ANNONCE

søndag den 31. juli 2016

ÅRETS GANG I FRILANDSMUSEETS HAVER - JULI

SERIE: ÅRETS GANG I FRILANDSMUSEETS HAVER

Dette er et charmeoffensiv, så er det sagt. Du skal på tur med feriehjerne (min) og et løbsk kamera. Fortællingerne bliver dine egne - stort set. God tur! 

TEKST & FOTO: MARIANNE






Denne gang er der bare så smukt ligegyldigt, hvor jeg vender mig hen, og jeg risikerer blot at gentage mig selv, hvilket jeg vil prøve at lade være med. Desuden er der som sagt gået feriehjerne i den, og jeg har overhovedet ikke researchet eller noget. Men sanset, set, oplevet og dvælet, det har jeg. Derfor bliver din tur på Frilandsmuseet sammen med mig for at studere haver og havedetaljer også helt og aldeles på slap line. Håber ikke, det gynger for meget!

Stolte mødre, fædre, onkler, mostre og en hel flok af teenagere. Ikke lige, hvad man ville vente at møde på Frilandsmuseet en søndag. De kender mig efterhånden, gæssene. Og i øvrigt afspejler alders- og familiesammensætning så udmærket gæsternes.


Der er så skønt i skyggen, i læ i gårdene og i krogene her og der. Morbærbusken er godt på vej med modne bær. Hvor må de altså have hygget sig, når de altså havde fri. Her f.eks. Det er virkelig en hyggelig lille gårdsplads på siden af huset, ser jeg på min vej. Dér kunne man godt sidde og få sig en snak og en dram.



Men ellers er der jo evigt og altid nok at lave for en bonde. Både inde og ude. Gæt, hvad den unge pige er i gang med. 

Der opstod jo også nok stunder, hvor man skulle vente. Eller hvor man trænger til at sidde lidt ned, fx. på den nye pilebænk, som blev flettet for et par måneder siden ved det nye sansehus, Stenstrup.

Her sidder en skønhed fra køkkenlauget og er i gang med en fantastisk trøje. Smart har de indrettet sig: Garnet er hægtet fast på tøjet med en broche med krog i. Sådan en anordning kunne jeg altså godt finde på at gå med. Nu er jeg jo også blevet mormor, så det er vel på sin plads, tænker jeg. Skønt der i hvert fald i Københavnsområdet bliver strikket igennem i alle aldre.



Der er så mange sansemættede indtryk, som er bedårende på en helt særlig måde. De går lige i hjertekulen og træder frem i al deres almue-skønhed og enkelhed.


Morsomme og ualmindeligt smarte bygningskonstruktioner er her også at finde. Og detaljer, så man bliver helt svimmel. Hver eneste gang, jeg betræder nogle af de 70 tdr. land herude, får jeg øje på noget nyt. Noget, som er så morsomt, skævt, vidunderligt, patineret og fuldt af charme, at jeg kunne fylde en væg, en bog, en masse. Frasorteringen af fotos fra hvert besøg er rigtig hård, skulle jeg hilse at sige.



Sten og træ. Kan det blive bedre?


 Og så er det, at min mand og jeg sætter tempoet op og går til. Traver man helt ud i "den anden ende" af museet, så er der større afstand mellem gårdene. Man får en tydelig fornemmelse af, hvad en vandringsmands øjne må have set. Enkelhed. Virksomhed. Ro til øjet.

Luft i lungerne får vi. Det er en kæmpe nydelse at strække ud og gå til. Ad lange strækninger, hvor der opstår stilhed oppe i ens hoved, hvor man kan vinke til en ged eller smile til en and. Være sat tilbage i tiden til før verden gik af lave. Og bare se langt.

 Dybe vejrtrækninger. Himlen oven over al ting.

Overgange mellem grusvej og mark. Havre med bjælder på. Mer´end tyve, tror jeg, på hvert strå.

Men der skete faktisk også noget på turen. Noget lidt dramatisk.

Lidt. For hele to gange på turen måtte jeg have fat i Nationalmuseets hovedvagt, for først var det tre små gedekid, der var undsluppet hegnet, og senere var det en stor ged, der gik og hyggede sig med gabet fuldt af græs - men - oh ve, oh skræk - på vej ind i en af de smukke landbohaver ved gård nr. 32. Sådan en ged kan på en eftermiddag og aften rydde hele rosenbedet, om jeg så må sige, så jeg var klar over, at her måtte der handles. Og det skulle være nu.



Desværre blev jeg så opbragt over at skulle have fat i etaten, så jeg glemte at fotografere det som dokumentation til jer læsere. Men så kan vi til gengæld slutte juli på Frilandsmuseet af med at studse noget så eftertrykkeligt. For har du nogensinde set får med lange haler? Jeg har ikke - før nu. Det må være en af de historiske og originale racer, de har gående, tænker jeg. Måske en læser kan hjælpe med at opklare det?



Til august skal vi have lidt mere sul på fortællingerne. Vi skal se på pometet ved Fjellerup, hvor masser af historiske æblesorter står, vi skal se lidt mere fra stationsbyen, som stadig er i gang med at blive opført, men som huser patina og træ i lange baner. Og så skal vi nyde sensommeren i brand sammen. Glæd dig. 

Vinkesmil fra Marianne

5 kommentarer:

  1. Herlig gåseflok, og dejlige billeder. Glæder mig til fortsættelsen.
    Jeg må altså prøve at få manden med en gang. Det kan være det bliver næste års ferieudflugt. I år gik den til Nyvang andelslandsby.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  2. 1000 tak, Gunvor! Og der gav du både vores læsere og mig en god ide! Må da straks til Holbæk!
    Ønsker dig en skøn dag!

    SvarSlet
  3. Hej Marianne Tak for turen - vi vil besøge haverne (og resten) her i vores ferie:-) og nyde det hele igen ved selvsyn. Idag har vi genset Barokhaven ved Frederiksborg Slot i Hillerød - hvilket bestemt også er en udflugt værd - og turen rundt om Slotssøen bød også på små "skjulte kig" op ad de udfordrende stejle skråninger - som følger med hvis man har hus med udsigt til slottet.... Måske du kunne få lov til at "invitere" først dig selv og siden os andre med rundt i nogle haverne der?
    Mange havehilsner
    Trine

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, den kongelige have omkring Frederiksborg slot er noget HELT for sig. HAVEFOLKET har besøgt den fra tid til anden, men det er da værd, dels at undersøge, dels at overveje, om den skal være "årets gang i" i 2017.

      Tak for din kommentar vedr. Frilandsmuseet, som ligger mit hjerte nær. Mange har dels her og del på Face Book fortalt, at de pludselig har fået lyst til at gense det hele ude i Brede. Det er jeg meget, meget glad for.

      Slet
  4. Som kommentar til Mit spørgsmål i artiklen til om der er tale om en særlig race får (med lange haler), har jeg fået følgende svar fra Anja Jørgensen, Inspektør på Frilandsmuseet: "Alle får er født med lange haler. Nu om dage kuperer (klipper) man halerne af for at fåret kan holde sig mere rent. Men også for at lette arbejdet når al ulden skal klippes af samt for at undgå visse ormesygdomme.

    Da vi gør meget ud af at vise de gamle husdyrracer på Frilandsmuseet, undgår vi også at kupere halerne. Det ville fortælle en forkert historie og se forkert ud. Indtil videre går det fint."

    Tak til Anja for denne uddybning! :)



    SvarSlet

ANNONCE