Jeg viste i sidste uge nogle af mine hvide yndlingsblomster i forårshaven. De er efterhånden afblomstret, og på banen er nu min ubestridte yndling: tulipanen ‘Queen of Night’.


TEKST & FOTO: KARINA
Den står i mange haver, den skønne tulipan ‘Queen of Night’, og det forstår man jo så godt. Den mørkeste tulipan af alle, sofistikeret og hårdfør. I min have kommer den i hvert fald troligt igen år efter år.  Derfor er den også en tulipan, jeg finder utrolig anbefalingsværdig ligesom de hvide og lidt tidligere ‘Purissima’ og ‘Spring Green’. Jeg har den i alle bede i forhaven, og den blomster bl.a. sammen med syrenen og en anden helt ny favorit, camassia. Tilsammen en palet i purpur og himmelblå, som jeg er ret så tilfreds med. Jeg har været en tur ude med kameraet og indfanget den skønne tulipan og et par af dens fine mager. Se med.

Først kan vi jo lige starte ved én af de hvide favoritter, hvor vi slap sidst. Her er vi ved de smukkke ‘Spring Green’ og i baggrunden ‘Queen of Night. Lad os gå tættere på…

Queen of night fortjener nemlig et foto på klos hold, hvor man kan se blomstens utroligt lækre farvespil.

Skønne det er de altså, og jeg synes, de danner smukt par med de himmelblå skilla og camassia.

De fine camassia er nyerhvervelser, som blev plantet i efteråret – og det fortryder jeg på ingen måde. Er den ikke fin?

Her et kig i det centrale bed i forhaven. I dette står tulipanen sammen med hvide allium, som nok vil blomstre inden længe. Holder tulipanerne, indtil dette sker, er jeg sikker på, at også disse vil danne et flot par.

Og nu til syrenen, som vi plantede, da vi flyttede hertil for ni år siden. Jeg kan desværre ikke huske sorten, men se hvor den passer perfekt sammen med de mørke tulipaner.

Er du ikke allerede den glade indehaver af ‘Queen of Night’, og har du lyst til at vide mere om den skønne tulipan, så synes jeg, at du skulle tage et smut forbi Lones planteportræt. Klik på linket, så er du der i en ruf.