Her i årets første måneder fyldes boghandlerens hylder med de nyeste havebøger. Se her nogle af de bøger, som du kan hygge dig med dette forår.


REDAKTIONEN
Har du lyst til at udvide din havehorisont, så er der lige nu nye spændende havebøger at vælge mellem. Vi har fundet et udpluk frem af de nyeste bøger fra forlaget Turbine, der netop er stærke på havebøger. Find herunder bøger til gastromanden med hang til chili, til den lykkelige ejer af en kolonihave med trang på nye projekter, til haveelskeren med hang til genbrug, til planteelskeren, der vil i gang med planteformering og savner en faglig ballast eller til havenyderen, som er vild med prydgræsser og gerne vil vide meget mere om planterne

HAVESELSKABETS BOG OM PLANTEFORMERING
191 sider, vejl pris 250 DKK

Denne fagbog forsyner dig med basisteknikker til frø- og stiklingeformering, aflægning, deling og podning. Med disse teknikker i bagagen kan du gå i krig med formering af stauder, sommerblomster, grønsager, træer mv. Bogen, der er fyldt med trin for trin illustrationer, så alle kan være med, kan læses fra ende til anden eller bruges som opslagsværk. En af bogens styrker er, at der i det sidste afsnit er en liste over mere end 500 arter med anvisning til anbefalet metode for formering af den enkelte plante! Bogen er udgivet i samarbejde med Haveselskabet og oversat af Grethe Bjerregaard.

SMUK HAVE FOR SMÅ PENGE
AF ALEX MITCHELL
160 sider , vejl. pris 250 DKK

Det kan være en dyr omgang, hvis man gerne vil udvikle sin have, men hvis man bruger fantasien og har hang til genbrug, så kan man lave mange projekter i haven, uden at det behøver at være så dyrt. Denne havebog giver masser af hyggelige råd med sjove genveje og gør-det-selv projekter, hvor alle kan være med. Mange af projekterne er illustreret med trin-for-trin vejledninger.

PRYDGRÆSSER
AF KATHARINA ADAMS OG PETRA PELZ
160 sider , vejl. pris 300 DKK

‘Prydgræsser’ tager dig med ud i naturen rundt om i verden, hvor prydgræsserne oprindelig kommer fra, og gennemgår ligeledes de enkelte sorter, der kan anvendes i haven. Læs om hvilke, der ønsker sand og fuld sol, og hvilke, der skal have våde fødder eller måske nyde skyggen under høje træer. Bogen giver desuden tips til pleje, formering og design, og så er der naturligvis smukke inspirationsfotos fra haver, hvor prydgræsser er anvendt med stor succes.

LODRETTE HAVER
AF SHAWNA CORONADO
160 sider, vejl. pris 250 DKK

Få indblik i en af tidens havetrends med lodrette haver. Det gælder både dyrkning af afgrøder på begrænset plads og udvidelse af pladsen til prydplanterne ved brug af vægge i den lille have. Bogen sætter fokus på de mange fordele ved den vertikale dyrkning, og den giver tips og gode råd til, hvordan dette kan gribes an.

FARVER I HAVEN ÅRET RUNDT
191 sider, vejl. pris 250 DKK

Mange haveejere har en ambition om at have blomstringer og farveskifte i haven året rundt, men det er ikke altid lige let, da man ofte falder for de planter, der har kulminerer i højsommeren. ‘Farver i haven året rundt’ klæder læseren på til at skabe en have, der også byder på kulør i de kolde måneder ved ikke blot at bruge blomstrer, men også buske og træer, der har smukt løv, bark mv. Bogen har udførlige skemaer med adgang til viden om plantearternes gødningsbehov, anbefalinger om beskæring, jordtype, voksested mv. Den er rigt illustreret med store nydebilleder.

 

DEN RØDGLØDENDE CHILIDYRKER
AF KAY MAGUIRE
144 sider, vejl. pris 250 DKK

Er du med på tidens havetrend med dyrkning af den farvestrålende og hotte chili, så får du her en letforståelig håndbog med chiliens historie, tips til dyrkning, vækstbetingelser og ikke mindst – brug af chili i køkkenet. Bogen indeholder detaljerede beskrivelser af de enkelte sorter med grundige vejledninger til dyrkning af hver sort.

 

ÅRETS GANG I KOLONIHAVEN
AF MATTHEW APPLEBY
192 sider, vejl. pris 250 DKK

Danmark har som England – hvor denne bog har sit ophav – en tradition for kolonihaver, og i disse år er kolonihaven mere ‘hot’ end nogensinde. ‘Årets gang i kolonihaven’ giver kolonihaveejeren en masse ideer til dyrkning i haven. Inddelt efter måneder byder bogen på 200 projekter om alt fra jordbærmarmelade til etablering af bålsted. Bogen er forsynet med hyggelige citater og nyttig viden – og med plads til egne noter, så den kan blive en personlig havedagbog. Her er masser af inspiration at hente fra forfatter Matthew Appleby.

AFGRØDER ÅRET RUNDT – DYRKNING I POLYTUNNEL
AF JOYCE OG BEN RUSSEL
200 sider, vejl. pris 250 DKK

Spring drivhus og mistbænk over, og dyrk året rundt ved brug af de billige polytunneler, hvorved dyrkningssæsonen udvides betragteligt i forhold til den traditionelle køkkenhave med planter under åben himmel.

Bogen kommer omkring alle aspekter ved dyrkning under plastik: Fordele og udfordringer, tips til problemløsning, vejledning i opsætning af polytunnel og masser af planteportrætter med fokus på vækst under plastik. Bogen er inddelt efter årets måneder, så man får en praktisk oversigt over opgaverne måned for måned.

Har du givet dig i kast med en af bøgerne herover, er du meget meget velkommen til at dele din oplevelse af bogen med vores læsere. Og så er der bare tilbage at sige – rigtig god læselyst!

Alle bøgerne er udgivet på forlaget TURBINE.