ANNONCE

onsdag den 15. juni 2016

KOM INDENFOR - I HENRIKS HAVE

HAVEDAGBOG

Når man første gang bliver budt indenfor i et fremmed hjem, forsøger man uvilkårligt at danne sig et billede af de mennesker, der bor her. Sådan lidt Kender du typen-agtigt. Nogle gange opdager man nye sider af folk, man ellers troede, man kendte helt og aldeles, og andre gange tænker man: "Nå ja, sådan måtte der jo se ud!" Er det ikke lidt det samme med haver? Kan det ses, hvis man er et rodehoved, en nørd, et luksusdyr mv.? Nu kan du jo få nogle kig ind i min have, og så må vi så se, om du har regnet mig ud!


TEKST & FOTO: HENRIK


Haven er en lille plet i den vestlige del af Jylland et par kilometer fra Vadehavet. Det er en byhave, og den væsentlige del udgøres af omkring 100 m2 bag huset. Stik mod syd og med det dejligste 180-grader vue ud over det flade, flade landskab. Afgrænsningen mod markerne udgøres af en række espalierede æbletræer. De blomstrende træer er en nydelse i sig selv i foråret, men de giver også en let diffus skygge, som man ikke ville få med fx en tæt hæk. Og så giver de faktisk overraskende megen frugt som en ekstra bonus.

På bagsiden af espalieret har jeg så et laaaaaaangt og smalt staudebed i hele havens længde. Jeg har valgt stauder, fordi der godt må ske noget forskelligt året igennem både mht. farver og former. Kunsten har været at få bedet til at se pænt ud både, når man er tæt på - og det er man altså i en lille have - og samtidig ikke alt for spraglet og uroligt, når man ser langs med bedet. Jeg forsøger også at få bedet til at se dybere ud, end det egentlig er, med nogle tricks, jeg har lært fra at arbejde med teater. Bedet er i gennemsnit kun ca. 90 cm bredt.

Huset og haven er oprindelig indrettet som en slags ældrebolig, dvs. så vedligeholdfrit som muligt. Løsningen var for havens vedkommende at lægge herregårdssten ud overalt. Nemt - men lidt kedeligt i længden. Derfor blev det lange bed til ved at tage nogle rækker belægningsten op og sætte dem som en kant i stedet. På samme måde er det firkantede bed kommet til. Kanten er sat med fliseklæber, og det har indtil nu fungeret rigtig fint og holdt godt på belægningen rundt om. Min frygt var, at de ville begynde at røre på sig, når mønsteret blev brudt, men de ligger fint plant. I baggrunden ses det gamle æbletræ, som jeg værner meget om. Det har været igennem en række år med kraftig beskæring, og det har givet træet fornyet kraft, og det ser sundt og frisk ud.

Langs gavlen mod øst er der et bed med akelejer, lavendler, stokroser samt allium og andre løgplanter. Men showstopperne er uden konkurrence de to bjergskovranker, der fylder det meste af muren med duftende blomster i foråret. Planen er at udskifte stativerne af stål og hegnstråd med en mere elegant løsning med et espalier af træ, så de kan få endnu mere plads at brede sig på - mon ikke det ville pynte?

Jeg har som sagt valgt, at stauder spiller hovedrollen i haven, og de skal kunne tåle lidt hvert: Salt fra havet, voldsom vind fra snart sagt alle retninger, bagende sol, dryp fra stråtaget, konkurrencen i de tætpakkede bede, og ikke mindst skal de kunne kapere den tunge, kompakte lerjord. Derfor er mit liv med denne have også ét langt udskillelsesløb, hvor de mindst egnede må bukke under og forsvinde. Nogle er jeg blevet så forelsket i, at jeg prøver at se bort fra deres åbenlyse mangler og kæmper for at få dem til at trives, men ligesom med anden kærlighed må man nogle gange se sandheden i øjnene og konstatere: Det skal bare ikke være os.

Nu har du så fået et kig indenfor. Og ligesom man kan opleve det i et fremmed hjem, når man snubler over snavsetøjet og den meterhøje opvask, så får du her i indblik i, hvordan haven også ser ud og har gjort det i nogen tid! Jeg har nemlig eksperimenteret lidt med forskellige opstillinger af havemøblerne, placering af grill og arbejdsbord og den slags, som der jo også gerne skal være plads til i en have. Når pladsen er sparsom, må man jo udnytte hver en centimeter. Planen er at pille yderligere sten op, så der kan etableres endnu et bed, et præriebed. 

Men det kræver lidt overvejelser, for dels er det et stort arbejde, dels vil det også være så godt som umuligt at få stenene til at ligge pænt igen, hvis man skulle fortryde. Så jeg har tegnet og tegnet, målt og mærket af. Og ikke mindst: jeg har lavet nogle prøveopstillinger, mock-ups, som det hedder i byggeverden, med diverse sten. Når man er faldet over den samme sten flere gange, ved man, at noget er galt, og så må man prøve noget andet.

