Selvom hele haven står og råber efter mig med frønnede stakitter, skvalderkål og brændenælder i optimistisk vækst, havemøbler, der skal genopfriskes, terrasser, der skal renses, kanter, der skal stikkes, snegleæg, der skal samles osv osv, så var det frøsåningen, der vandt.
TEKST & FOTO: MARIANNE
Det er næsten som at sætte vasketøj over og så ellers gå i gang med at tage ud af opvaskemaskinen, støvsuge og vaske gulve. Eller fx tømme en 80-100 flyttekasser. Sammenligningen skal tydeliggøre, at det er så rart, at “sætte noget over”, som gør sit job næsten selv, mens man så kan tage sig af andre og lige så vigtige ting.
Sådan er det også i min have, som jeg altså har været bortrejst fra i 4½ måned, fordi jeg kom til at brænde vores køkken af. Nu er jeg tilbage, og i haven er der mange vigtige ting, men den vigtigste blev i weekenden: At potte og så!
Det er første gang i mit haveliv, at jeg på nuværende tidspunkt midt i april ikke for længst har forspiret dahlia og står og prikler stauder, der er spiret i løbet af efterår, vinter og forår. Første gang, at haven i den grad er forsømt, at roser og stauder ikke for længst er blevet delt, gødet og omplantet. Men mon ikke det går alligevel? Det besluttede jeg mig for, for mine dage er indtil nu gået med dels at vente, vente i det, der synes som en uendelighed, på at komme hjem og pakke flyttekasser ud (i alt mere end 200) og indkøbe alt fra møbler til dejskraber, som vi altså ikke har længere.
Derfor føles det ekstra vigtigt, ja, decideret meningsfuldt at gå ud og finde jord og frø frem samt sirligt at skrive navne på pinde til at stikke ned, hvor de hører til. Vande, glædes – og vente igen.
I mine kasser og bede er indtil videre sået:
- dild
- koriander
- ærteskud
- hestebønner
- vinterportulak
- hvidløg
- havesyre
- rødbeder
- bladbeder
- forskellige salater herunder egebladssalat, krølsalat mm.
Næste hug er sommerblomsterne.
Som du kan se, er jeg klar!
I´ll keep you posted.
"hle haven råber efter opmærksomhed" ja jeg syntes jeg genkender det, hi hi. Men det plejer jo at gå alt sammen alligevel, selvom tingene ikke altid bliver lavet herognu.
I dag har jeg osse stået og hygget mig i drivhuset med at så, og potte de sidste af de opgravede crysantemum, i år må de tage til takke med potter, for jorden er vist blevet crysantetræt. De så ikke godt ud sidste år. Så iår kommer der appelsintagetes i jorden.
Håber havenisserne derude ikke er blæst helt i stykker.
hilsner Gunvor
Crysante-træt? Det ord har jeg aldrig hørt. Men jeg forstår betydningen. Den samme type plante samme sted i jordeni mange år kan udpine jorden for de vigtige næringsstoffer.
Håber nisserne står stadig (eller ligger, så de ikke vælter) Her på matriklen er de forment adgang. Men alfer har vi mange af (synes jeg, jeg kan se og mærke ind i mellem). ;;;-)
Godt du har generobret din have… og du når nok det hele
Nemlig Sussi! Sådan har jeg også tænkt!
Dejligt at høre fra Den helbredende have 🙂
Jeg er sikker på at du nok skal få styr på det hele og at din have bliver lige så dejlig som den plejer
Og at så er så hyggeligt og jeg synes at man får sådan en ro når man står med det
Forårshilsner Vibeke
Tak for din søde hilsen, Vibeke! OG tak for tilliden. Styr på noget som helst har jeg sjældent, men det hele skal nok gå. Der skal jo også være tid til at nyde. Og ja, netop den ro i sindet, er så sagliggørende, når man står og sår.
Velkommen hjem til hus og have igen :-). Imponerende at du allerede har nået at så så meget. Jeg er slet ikke nået til køkkenhaven endnu – har dog sået artiskokker og grønkål :-). God dag til dig. Mange hilsner Mette
Tak for dine søde ord, Mette! grunden til at jeg har nået at så er, at jeg holder mig for øjnene, når jeg går forbi alt skvalderkålen, drivhusets svagt algegrønne skær og alle de andre opgaver, som de fleste havefolk allerede har været i gang med.
Men "det må komme" har jeg bestem mig for i år.