PÅ BESØG I HAVESELSKABETS VANDHAVE

Der er mange smukke haverum i Haveselskabets Have, men især Vandhaven kan noget ud over det sædvanlige. Dette skyldes for det første havens vigtigste element, vand, men også, at den føles intim i kraft af det omkransende murværk og de flotte pergolakonstruktioner. At der derudover står en del træer, og at stauderne er meget massivt grupperet, er også en af grundene til, at jeg synes, haven er noget særligt. Sammensætningen af elementer og planter tilfører haven den helt perfekte balance og virker derved også beroligende. At der suser biler forbi på den anden side af murene, bemærker man næsten ikke. Det er ret prisværdigt og også grunden til, at jeg mener, at Vandhaven er anlæggets – ja faktisk hele Frederiksbergs – ubestridt smukkeste oase.

Jeg har tidligere skrevet om Haveselskabets Have her på HAVEFOLKET. Reportagen finder du i vores online magasin fra 2014 med titlen Inspirerende haver. Kender du ikke til Haveselskabets Have på Frederiksberg, kan du læse mere herom ved at klikke på linket.

I dette indlæg befinder vi os udelukkende i Vandhaven tegnet af havearkitekt Eigil Kjær og senere moderniseret v. Jane Schul.

Som jeg indledningsvis fortalte, er vand udgangspunktet for haven. Dette opleves i form af vandbassiner, der er flot forbundne af små kanaler, som indrammes af lineære stenkanter.

I bassinerne risler det sagte fra små springvandspumper, ikke overdøvende men lige tilpas.

Jeg besøgte haven for få dage siden, altså i slutningen af juli, og blandt blomstringen finder vi den dejlige og i øvrigt utrolig taknemmelige pileurt, Persicaria amplexicaulis.

Hvilken sort, vi ser her, kan jeg desværre ikke være behjælpelig med, så skulle der sidde en plantekyndig og læse med derude, er man mere end velkommen til at hjælpe os i kommentarfeltet forneden.

På billederne her er havens frodighed ikke til at tage fejl af.

Der er planter i alle lag, i bunden, i højden og midt imellem…

Kæmpestenbræk har jeg har tidligere haft i min egen have, men af uforklarlige årsager også forvist igen. Som jeg møder den her, genvinder den hurtigt mit hjerte.

Det samme gælder de dejlige dagliljer.

Uanset om de er orange, purpur, hvide eller gule, så er de bare så skønne og et must i sensommerhaven.

Hjortetaktræet kan være lidt af en plage, det ved jeg kun alt for godt, men at det er et utroligt smukt træ, kommer man altså ikke uden om. Defor bliver jeg også glad for at finde det her såvel som i andre haver, hvor ejerne har valgt at lade pragten overskygge træets tendens til at danne rodskud.

Finder man ikke sine plante-favoritter i Vandhaven, er der grobund for at få sig nogle nye. Inspirationerne står i kø, og får man ikke det hele med ved første visit, er et gensyn aldrig skuffende – i hvert fald ikke for mig.