Tak for besøget, og velkommen indenfor i min have en anden gang.

14 kommentarer:

  1. Hej Henrik, griner..jo jeg kan også godt finde på at kigge lidt på hvordan folk bor både i hus og i have..indrømmet :o)
    Det er en udfordring med en lille have og ofte så tager det rigtig lang tid at få den etableret, netop fordi at hver en cm skal udnyttes optimalt. Det kan jeg skrive under på. Så jeg vil da blive lykkelig for nogle af dine Theatertricks.
    Nu fik jeg da lige en ide med det fliseklæber, som kan bruges :o) så tak for det.
    Havehilsner fra Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Linda, jeg vender tilbage med nogle teatertricks - det er vi vist mange med små haver der kan have glæde af.
      God fornøjelse med fliseklæberen!

      Slet
  2. Tak for kikket, det er en dejlig have du har. Min have er også i konstant udvikling og netop det syntes jeg er spændende. Æbletræerne mangler jeg i min have! Det er meget inspirerede måde du har sat espalierne på. Tak for godt indlæg!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Maria, dejligt du synes om esplierne - jeg synes også at de fungerer rigtigt godt. Og så er det en fin fin måde at have æbletræer på - så klø på!

      Slet
  3. Kære Henrik.
    Tak for at vi måtte kigge ind over hækken.
    Jeg havde igennem dine indslag fået det indtryk at du har en forkærlighed for struktur - du må korrigere mig hvis jeg er helt forkert på det. Og jeg kan også sagtens forstille mig at det er en nødvendighed når ens have ikke er større end det du har.
    I forhold til stauder, så dele vi nok den samme interesse. Jeg holder utrolig meget af dem, og jeg har det som du at de ofte er robuste i forhold til vind, sol, regn og jordforhold.
    Det med at det skal stå tæt i et bed synes jeg er pænt og det giver også en vis nuancerethed i bedet og farverne og bladformerne går ind i hinanden.
    Iøvrigt tillykke med det nye job ved havefolket :-)
    Kh
    Kirsten

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret Kirsten, jeg er vild med struktur! Og derfor er der en hel masse til - og fra valg som kun findes i mit hoved, men som afgør hvad der laves i haven. Og stauder - ja de er jo havens tryllestøv! Former, farver og forandring året igennem!

      Slet
  4. Hej Henrik. Tak for et kig ind i din dejlige have. Sikke et skønt ekstra sted at have. Her hos os er haven også under opbygning og har været det igennem længere tid. Men jeg har lært at påskønne det som er godt og ikke ærge mig over det som stadig mangler. Man lærer jo også undervejs og så skal der ændres igen. Her bliver der også inddraget græs til nye bede for der bliver jo ved med at komme nye ideer og inspiration både her fra Havefolket og andre havebloggere. Ret fedt :-). Også tillykke herfra med dit nye job på Havefolket. Mange hilsner Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Ideer og inspiration kan være farligt noget - i hvert fald kan de udløse en masse arbejde :-)
      Men spændende er det jo - det er jo der man selv og haven udvikles, som du også skriver.

      Slet
  5. Tak for omvisningen i din charmerende have - og huset er også bare så skønt - min bror boede en overgang i Sdr. Sejrslev og der er fyldt med huse der ligner dit, så jeg blev helt nostalgisk

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme! Der er mange skønne huse i området, og især da i Sdr. Sejrslev, så kan godt forstå du bliver nostalgisk når du ser noget lignende :-)

      Slet
  6. Godaften Henrik.Tak for at vi må komme ind og se din dejlige have.For ikke at snakke om
    Dit skønne hus.Er vild med espalieretog dine flotte bede.
    Elsker også stauder.........mulighederne er jo uendelige.
    Og et stort tillykke med din nye tjans hos Havefolket........glæder mig til at følge dig derinde.
    God aften Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette, dejligt du kan lide espalieret og bedene - selv om de er lidt svære at fotografere i sådan en lille have. Vi ses her på Havefolket!

      Slet
  7. Smart med det æbleespalier.. Det skal jeg vist have " in mente" når jeg skal til at hjælpe med at lave sønnikes have.. Den er heller ikke ret stor. Er det en nogle særlige sorter eller skal de podes på særlige "fødder"????
    Selvom dit staudebed er smalt så er det da umanerligt frodigt og levende. Jeg håber vi får en videre fortælling om dit nye bed..
    Manger hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Gunvor
      Ja, er det ikke? Det er smart at bruge træer, der podet på langsomtvoksende stammer - man vil jo netop ikke have kæmpe store træer. Jeg har lavet et indlæg på min blog du måske kan bruge:
      http://havehjernen.blogspot.dk/2016/02/ble-espalier-dos-and-donts.html
      Jeg skal nok vende tilbage til det nye bed - og nok også det gamle :-)

      Slet

ANNONCE