ANNONCE

søndag den 17. juli 2016

HISTORIEN OM PINDSVINET

DYR I HAVEN

Jeg kan en historie om et pindsvin. En historie som er tragikomisk og sand, og som foregår her i min lille have. Historien begynder med et pælebor.  

TEKST & FOTO: KARINA


Det med pæleboret er måske en løjerlig start på en historie om et pindsvin, men det skete i de dage, hvor en ivrig haveentusiast skulle bygge en pergola. Haveentusiasten, det er mig, og som alle jo nok ved, så kræver det, inden man bygger en pergola, at man får boret sig et par huller i jorden. En nem opgave for en rutineret hul-borebisse.
Det var i 2014, historien udspillede sig, og den er én af dem, jeg ikke har delt med mange, måske fordi jeg endnu ikke helt er kommet mig over den. Hullet i jorden, som jeg havde fået boret ud med et pælebor, var et vældig fint hul. Så fint, at det måske var årsagen til, at det skulle tage nogen tid, inden det blev "be-pælet".
Hvor langt tid, der helt nøjagtig gik, før jeg fik taget mig sammen til at få klargjort den pæl, som skulle i jorden, ved jeg ikke, men en dag så skete det. Nu skulle det være, og som jeg stod der med pælen, kiggede jeg, egentligt blot ved et tilfælde, ned i hullet og syntes, at der var noget, som bevægede sig.



Og der var noget, der bevægende sig, hvilket ved nærmere eftersyn viste sig at være et pindsvin. Hvor længe mon det havde ligget der, og hvordan mon jeg skulle få det op? Efter chokket over, hvor tæt det stakkels pindsvin havde været på at få en grusom skæbne, hvis jeg blot havde baldret pælen derned, blev jeg grebet af en voldsom fortvivlelse. Hullet var jo både smalt og dybt, og der var kun plads til pindsvinet og meget lidt plads tilovers til mine hænder. En anden anledning til fortvivlelsen var, at sådan et pindsvin har det med at stikke, så at stoppe klør fem derned var ikke specielt tillokkende. Jeg fik derfor den fikse idé at grave en slags rampe, så frem med skovlen og i gang. Jeg forsøgte vitterlig at være forsigtig i denne auktion, men alligevel faldt der ved hvert spadestik jord ned i hovedet på det lille dyr. Rampeløsningen var en dårlig løsning, og nu havde jeg næsten fået pindsvinet levende begravet. Jeg måtte få det op, så på med handsken og så - tja, så ingenting. Jeg turde simpelthen ikke og blev, som du nok kan forstå, mere og mere desperat. Som jeg sad der, grådkvalt og fortvivlet, hørte jeg skridt ude på fortorvet. Her gik en mand forbi, og jeg tænkte, at han måtte komme mig og pindsvinet til undsætning. Venlig og modig som han var, gik han med mig ind i haven og møvede sig ned i et par handsker, men det gik ikke. Hans hænder var ganske enkelt for store til det smalle hul. Vi opgav og den modige mand fik lov at slippe.


Det endte så med, at jeg ringede til min mand, som sad på sit arbejde uvidende om den sindsoprivende historie, som udspillede sig hjemme i haven. Jeg fik overtalt ham til at komme hjem, og en halv time efter stod ikke blot én, men hele to pragteksemplarer af hvert køn og kiggede ned i hullet. Min mand var heller ikke specielt begejstret for at stikke hænderne ned til det mindst ligeså lidt begejstrede pindsvin. Det var nemlig blevet godt knottent, hvilket man godt kan forstå, når man tænker over, hvor lidt man selv ville bryde sig om at være overdynget med jord i et lille hul og med to dumme mennesker, der bare står der og glor hjælpeløst på én.

