Snart er det tid til at lægge blomsterløg, og i den forbindelse vil jeg vise nogle af de løg, som pryder min have fra de tidlige til de sene forårsmåneder. Det kan måske være inspiration til dig, enten skal starte helt fra bunden eller bare supplere op.


TEKST & FOTO: KARINA

For to år siden gravede jeg store dele af mine bede i forhaven op, da dette år stod i staudernes tegn. Nogle skulle flyttes, og flere kom til. I den forbindelse gik en hel del af mine tulipaner og prydløg tabt. Det gjorde, at blomstringen det følgende forår var meget begrænset, hvilket betød, at jeg måtte erhverve mig en ny bestand samme efterår. Dertil købte jeg også en mængde mørke kejserkrone, fritillaria persica, som desværre ikke blomstrede, da de blev ædt op af liljebiller, inden jeg fik set mig om. Om de vil dukke op næste år, ved jeg ikke, men jeg håber det, da de er så dekorative og også ret kostbare i anskaffelse. Det må tiden vise, så ikke mere om det, for nu skal vi kigge nærmere på blomsterløgene. Vi begynder i det tidlige forår.

Det første, der blomstrer, er de små vintergækker. Jeg har ikke mange og prøver hvert år at huske at få købt nogle flere, for som de fleste nok vil give mig ret i, er det de ultimative forårsbebudere.

Det samme er de små krokus. Jeg har både en lille samling hvide af sorten “Jeanne d’Arc” og dertil forskellige blå, jeg dog ikke husker sortsnavnene på.

Når vintergækker og krokus er ved at takke af, begynder blomstringen af de hvide tidlige tulipaner “Purissima”, som ses i mange forårshaver.

Dernæst kommer de hvid/grønne “Spring Green”, som mange nok kender.

Samtidig med “Spring Green” blomstrer den nok allermest populære “Queen of Night”, som er fantastisk i mange sammenhænge.Her ses en gruppe af mine sammen med spansk klokkeskilla, Hyacinthoides hispanica, som senere afløses af de himmelblå prærielilje, Camassia.

Spansk klokkeskilla
Prærielilje

Her sammen med det skønne prydløg, allium “Purple Sensation”. Et flot par og et match, som man aldrig går galt i byen af.

Et andet prydløg, som kan noget helt unikt sammen med de mørke tulipaner, er allium “Mount Everest”, som her står med knopper, inden de begynder at folde sig ud.

Dem kan jeg slet ikke leve uden, for se lige, hvor dejlige de er i alle blomstens stadier.

Hvis jeg skulle pege på en favorit blandt prydløgene, er det helt sikkert denne. Det eneste problem er, at de ikke er helt billige og ej heller så driftsikre som nogle af de andre sorter, så man må derfor forvente, at nogle vil forsvinde for hvert år.

Dette minus tager jeg med og køber gerne nye hvert efterår, så jeg hvert forår kan nyde dette syn.