Kan du nænne at plukke af de første spæde ærteskud, så brug dem til denne velsmagende kartoffelgalette fra Salattøsen alias Mette Løvbom. 


TEKST: METTE LØVBOM, FOTO:  COLUMBUS LETH

Kartoffelgalette
med citroncreme
og ærteskud

INGREDIENSER

8 mellemstore nye kartofler
4 spsk koldpresset olivenolie
1 bakke ærteskud
1 bundt purløg
havsalt og friskkværnet
peber

Citroncreme

1 øko-citron
3 dl cremefraiche 38 %
havsalt og friskkværnet peber

SÅDAN GØR DU

Varm ovnen op til 200 grader. Skyl kartoflerne og lad den fine skræl sidde på. Snit dem på et mandolinjern eller med en skarp kniv i meget tynde skiver. Læg dem i en skål, og vend dem med olivenolie, lidt salt og peber. Lav fire ”blomster” på en bageplade med bagepapir ved at lægge kartoffelskiverne ovenpå hinanden i en ring som en rose. Slut af med en skive på toppen. Bag kartoflerne i ovnen i 15-20 minutter, til de er gyldne i kanten. Lad dem køle af.

Anret hver kartoffelblomst på en middagstallerken, og placér en kugle citroncreme på toppen. Pynt med ærteskud og purløgsstrimler, som du drysser lidt tilfældigt over salaten.

Krydr til sidst med lidt friskkværnet peber. Har du lidt citronskal tilovers, kan du også drysse lidt over salaten til sidst.

Citroncreme 

Riv skallen af citronen på den fine side af et rivejern, og pres saften af citronen. Bland cremefraiche med citronskal og -saft, og krydr med salt og peber. Pisk cremen i et par minutter med et piskeris, til den bliver let stiv. Cremen holder sig på køl i et par dage, men er bedst med det samme.
Opskriften – og mange andre grønne forslag fra Mette Løvbom – finder du i bogen ‘Salattøsen’ fra Politikens Forlag.
 
Forlaget om bogen: Lækker bog spækket med salater til hele året fra den utroligt populære Salattøsen, der er kendt fra både tv og sin velbesøgte salatblog.
Salattøsen – alias Mette Løvbom – har gode opskrifter på og inspiration til nye salater til enhver lejlighed hele året rundt. Hvad enten man er til bagt blomkål med sennepscreme, grillet spidskål med porrepesto eller en grønkåls-coleslaw, vil man i denne bog med garanti kunne finde en god salat til både hverdag og særlige lejligheder.
Bogen er inddelt efter råvarer i sæson, og opskrifterne er sammensat og afstemt ud fra, at der altid skal være lidt surt eller syrligt, lidt sødme, noget blødt og noget knas, som tilsammen giver en velsmagende salat, der har det hele. Så ud over de mange salater er bogen også fyldt med alle former for marinader, pestoer, sylt og lækkert urtedrys, knas og knæk.
 
TITELSALATTØSEN
FORFATTER: Mette Løvbom
FOTOS: Columbus Leth
UDGIVELSE: April 2016
SIDER: 224
SPROG: Dansk