Indtil videre var der ikke rigtig noget der kørte for os herhjemme i den lille have, men så besluttede jeg mig for, at det skulle være nok, og det er her historien for mit vedkommende bliver endnu mere prekær at dele. Jeg tænkte nemlig, at jeg ville vinde mere mod, hvis jeg nu gik ind og tog mig en slurk af én af de stærke fra hjemmebaren, så det gjorde jeg. Sagen er bare den, at jeg virkelig ikke kan lide sådan nogle stærke drikke, så da jeg løb tilbage til haven, var munden stadig fyldt, da alt i min krop strittede imod at synke. Ned skulle det nok komme, tænkte jeg, men da jeg så stod bøjet over pindsvine-hullet og var klar til at synke ubehagelighederne, skete det, som kun kan ske for mig: Jeg fik tømt indholdet i min mund lige ned på pindsvinet. Hvad skulle det ikke ende med?



Min mand, som fik nok at al den ballade, jeg havde skabt, tog heltekappen på og fik hænderne, nogenlunde fejlbart og yndefuldt, ned om pindsvinet, der ytrede sin utilfredshed med en vældig masse grynt og fnys. Men det kom op, gudskelov, og lettere forpjusket listede det ind under en gruppe stauder, hvor det kunne komme sig oven på det hele.


Og hvad kan man så lære af det?
Jo, at man ikke skal lade smalle, dybe huller i haven stå blotlagte i så lang tid, som jeg gjorde.


Historien om pindsvinet slutter her, og så alligevel ikke, for selvom man skulle tro, at det aldrig ville vende tilbage i lyset efter alt, hvad der var sket, så kunne vi hilse på selvsamme pindsvin få dage efter strabadserne. Efterkommere som den, der har stået model til billederne til denne fortælling, møder vi også - og heller ikke de er bange for at komme i haven og hilse på både kat og mennesker. 


16 kommentarer:

  1. En grum historie med happy end - tak for advarslen og et godt grin!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja gudskelov ende historien godt Trine og jeg er glad for at advarslen går videre ;-)

      Slet
  2. Svar
    1. Kan godt forstå at du griner Tina, det er s.. ret dumt :-)

      Slet
  3. ÅÅåh, vild jubel, det var dagens grin... jeg ved ikke hvem det var mest synd for pindgrisen eller menneskene, hi hi.
    Vi har osse prindsvin i haven, og vi ser det sommertider i løbet af sommeren. Sidste sensommer havde vi 3 små grislinger futtende rundt. De så så små ud, at de fik lidt kattepiller hver aften. Så følte vi os sikre på de blev fede nok til at kunne overvintre.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt Gunvor.
      Jeg har også et enkelt pindvin som jeg kan håndfodre med kattemad. Karlo (katten) syntes nu godt nok at det er lidt underligt at hans mad bliver brugt på de underlige stikkende kræ :-))

      Slet
  4. ....mon ikke den kom igen for at få en drink.... sikke en god historie, godt du ikke fangede et elefantdyr ligesom Peter Plys ..... (vist heller ikke gjorde) hi hi

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan godt tænkes Sussi :-)))

      Slet
  5. Det var simpelthen den bedste historie jeg længe har læst ....HiHIHI...jeg måtte altså li tørre øjnene ind i mellem...og det var ikke fordi jeg græd..Ha..ha ha..:o)))))

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også en skør historie og én af dem hvor man efterfølgende kan skrive at ingen dyr og mennesker led skade under "optagelsen" - næsten da :-))

      Slet
  6. Fantastisk at du har fortalt historien her :-) Jeg var 100% flad af grin, da du fortalte den selvsamme sommer :-) Jeg kan se det hele udspille sig i jeres have - billederne er underholdende! Tak igen for et super godt grin :-*

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja nu måtte det ud Lone ;-)

      Slet
  7. Dagens griner. Det lyder som om pindsvinet fik betalt grundigt tilbage for de fortrædeligheder, det blev udsat for :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den (og efterkommerene) bliver ihvertfald betalt i godbidder i form af kattemad, nå de er på besøg Claus :-)

      Slet
  8. Sikken en historie - hvor var det godt, at den havde en lykkelig udgang!KH Nina

    SvarSlet
    Svar
    1. Det må man sige ja til Nina :-))

      Slet

ANNONCE