ANNONCE

mandag den 14. marts 2016

SKAL VI BESKÆRE DE NYPLANTEDE PLATANTRÆER?

HAVEBREVKASSEN

Marianne har i sin have plantet flotte plataner udspændt på parasol-espalier'er. Men hvordan er det nu? Skal de beskæres allerede det første år?


SVAR: MIMI, SITAS.DK
FOTO: MARIANNE WINTHER







Kære Havefolket 

Jeg har købt to platantræer i efteråret 2015, og jeg er meget i tvivl om, hvornår og hvordan jeg skal beskære dem. Jeg er meget nervøs for at gøre det forkert, så resultatet bliver grimt, eller at ødelægge fremtidig beskæring.

Træerne er jo både unge og nyplantede, og jeg ved ikke, om det gør en forskel i forhold til ældre træer, når de beskæres bl.a. med hensyn tidspunktet. Jeg medsender billeder af træerne.

Jeg håber, at I kan give mig nogle gode råd. 

Venlig hilsen 
Marianne Winther

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 

Kære Marianne

Træerne er nyplantede, og SITAS anbefaler, at nyplantede træer først beskæres, når de har fået ordentlig fat med rødderne efter ca. to år. Du kan se på træet, om det har fået fat, for så vil det begynde at skyde normalt i kronen. 

Du skal beskære i sensommeren (aug/sept). Træerne er da i vækst og har stadig tid (inden frosten) til at lave en forsvarsbarriere i veddet, så sygdomme bliver lukket ude. Et godt redskab til at beskære trækroner med er ARS stangsaks. Så kan du beskære kronerne uden at skulle kravle rundt på en stige. Beskær, som du klipper hæk - klip de kviste af, som kommer længere ud, end du ønsker. 

Når grenene i kronen er stærke nok, kan du fjerne bambusstokkene. Det vigtigste ved nyplantede træer er, at de skal vandes. SITAS anbefaler, at der vandes regelmæssigt gennem hele sommeren, fra bladene springer ud, til de falder af. I en normal dansk sommer skal du gennemvande med 20-30 liter pr. træ en gang om ugen.

Med venlig hilsen
Mimi Hvass
www.sitas.dk


Har du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd i forbindelse med dagens brevkassespørgsmål, så er du som altid meget velkommen til at skrive med via brug af kommentarfeltet. 




Vil du læse flere brevkassespørgsmål og -svar, kan du finde dem alle her.
Du kan også læse mere om HAVEFOLKETs havepanel og de eksperter, der står klar til at svare på dine spørgsmål. Find dem her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

ANNONCE