For to år siden blev genbrugspladsen her i byen erstattet af en værdipark. Men navneforandringen var vel det mindste af forvandlingen – pladsen blev på nye arealer genåbnet som et sted, man rent faktisk har lyst til at besøge!


TEKST & FOTO: LONE

Værdiparken Skanderborg er i følge miljøministeriet fremtidens genbrugsplads. Det 11.000 m2 store område er indrettet til at få endnu mere værdi ud af skraldet – derfor ordet værdipark. Tanken bag Værdiparken Skanderborg er, at brugerne skal opleve pladsen som et parkområde med anlæg og bygninger i høj kvalitet. Rammerne skal signalere, at dette er en sted, hvor det, man gør, har værdi – man gør en forskel! Affaldet sorteres her i så mange fragmenter, at ressourcerne i affaldet bliver i det økonomiske kredsløb og ikke blot kastes bort. Når man efter brug af anlægget kører ud igen, har man gjort sit til, at affaldet kan genbruges på bedste vis.

Bygningerne på stedet tager holdningen seriøst. De er enten bygget af genbrugsmaterialer eller af materialer, der kan genanvendes uden spild.

Renosyd har desuden fået hjælp fra brugerne til blandt andet design af skilte, som er med til at give hele parken et professionelt løft.


Parken er indrettet, så man hele tiden har containere og affaldspladser på sin højre hånd, mens der til venstre er udsyn til parkanlæg eller opholdsområder.

At de fleste containere er nedsænkede, øger også æstetikken og giver samtidig en god arbejdshøjde, når affaldet skal sorteres.

I opholdsområderne er der håndvaske i kombination med oversigtskort mv. Man føler sig godt hjulpet til at få en god oplevelse ud af turen til genbrugspladsen.

Området med aflæsning af haveaffald er også væsentligt forbedret i forhold til den gamle genbrugsplads.

Her er masser af plads til at bakke, og selvom der lørdag og søndag er travlhed på pladsen, så er der til forskel fra tidligere sjældent lang ventetid.
Lige efter aflæsning af haveaffald er der mulighed for at hente kommunekompost. Transportbåndet her gør, at du kan læsse direkte ned i en trailer uden at skulle have fat i en skov. Det er super praktisk. Desværre er der meget ofte fejl i maskineriet, men når det en gang imellem virker, er det vældig tidsbesparende. Vi krydser fingre for, at de får brugt med udfordringerne.
Billederne her er fra starten af juni, hvor de store områder med geranium stod i fuldt flor, og blåaksene blomstrede. Det er faktisk rigtig fint.

Fine bænke til ophold er også en del af set-up’et. Jeg har aldrig set dem i brug, men de pynter jo i sig selv.

At der også er plantet i højden i form af høje træer, er bestemt yderligere et aktiv. Det er flot til de høje bygninger og giver pladsen karakter.

Værdiparken Skanderborg er blot den første i en række af værdiparker landet over. Måske har I også en i jeres kommune? Det kunne være spændende at høre, om konceptet er kommet længere ud.