Årstiden er skiftet nu, det er ganske vist. Naturen og vores have begynder at se lidt slidt og nøgen ud. Det er efterår. Min have har stået lidt på standby i år på grund byggeprojekter – både i hus og have. På trods af det giver haven stadig noget tilbage i form af grønt og blomster, næsten uden indsats fra min side.


TEKST & FOTO: HENRIK

 

Vi er i en fritidshave, så den skal langt hen ad vejen klare sig selv året rundt. Jeg har nogle hjælpere til at vande, når vejret er ekstremt sommerligt, men jeg har i år bedt dem om at koncentrere sig om de mest sårbare: potterne og de små, nyindkøbte planter. Bedene har med andre ord fået lov at sejle i egen tørlagte sø. Langt hen ad vejen har det fungeret, men her sidst på sæsonen kan jeg godt se, at væksterne har lukket ned lidt tidligt i forhold til de lune temperaturer. De har formentlig tørstet. Alligevel er der stadig en del at frydes over. Blandt andet mit nye spejlbassin og de nye, smukke stjerneskærm, der får lov at spejle sig i det.

En af mine favoritter er anisisop, indianermynte. Jeg såede en masse i foråret, flere slags, men de færreste nåede ud i bedet, hvor de var tiltænkt – sneglene åd dem inden. En enkelt er der tilbage af de overvintrende, men hvis sneglene fortsat går til dem på denne måde, regner jeg med at Indianermynte må udgå af haven. Desværre, for jeg synes, duften er fantastisk.

Ellers er der jo de gode, gamle stabile kendinge som for eksempel sankthansurt. Jeg sætter mere og mere pris på de limegrønne skud i foråret og de flotte rosa/røde skærme i efteråret. De har en tendens til at lægge sig lidt på grund af den ensidige vindretning i min have, men så skyder der jo blot nye skud frem fra den blottede bund. Se, det giver jo bonus.

 

I år har jernurten fået lov at brede sig (næsten) uhæmmet i pigstensbelægningen langs huset. Det er normalt ikke noget, jeg vil anbefale, sådan bare at lade belægningen gro til. Men med jernurten er jeg rimelig eftergivende, for den er da fantastisk på denne tid. Sommerfuglene er tossede med den, og den stikker lige akkurat de flotte skærme så højt op, at vi også kan nyde dem inde fra huset.

 

Tallerkensmækkere sår jeg altid nogle af, for jeg ved, at jeg bliver i så godt humør af at se de smukke blomster med deres energiladede farver – specielt på denne tid, hvor de snor sig ud og ind mellem havens andre vækster, der næsten alle har mistet deres farvepragt.

Der er dog knald på farverne nogle steder. Dahlia er en af dem, der virkelig prøver at holde gang i festen. Desværre blev de ikke til så meget i år. Om det har været tørke, ved jeg ikke, men de har ikke blomstret meget, selvom der har været masser af knopper. Beslutningen er taget: næste år laver jeg et samlet dahliabed langs carporten. Det kan ikke ses inde fra haven, og så kan de stå der og være så ranglede eller sneglebidte, det skal være – jeg vil så nøjes med at klippe ind fra dem til buketter.

En anden festlig fætter er hortensiaen, som jeg har i en række forskellige farver. En lidt broget forsamling, det medgiver jeg, men når de står der med deres KÆMPE blomsterhoveder, så kan man da ikke undvære dem. Ingen af dem.

 

Asters er et hit her i oktober. Blomstringen har været overvældende. Jeg har lidt blandede følelser for asters, for lige så smukke blomsterne er, når de er sprunget ud, lige så skæmmende er de visne/halvvisne hoveder imellem dem. Og så vælter de jo nemt, men det får de lov til her i haven. De støttes lidt af afklip fra hortensierne, men når blomsterhovederne folder sig ud, bliver de tit for tunge og ender oveni deres naboer. Jeg har lært, at jeg bare skal lade dem ligge – så fletter de sig bare ind i hinanden, og det ser ud, som om jeg pludselig har dobbelt så mange asters!

Høstanemonerne giver stadig meget fornøjelse. Jeg er ret vild med den måde, de hæver sig over den grønne masse og står som lysende stjerner over bladmassen.

 

Selv når de er afblomstret, giver de masser til bedet. De flotte frøstande giver lidt struktur til bedet, der ellers stille og roligt er ved at klappe helt sammen, mere og mere dag for dag.

 

Og så er der som sagt mit nye spejlbassin. Det har allerede giver masser af fine oplevelser, og med efterårsvejret kommer der jo mange dage, hvor man mest nyder haven indenfor i den lune stue. Her er det en fornøjelse at stå og se ud på bassinet, når der falder dråber på vandspejlet. Man bliver helt hypnotiseret og kan glemme alt om tid og sted, når man følger de mange skiftende nedslag og de ringe, de tegner i vandoverfladen.

 

Der er ingen tvivl længere – det er efterår, og det er slet ikke så tosset endda. Hvad synes du? Læg en kommentar her på siden eller på vores facebookside.