Drømmer du om et sted i haven, hvor du kan tage ophold indimellem og komme lidt væk fra hverdagen – for at skrive, male eller noget helt andet? Et sted helt for dig selv.


TEKST & FOTO: LONE

Har man plads nok i haven til det, så kan det være en helt særlig selvforkælelse at skabe et lille tænkested. Et lille hus eller måske bare en lille plet under tag, hvor man kan gå hen med en kop og en termokande med god kaffe, slå sig ned og nyde naturen – mens man lader tankerne flyde.

Det lille hus her er fra besøgshaven Appeltern, som jeg har taget jer med til før.
Det lille hus her er åbent til alle sider, og udsigten er spektakulær, som huset ligger her grænsende op til en kultiveret have på den ene side og en eng fyldt med lilla lupiner på den anden.

Stikker man næsen helt ned i engen, dukker de fineste vilde blomster op.

Mon ikke man kunne tilbringe dejlige timer her udelukkende i selskab med egne tanker og måske et par sommerfugle eller summende bier – og blive helt væk fra hverdagens mange gøremål.