ANNONCE

mandag den 23. maj 2016

TOFTEGAARDS TOMATER

PLANTER

Mange vil kende Lene Tvedegård fra hendes skønne bøger og viden om tomater, chili og krydderurter. På HAVEFOLKET har vi de kommende uger den udsøgte fornøjelse at byde Lene, indehaver af Gartneri Toftegaard, velkommen som gæsteskribent. I dag skal vi gøres klogere på tomater, og hvordan vi bedst passer, hærder og nærer de nyindkøbte planter. Rigtig god fornøjelse.  

INTO: REDAKTIONEN 
TEKST: LENE TVEDEGAARD
FOTO: GARTNER TOFTEGAARD & BJARNI JACOBSEN 


Vi knuselsker maj i gartneriet. Folk strømmer til vores drivhusbutik. Maj er forår, det grønne eksploderer, nu skal der plantes, og vælges. En væksteksplosion uden lige er i gang. Vi nørder med alt til den spiselige have i vores butik.
Jeg talte med flere til et plantemarked på Kødtorvet i København. ’Der mangler et overskueligt sted med spiselige ting til haven i alle afskygninger’, var meldingen. Jamen det er jo det vi har her...  Med økologiske planter endda!
Vi håber, at budskabet hermed spredes. Og for at det hele skal lykkes allerbedst, er der her et par gode råd til dyrkning.


UDPLANTNING, HÆRDNING OG TEMPERATURER
Mange spørger os til råds om udplantning lige nu, med god grund. Det kan stadigvæk være koldt om natten, og udplantning på friland er absolut bedst sidst i maj måned eller starten af juni. Der er risiko for frost i hele maj. Men i hobbydrivhuset er det tid til udplantning slut april eller i starten af maj. Generelt skal man altid plante ud i en god lun periode. Dvs. nattemperaturerne skal være være minimum 8-10 grader, helst ikke lavere. Hvis planterne har stået varmt, f.eks. inde i en vindueskarm, skal de hærdes, før de plantes endeligt ud. Stil dem udenfor, hvor de skal udplantes, men kun i dagtimerne i 2-3 dage, og tag dem ind om natten. Husk, at de ikke må stå i fuld sol under hærdning, så bliver bladene simpelthen solskoldede. De skal have overskyet vejr eller anden skygge, når de hærdes. Herefter kan de plantes ud. 

Hvis der kommer en frostnat efter udplantning, skal der passes ekstra godt på planterne. Her i gartneriet bliver planterne dækket med fiberdug hver nat i maj. Fiberdugen, en avis eller andet skaber et lille telt, der holder på jordvarmen rundt om planten. Et fyrfadslys er også en glimrende ide som en lille ventilator i hobbydrivhuset. Det blander varm og kold luft, så den kolde luft ikke får lov til at lægge sig nederst i huset - omkring planterne ved jorden. En sort vandtønde (med låg, så det ikke giver for megen fugt) kan også sættes i drivhuset. Den varmes op i de solrige dagtimer og afgiver varme i en evt. efterfølgende frostnat.

Her er nogle vigtige gode råd omkring udplantning af de forskellige drivhusplanter:
Tomatplanter er mindre kuldefølsomme end agurk, auberginer og meloner, som er mere sarte over for køligt og fugtigt vejr. I følge bøgerne skal agurk udplantes ved grundlovsdag, men mange har faktisk held med at sætte en plante her i maj, hvis der er en lun periode. Prøv at plante en enkelt agurkplante på samme tid som tomaterne og så igen en plante senere i starten af juni. Er der held med det, er agurk den frugt, man høster allerførst allerede tre uger efter udplantning. Ved to plantetidspunkter for agurk fordeler man ofte det boom i udbytte, der tit opstår midt på sommeren. Ved udplantning til friland må man have tålmodighed. Tomater på friland skal ikke plantes ud før sidst i maj.





