Palermo, Siciliens hovedstad, er et sandt mekka for madelskere, og det berømte Ballaromarked er ikke nogen undtagelse. Vi har været på besøg og viser her et lille udpluk af det skønne og livlige marked og alle de lækre råvarer, der får tænderne til at løbe i vand og sender sanserne på himmelflugt.


TEKST & FOTO: KARINA
Det er alle de lækre råvarer, Ballaro er kendt for. Lokalt dyrkede grøntsager og frugt plukket og opgravet dagen før er kun små 24 timer efter til salg her ved standene, hvor bordene bugner, og de talrige kasser er pakket til bristepunktet. Kød af den lækreste kvalitet og fisk fanget i Middelhavet samme morgen er der også, hvis du vel at mærke kommer tidligt på dagen. Fra morgen til lukketid er her fuldt af liv. Fra morgenstunden er det mest de indfødte, som kommer og forsyner sig, hvad enten de er restauratører eller private. Senere på dagen bliver besøgstallet fordoblet af nysgerrige turister og foodies, der ligesom os er kommet for at mærke den sitrende stemning.

 

Med høj vokal synger sælgerne om kap på et sprog, vi desværre ikke forstår. Alle har de deres helt egen klang, som man godt kan gå og muntre sig lidt over, når man passerer dem.

Efterhånden har vi besøgt en del madmarkeder, og alle har de deres egen lyd og deres eget unikke liv.

Ballaromarkedet hører indtil videre til ét af de bedste, jeg har besøgt i Europa. Stemningen er helt unik, og variationen af råvarer mere omfattende, end jeg ellers har set.

Nu har jeg jo af gode grunde ikke gået og sat tænderne i alt, hvad der var at finde, men ud fra det, jeg ser, står kvaliteten til mange stjerner.

 

Ballaro hører til Siciliens ældste madmarkeder og ligger i Palermos gamle kvarter. Du kan komme ind til markedet ad mange veje og ad den officielle indgang ved Piazza Ballarò.

 

Selvom de fleste boder på smågaderne er forsynet med store parasoller, mærkes varmen dog stadig, hvis du som os rejser hertil i sensommeren. Bered dig på dette og på den lidt hektiske stemning, hvis du ikke er vant til det, eller hvis du har mindre børn med på turen.

 

 
HER ER VI
Ballarò Street Market
Via Ballaro
Palermo
Sicilien 

 

Artiklen herover er fra efterårsmagasinet ‘HAVELIV, HØST & HONNING’, som HAVEFOLKET udgav på tryk i 2015. Du kan se hele magasinet digitalt lige her, eller du kan bestille din egen trykte udgave lige her.