ANNONCE

onsdag den 9. marts 2016

KENDER DU FARVEN GREIGE?

FARVER

Hvad for en farve, tænker du måske? Men bare rolig; som havemenneske støder du tit på greige. Den findes alle vegne udenfor og bevæger sig på en skala fra lyst sandstrand over rå beton og solpatineret lærketræ til den snefrosne jord og en bedaget brændestabel. Se med her, og lad dig inspirere til brug af farven - både inde og ude. 


TEKST & FOTO: MARIANNE




Grænsen mellem inde og ude udviskes mere og mere i disse år, ligesom grænsen mellem land og by. Da naturlige materialer vinder mere og mere frem i indretningen, øges interessen for, hvilke farver, der egentlig findes ude i naturen. I stuerne boomer indretning med planter, og den helt perfekte baggrund er det derfor naturligt at finde - i naturen.





Ordet greige er en sammentrækning af grey og beige og er opstået i kølvandet af det modehit, det er at male med kalkmaling. Annie Sloan, som producerer den slags maling, har nogle farvekort, der kan få de fleste til at klikke mange gange med klikfingeren på webshoppens indkøbskurv.

For vi elsker bare de farver. Farverne på en sandstrand, forskellige sten, jord - både tør og våd, sandet og humusrig - grus, tør og fin beton, birkebrænde, snedækkede marker, tørt hø, en slidt hvidtet husmur og fliserne på din terrasse - ja, vi kunne blive ved. Alle disse nuancer, der tilsammen danner en rolig flade og alligevel skaber kant, baggrund og til dels også ramme.







Denne farve, greige, står til alt uden undtagelse. Sæt stærke latinamerikanske farver til, og få en fest. Sæt de kølige, douche farver fra himmel og hav til, og dyrk det skandinaviske fuldt ud. Sæt grøn i alle tænkelige og utænkelige nuancer til, og du vil skabe ro hos den, der iagttager og lever i og med dem. Andre materialer blandes også ind i "det naturlige". Det være sig kobber - både i blankpudset og patineret - udgave, bast, siv, græs, snor, garn, jute, hø, zink, skifer, olieret teaktræ, messing og gråsort stål.



Det er alt sammen materialer, som du med garanti kan finde ude i din have eller uden for din dør. Tag bare de "gamle" æblekasser, der er i omløb for tiden og anvendes til alt fra bogkasser til potteopbevaring. De har samme sammensætning af grå og beige, og der er næsten ikke to, der er ens - sjovt nok ligesom grøn.

Naturen er mangfoldig. God fornøjelse med at finde dine greige materialer frem i haven, hvad enten den er inde eller ude.


5 kommentarer:

  1. Fine og fantasifulde billeder - lige til en plakat!
    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var sødt sagt Elna. Af og til finder man guld i gemmerne.

      Slet
  2. Tak for god læsning og gode billeder :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvtak, Trine. Man drømmer lidt om sommer, når man ser dem, synes jeg. (Eller for nu at være bundærlig: m.e.g.e.t om sommer).

      Slet
  3. Den farvebetegenlse havde jeg ikke hørt om før. Men den er SÅ rigtig. Det er lige det de forskellige bløde farver er, på billederne og for øvrigt osse andre steder er.
    Ja, de skønne billeder får èn til at drømme om sommer og ferietid, men liige nu er det rigtig forår jeg drømmer om. Har været ude og solde i stedmoder og hornvioler til den store guldmedalje. Så nu skal der plantes forår.
    forårshilsner Gunvor

    SvarSlet

ANNONCE