have mere.


TEKST: MARIANNE, FOTO: MARIANNE & KARINA
Det griber meget nemt om sig, når du sår dine egne planter. Du bliver så glad for det, at det nemt kan løbe fra dig. Første gang, når du køber frø, der kan give dig de dejligste grøntsager og det skønneste blomsterflor. Anden gang, når du står med alt dit havegear og leger med jord og vand. Ja, så kan du jo lige så godt så det hele, tænker du.
Tredje gang, når du skal til at prikle og potte om, for det hele er jo kommet op. Og så står du lige og mangler et par og tyve hænder mere, end du har, for ikke at tale om hylder og bede. Læs med her og få gode råd.

FRØENE

Nogle er mindre end knappenålshoveder, og andre store som en femmer. Nogle skal kun have meget lidt jord eller sand over sig, andre sås dybt. Som udgangspunkt skal frøene sås i en dybde af tre gange sin størrelse. De små frø er nemmere at styre, hvis de blandes med tør såmuld.
SÅJORD
Brug rigtig såjord til dine såninger, den er nemlig kun svagt gødet. Alt andet bliver for kraftigt for de små planter. Nogle bruger almindelig plantejord iblandet sand eller grus. På den måde ”fortyndes” gødningsindholdet og jorden ”luftes”, så rødderne har nemmere ved at udvikle sig.
 
BAKKER ELLER POTTER
Du behøver ikke at købe dyrt ind. Tørvepotter er ubæredygtige og dyre. Du kan sagtens bruge rensede og skoldede farsbakker, som du har prikket huller i. Men i princippet kan du bruge hvad som helst, blot der er huller i bunden, så planten ikke drukner.
 
 
MÅTTE
Det er smart at stille potterne på en lille måtte, som kan opbevare vand. Her kan de små planter selv suge vand op. Du kan købe det færdigt, men du kan også bruge et hundetæppe, karklude, udtjente håndklæder eller engangsvaskeklude.
VANDING
Start med at vande dine potter igennem inden såningen. Lad dem stå i nogle timer eller et døgn. Så kan du så. Næste gang du vander, er det en god idé at gøre det nedefra, for sådan lærer planten hvilken vej, den skal trække vandet fra, og den bliver dermed mere robust.
MINIDRIVHUS
Når frø skal spire, skal der være fugtigt, men der skal også luftes ud. Det gøres nemt i færdigkøbte minidrivhuse. De dyre kan genbruges år efter år og har udluftning i toppen. Du kan også bruge emballage fra frugt eller lign. Husk at lave huller i.
TEMPERATUR/LYS
Det er værd at læse på posen, hvornår planterne skal sås, for der er stor forskel på, hvornår de spirer. Lys og temperatur skal følges ad. Lav temperatur og meget lys giver for størstepartens vedkommende sunde planter. Det omvendte giver lange, spinkle og ranglede planter.
PRIKLING/OMPOTNING
Du skal prikle de små planter om, når de har fået deres første bladpar (kimbladene) plus et sæt af de rigtige blade. Lad være med at sætte dem i for store potter, for så kan de gå i stå i væksten. Sørg derfor for, at potten passer til plantens størrelse og pot om et par gange.
 
DATO OG TÅLMOD
Tålmodighed er noget af det allervigtigste, når du sår. På nogle frøpakker står der, hvor længe frøene typisk er om at spire, det er dog kun vejledende. Skriv dato for såningen på, så kan du følge lidt med.
SPØRGSMÅL & SVAR
Der dukker ofte spørgsmål op, når man går i gang med at så. Egentlig er det ikke så vanskeligt, når lige man ved hvordan, men synes du første gang, du kaster dig ud i at så, at det halve mislykkes for dig? Så fortvivl ikke. Der skal også lidt held til, og næste gang går det garanteret meget bedre. Men der er selvfølgelig lige et par ekstra tricks, der er gode at kende til.
JEG VENTER OG VENTER
”Jeg har sået og venter og venter, men der kommer ikke noget op. Jeg ved ikke, om det er fordi, frøene står for koldt eller for varmt. De får lys, og jeg har vandet. Hvad gør jeg galt?”
Det kommer helt an på, hvad det er, du har sået, og tålmodighed er et must. Nogle frø skal have kulde for at spire, og det giver du dem nemt ved skiftevis at stille dem i køleskab i 3-4 dage og tage dem ud igen i 3-4 dage hen over en måneds tid. Slut af med at have dem stående lyst og fugtigt indenfor, så skal de nok spire. Endelig kan det jo være, at frøene har mistet spireevnen, hvis de er blevet for gamle.
ER DER MUG I MINE 
SÅNINGER?
”Der kommer tit noget hvidt stads på jorden omkring de små spirer, og jeg synes, det ser så ulækkert ud, at jeg smider det hele ud. Nogle gange visner planterne helt. Er ved helt at opgive, hvad skal jeg gøre?”
Det er formentlig mug og svamp, og det har planterne ikke så godt af. Det er fordi, der har været for lidt luftcirkulation. Det er jo en balancegang, for de skal også stå i et let fugtigt miljø. Står de i spirekasse/minidrivhus, så luft ud dagligt. Du kan også lave en opløsning af atamonvand (1:10) og douche det på jorden, når du har sået. Det forhindrer mug i at opstå.
SKADER JEG SPIRERNE, NÅR JEG TYNDER UD?
”Jeg har læst, at jeg skal udtynde såningerne, hvis de står for tæt. Men det virker som om, jeg skader de andre småplanter, når jeg tynder ud. Hvad gør jeg galt?”
Det gør du faktisk også, hvis de står alt for tæt, hvilket de nemt kan komme til! Løsningen er at finde din neglesaks eller vindruesaks frem og klippe de overflødige spirer over. Fisk dem op med en pincet. Derved skader du ikke de blivende planter, som får plads til at udvikle sig.
HVOR LANG TILVÆNNING SKAL DER TIL?
”Der er noget med, at de små spirer skal vænnes til at være udenfor, inden de kan plantes ud. Hvor lang tid tager det for dem at vænne sig til udelivet?”
I foråret her i Norden svinger temperaturerne hen over døgnet fra minus et par stykker til op til 10-15 grader. Det er en del for små nye planter. Derfor skal du bruge en uges tid – nogle gange 14 dage – på at vænne dem til at leve ude. De første par dage i et par timer eller 4, de sidste dage i 5-6 og op til 10 timer.

Man kommer tit til at så mange flere planter, end man skal bruge. Byt dem væk eller smid dem ud. Hellere være glad for få og nyde dem end løbe sur i det hele. Læs i øvrigt også meget mere om såning, dyrkning og om de enkelte planter her på havefolket.com.

 
HAVEFOLKETs forårsmagasin 2015 ‘SPRING UD’
Guiden herover er et uddrag fra HAVEFOLKETs 
forårsmagasin fra 2015. Du finder hele forårsmagasinet 
lige her.