ANNONCE

onsdag den 11. maj 2016

DANISH SOCIETY OF OPEN GARDENS

ÅBNE HAVER

Her i HAVEFOLKET vil vi gøre noget for, at endnu flere haveejere får glæde af alle de vidunderlige haver, der findes. Derfor var det oplagt at takke ja til invitationen og dukke op på Danmarks første havekonference på Gisselfeld Kloster. Det skal du høre om her.
TEKST & FOTO: MARIANNE





Der findes så megen skønhed, som bare ligger derude og venter. En tåget dag i starten af april har Danish Society of Open Gardens (DSOG) indbudt haveejere, der gerne vil have besøgende i deres haver, til konference på Gisselfeld Kloster. Alle vi i salen bliver hurtigt enige om, at det, vi selv går og ser på til daglig, er magi for nye øjne. Også når det er brunt og bart, og når gamle kampesten og frønnede, stynede popler danner relief mod den blege forårshimmel. Det handler bare om at se det selv og så om at få budskabet ud over rampen. Det er det, vi har sat os for i HAVEFOLKET med dette besøg og denne artikel.

For ligesom englænderne og hollænderne og nu også svenskerne er gode til at få mange haveturister, så skal Danmark oppe sig på det område. Vi har så mange skjulte skatte, både i små og store private haver, i anlæg, parker, taghaver og meget mere.

Arrangementet var både hyggeligt og informativt. Vi hørte om Egeskovs eventstrategi, om vores broderfolks efterhånden veletablerede tradition for åbne haver på den anden side af Øresund. Desuden hørte vi om, hvordan den tidligere chef for Visit Denmark nu har skabt et firma med haveture, og om det voksende turistmarked, der blot ligger derude og venter - på alle os med haver.

Og det er det, der er kernen; måske du ligger inde med GULD? Hovedbudskabet fra formand for DSOG, Susanne Vind, er nemlig, at mange af de henvendelser fra udlandet om at besøge haver i Danmark, går ud på at se, hvordan den almindelige dansker indretter, dyrker og nyder haven. Og det er det, DSOG kan tilbyde en fælles platform for.

Ind til videre er det et fornemt selskab, man bliver en del af, hvis man indmelder sig i foreningen. Slots- og Ejendomsstyrelsen er medlem med landets kongelige slotte, flere større herregårde og godser er også, og jeg fornemmer, at disse er den primære målgruppe. Foreningers haver og botaniske haver som Bangsbo Botaniske Have, Vordingborgs Botaniske Have, Geografisk Have og Humlemagasinet på Fyn er medlemmer. Men også mindre temahaver og private haver som fx. De Japanske Haver er repræsenteret.



En tur rundt på selskabets spritnye hjemmeside giver et godt overblik. Det fungerer især fint, at der under forslag til haveture også er beskrivelser af andre steder, man kan besøge, nu man er på de kanter. Så man kan roligt afsætte hele dagen til skønne oplevelser, skrive destinationerne ind i sin GPS og så blot tage afsted med en forventning om skønhed og oplevelser ud over det sædvanlige.


Havefolk med alle typer haver kan blive medlem af foreningen, hvis de har lyst. Du kan læse mere om DSOG her.





1 kommentar:

  1. Uha, det er fornemt selskab.. Ideen er god, men en alm. have med skvalderkål og mælkebøtter vil nok føle sig meeget lille i det selskab, trods haven nok er udover det sædvanlige.
    Hilsner Gunvor

    SvarSlet

ANNONCE