ANNONCE

mandag den 11. april 2016

DET SKAL VÆRE SKIDT, FØR DET KAN BLIVE GODT

HAVEDAGBOG 

I sidste weekend fik vi taget hul på årets haveprojekt. Først skal der rives ned, og der er intet kønt ved den del af processen; men som man siger, skal det være skidt, før det kan blive godt, så vær forberedt på stærke billeder. 
TEKST & FOTO: KARINA






Og jeg mener virkelig, at det er stærke billeder, for hold op, hvor ser der ud ved vores terrasse lige nu.
Havestue-elementerne er blevet fjernet, og nu er vi gået i gang med at hamre vangerne ned.
Se lige, hvordan der ser ud. Det er altså noget af et projekt og et værre rod.



Murbrokker overalt. De skal videre ud i big-bags, som vi fylder og derefter får afhentet af en kran. Faktisk glæder jeg mig til at se, om det vil gå smertefrit for sig, da vi førhen har lejet containere. Sidstnævnte metode har vi ikke været helt glade for, da det for det første er temmelig dyrt og for det andet er svært at få det hele til at passe med de få dage, man betaler for at have dem stående. Da jeg læste om løsningen med big-bags, blev jeg glad, da det er ret billigt, og man selv bestemmer, hvornår man vil have dem afhentet. Det letter stressniveauet lidt.




På terrassen, hvor vi holder til, når vi spiser om sommeren, er der heller ikke for kønt lige nu. At vi har pillet havestuen ned, betyder, at vi nu ligger inde med store mængder træ. Noget af det må ligge her og andet ved loungeterrassen. Det er noget af et logistikarbejde at få det placeret, hvor det ikke er for meget i vejen for alle de næstkommende projekter.


Ved loungeterrassen har vi i øvrigt også helt nye terrassebrædder liggende, for ud over, at de gamle brædder skal skiftes ud, skal denne terrasse nu fylde hele baghaven.



Skal vi oven på denne omgang øjebæ så ikke lige slutte af i forhaven, som ser lidt mere tilforladelig ud?



I forhaven er mine hvide krokus ved at springe ud - ja, faktisk er der bare fuld gang i alle løgvæksterne.

Det pibler op med tulipaner og allium, og nogle af stauderne er også ved at titte frem.

Og lidt forårssnold har jeg da også haft gang i, men ikke så meget, som jeg plejer. Et lille hold tofarvede hornvioler har jeg fået plantet ud - og et andet sted lidt hvide. Det hjælper lidt på begejstringen, og som du nok har kunnet se, så er dette mere end påkrævet her på matriklen. 

12 kommentarer:

  1. ja.. byggeprojekter er ikke altid lige så spændende ;) - men resten af haven ser da rigtig godt ud :) :)

    SvarSlet
  2. Tak Tim :-)
    ... Og nej byggeprojekter er ikke altid "det fedeste" - ihvertfald ikke når det kommer til nedrivning.

    SvarSlet
  3. Med din iver og sans for detaljen, Karina, er den byggeplads jo snart transformeret til en perle - glæder mig til at se det færdige resultat - god arbejdslyst ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja den vanvittige iver :-)))
      Tak Leif!

      Slet
  4. Føler din smerte... ;-) Og har særlig sympati fordi jeg indenfor de næste timer står i lidt samme situation: Stråtaget skal skiftes og der er diverse tiltrængte murerarbejder der skal fikses i samme ombæring. Kommer til at ligne l...! Men det får jo en ende. Og det har så givet mig mod på at få gjort endeligt op med beton-helvedet i haven...nu er vi jo lissom igang. Fortsat god kamp - der er jo gode chancer for at I kommer et langt stykke inden det for alvor bliver sommer :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Puhhh det lyder som noget af en mundfuld Henrik!
      Håber også at vi når at blive færdig så vi også kan nå at nyde sommeren lidt ;-)

      Slet
  5. God fornøjelse med projektet. Håber at vi må følge med på sidelinjen :-). Er sikker på at det bliver et fantastisk resultat :-)

    SvarSlet
  6. Hej Mette
    Der kommer helt sikkert mere fra projektet, det lover jeg :-)

    SvarSlet
  7. God arbejdslyst,,, Glæder mig til at se det færdige resultat.
    Vi har et gammelt lysthus der burde ha sådan en omgang, meen,,,,,,,
    Heldig for jer at vejret er så flot indtil nu.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du ha' Gunvor
      Det lyder da ellers hyggeligt med et lysthus, selvom det måske trænger til en opdatering ;-)
      Det ser jo desværre ud til at vejret skifter i morgen - men så har vi "heldigvis" også et par bygge-projekter indenfor :-))

      Slet
  8. Det bliver spændende at se hvad du/I får lavet. Dine løgplanter ser ud til at være langt fremme. Flot ser det ud med hornviolerne,krukken passer fint til dem. God arbejdlyst. Hilsen Leila

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for det Leila
      Mine tidlige tulipaner er ihvertfald ret tæt på at springe ud, tror at det drejer sig om et par dage :-)

      Slet

ANNONCE