ANNONCE

onsdag den 25. maj 2016

DYBE VEJRTRÆKNINGER I DEN HELBREDENDE HAVE

 HAVEDAGBOG

"Min egen ven, her har du mig tilbaaaage." Nu er sommeren kommet, og familien - ikke mindst jeg - har efterhånden fået tid til at gå i haven. Ca. 220 flyttekasser er blevet tømt og afhentet, stauderne vælter op af jorden sammen med tommetykke skvalderkål, der bliver plukket i bundter ved jordoverfladen. Alligevel er det bare herligt at være ude. Kom med rundt i min have, inden jeg tager tre måneders orlov. 


TEKST & FOTO: MARIANNE



Mærkeligt, at man sådan nærmest kan være forelsket i sin have. At man kan blive klar over, at man har jord i årerne, drømmer om den om natten og bare hverken kan eller vil undvære den. Men sådan er det.

Vores hus har været brandskadet, og fra december til april har vi været genhuset - og 'genhavet'. Det er jo de måneder, hvor jeg plejer at rydde op, luge, luge og atter luge. For ikke at tale om at fjerne snegleæg. Dele og flytte stauder og i det hele taget får lidt styr på alting. Det har jeg så (i rigelige mængder) på ingen måde, da jeg jo ikke har været hjemme, men jeg har nu indset, at alt er ok, og at livet er langt. Jeg lader i hvert fald som om, og det er vel det allerbedste, vi havefolk kan gøre. Så bliver der lidt tid til også at nyde på trods af, at opgaverne står i kø.

Min mand og jeg har voksne børn nu, og vi blev fra alle sider rådet til at sælge. Men vi blev så glade for det indvendigt renoverede hus, at vi har valgt at blive boende. Det er jeg ovenud lykkelig for, for det er nu, haven så småt er ved at få noget karakter. Sådan er ved at sætte sig. Det er nu, alle de sidste fem-seks års anstrengelser er begyndt at kunne ses.



Jeg har været den heldige modtager af mange planter. Byttet mig til dem eller bare fået dem. Nogle af dem, der sætter mest liv i min have, og som jeg virkelig værdsætter, er de røde spidsløn, jeg fik af Karina fra redaktionen. Jeg har suppleret med røde kvan, røde parykbuske, røde og rødmønstrede heuchera, et par lavere acer, der busker, en rød hyld og så ellers stauder, der matcher hen over året. Den dybrøde farve (nogle kalder den sort) kan spille sammen med både pink, violet, orange og blå. Besynderligt nok.


Det er gået op for mig, at når der er pause mellem tulipanerne og det næste blomsterflor, så er det de røde, der giver haven karakter. Så magter du ikke så meget stauder, løgplanter eller andet, så køb dig nogle røde/sorte buske og træer, der lyser op.

TULIPANER OP OG DAHLIA NED
Jeg er hen over vinteren og her i det tidlige forår kommet til totalt at forkøbe mig i dahliaknolde på nettet af angst for, at mine egne ikke klarede den. De stod jo, som de var, blot taget op med jord omkring og lidt halm strøet over i flamingokasser i den kolde kælder for lud og intet koldt vand hele den lange vinter.

Men de overlevede allesammen. Så nu har jeg halet alle krukke-, balje- og potteplantede tulipaner op for at sætte dahliaer ned. Så sent har jeg aldrig før sat gang i dahliaerne, men de skyder stærke strunke skud i en rasende fart. Det må klart noteres bag et af mine ører, for hvorfor så bøvle med tidlig forspiring og neglebidning i det kolde drivhus allerede i marts?

Nu har jeg siger og skriver 46 stk. Meningen er egentlig, at de skal i jorden, når jeg får lidt mere energi, tid og havehjælp, men da vi holder ferie hjemme i år, går det nok alligevel. Jeg elsker jo de tidlige morgenvandinger helt alene sammen med tusinder af fuglestemmer og snegleklip. Det får min vejrtrækning helt ned i maven. Jo, jo, alt er, som det skal være i Den Helbredende Have.

Vi ses en gang om måneden til havevandringer i haverne på Frilandsmuseet. Næste gang er allerede i næste uge. God sommer, og glæd dig.

7 kommentarer:

  1. Hvor dejligt at du kan komme igang i din egen have igen. Rigtig god arbejdslyst og tak for rundvisningen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, Friis, det kribler, gør det!

      Vi ses jo snart! Lene og jeg kommer til Kolding d. 5/6. :-)

      Slet
  2. Ser frodigt ud og strutter af livskraft. Der er i hvert fald en hel del andet end skvalderkål! Tror det var Fru Plum, der også var nået frem til at det ikke rigtigt kunne svare sig at forspire dahlia - selv om man gav dem flere måneders forspring i drivhus, så gav det reelt kun et par ugers forskel på hvornår de blomstrede i forhold til knolde der var sat direkte - eller slet ikke taget op. Så jeg vil også overveje om jeg gider næste år. Når jeg alligevel tøver, så er det fordi jeg jo også gerne vil vide hvilke der overhovedet stadig er liv i - INDEN det er for sent at købe nye!
    God arbejdslyst og tak for rundvisningen!
    Henrik Havehjerne

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, du har helt ret! Livskraft. Det er også om at se metaforerne i det, øjet ser. Og jo, det var vist faktisk Fru Plum, der gjorde sig disse iagttagelser. Hendes er ikke en gang kommet i jorden endnu.

      Men Henrik... hvad er der nu galt med at komme til at købe for mange dahlia, hvis nu de overlever? (Altså ud over at finde plads) ;-)

      Slet
  3. Din have er rigtig rigtig flot. Dejligt for jer I kan blive, det ville da være trist at flytte nu hvor I begynder at kunne se jeres anstrengelser bære frugt. Så blæse være med ukrudt. Det kommer alligevel altid.
    god sommer... jeg glæder mig til dine artikler fra frilandsmusæet.
    hilsner Gunvor

    ps akelejer er osse fine til at overlappe tulipantiden og staudetiden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, akelejer - dem har jeg også. Men de er ved at blive blålilla igen alle sammen, så må ud og strø frø, når det er tid (snart).

      Tak for dine pæne ord, Gunvor! Ville jo gerne se din have en dag! <3

      Slet
    2. Du skal være så velkommen. Vi kan bare finde en dag,,,,,,
      Underligt at dine akelejer sporter til blålige alle? Mine er i alle nuancer af rod, blå, lilla, rosa og hvid og i ,tror jeg alle faconger. Nok dog ikke i den flotte stjerne facon de nye Barlow akelejer er i. Jeg har overvejet at investere i et par stykker, men så skal jeg finde et hjørne der ikke er nogen i forvejen, så de kan sprede sig lidt inden de går med i krydsningsdansen. Det er altid sjovt at gå rundt og prøve at tælle hvor mange forskellige der er i blomst.
      hilsner Gunvor

      Slet

ANNONCE