VAND, NÆRING OG TILPLANTNING
Efter udplantning skal planterne vandes, så jorden er passende fugtig. Kan der klemmes vand ud af jorden, er planterne overvandet. I en selvvandingskasse skal man også vande selve plantesækken ’for oven’ lige efter tilplantning. Man kan ikke regne med, at planternes rødder med det samme kan nå ned til vandet. Næring er vigtig for at få et tilfredsstillende udbytte. En almindelig spagnumsæk indeholder gødning til cirka de første 14 dage til tre uger afhængig af planternes størrelse mv.

HVILKE SORTER SKAL JEG VÆLGE TIL HOBBYDRIVHUSET?
Tænk på høst. Hvad vil jeg gerne bruge til min mad i løbet af sommeren og evt. til vinteropbevaring. Tomater er der altid brug for. Der kan også vælges chiliplanter. Plant dem evt. i krukker, så de kan sættes ud på terrassen midt sommer og videre indendørs i slutningen af august, så der kan høstes chilifrugter helt frem til jul. Overvej krydderurter i drivhuset evt. også i krukker, der kan flyttes udenfor senere.


Vi har gjort et kæmpe arbejde for at finde virkelig smagfulde sorter - sorter, der kan noget særligt. F.eks. har vi udvalgt 75 tomatsorter af over 1000 afprøvede tomatsorter til salg i vores drivhusbutik. For hjemmeavlerne tager det måske et helt liv at afprøve 100 sorter og derved opleve mangfoldigheden af tomatsorter. På Gartneri Toftegaard tager det kun et år. På vores "store smagedage” har flere tusinde gæster de sidste 10 år hjulpet os med til at udvælge de bedste sorter med fokus på smag. Det samme gælder chilisorter. Vi har 100 chilisorter til salg.

Toftegaards miniblomme (en dadeltomat, San Marzano tomat) er f.eks. en delikat mini blommetomat (3 cm lang) med den karakteristiske sprøde og knasende konsistens for blommetomaterne. Den har en skøn aroma af figen og en pragtfuld sødme. Alle sorter af tomater går fint i drivhuset. På friland kan alt også vælges, dog giver de meget storfrugtede typer som store blommer eller bøftomater et væsentlig mindre udbytte.



FOTO: BJARNI JACOBSEN 
3500 m2 drivhuse har siden 1996 været rammen om Gartneri Toftegaards økologiske produktion. Det har været en fantastisk oplevelse hvert år at opleve flere kunder, der har fundet vej til os. Hovedparten af vores salg sker direkte fra vores drivhuse, hvor en stor gårdbutik inde i drivhuset er hjertet i vores produktion. Vi sælger også planter via vores netbutik i foråret. Her kan folk langvejs fra få planterne leveret hjem til deres hoveddør.

Se mere på www.gartneri-toftegaard.dk 


Læs også HAVEFOLKETS anmeldelser af bøgerne BOGEN OM KRYDDERURTER og SMAGEN AF CHILI

2 kommentarer:

  1. Jeg-vi har været på den årlige familie indkøbschilli mv tur til Toftegården for et par uger siden. Og selvom man sir hjemmefra , kun de og de planter, så ryger der altid flere spændene ting i kassen. For der er altså mange fristelser uha uha.
    Jeg glæder mig til at høre om andre fristelser.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  2. Den årlige forårstur til Toftegaard er bestemt et højdepunkt - alene duften og klimaet i det kæmpe drivhus er ren balsam for sjælen.
    Da planterne er frøægte høster jeg selv tomat og chilifrø fra Toftegaards planter senere på året - vi kører simpelthen med den samme tomat hver år, og det er virkelig en slem overgang, når sæsonen er slut!
    Selvfølgelig kommer jeg til at købe nye sager hvert år - fristelserne er helt enorme. Der er også gengangere som citronverbena og mexikansk tagetes de skal bare være i mit drivhus.
    Hilsen Pia

    SvarSlet

ANNONCE