Lav en lækker råkostsalat med de sidste modne hyldebær i selskab med rødkål og vilde æbler. Få i dag en opskrifter fra den nye kogebog ‘Meyers Salater, året rundt’.


TEKST: LARS SCHEEL, FOTO: LINE THIT KLEIN

Coxorange er et lille, saftigt og syrligt æble, der er en af de mest velsmagende danske sorter. Men du kan selvfølgelig også bruge andre æbler, f.eks. Ingrid Marie eller Pigeon. Hyldebær skal koges i mindst 30 minutter, da de indeholder blåsyre. Når du er ude at kigge efter hyldebær, så se, om du kan finde vilde æbler – de kan være meget sure, men nogle gange er man heldig at finde nogle gode. Server salaten som tilbehør til f.eks. en helstegt kylling eller vildt.

INGREDIENSER

4 personer

500 g rødkål

100 g hyldebær
75 g honning
2 dl vand
2 spsk. dijonsennep
4 spsk. hyldebæreddike eller balsamicoeddike
1⁄2 dl koldpresset rapsolie
4 coxorange-æbler
havsalt
friskkværnet peberSÅDAN GØR DU

Snit rødkålen fint på et mandolinjern, og læg den i koldt vand.

Kom hyldebær, honning og vand i en gryde, og bring det i kog. Skru ned, og lad det simre i 30 minutter ved svag varme, tilføj evt. lidt mere vand under­vejs. Tag gryden af varmen, og lad bærrene køle af til stuetemperatur.

Kom hyldebær, sennep og eddike i en høj blender eller et glas, som passer til en stavblender, og blend kort, til ingredienserne er blandet. Tilsæt nu olien langsomt, mens blenderen kører, til al olien er tilsat, og dressingen er homogen. Smag til med salt og peber.

Halver æblerne, og befri dem for kernehuse. Skær dem i tynde bådformede skiver.

Slyng rødkålen fri for vand i en salatslynge eller et viskestykke. Vend kål, æbler og dressing sammen, og smag til med salt og peber en sidste gang.

Opskriften – og mange andre skønne salater fra Meyers velsmagende madunivers – finder du i bogen ‘Meyers Salater, Året rundt‘ fra Lindhardt & Ringhof.
 

Forlaget om bogen: 
100 helt nye opskrifter på grønne salater, fyldige måltidssalater og salater inspireret af asiatiske, mellemøstlige og middelhavets køkkener. Salaterne tager udgangspunkt i de råvarer, hver sæson har at byde på, og kan laves af alle. Undervejs kan du lære at piske perfekt emulgerede dressinger, koge knasende sprøde rodfrugtchips, sylte citroner og meget mere. Eksperimenterende sjæle vil sætte pris på at se teknikker som fermentering og røgning introduceret i salatkøkkenet.
Claus Meyer har skrevet bogens forord, og Lars Scheel, gastronomisk wingman og køkkenchef i Meyers gennem mere end 15 år, er manden bag bogens opskrifter, tips og tricks.


TITELMeyers Salater, Året rundt
FORFATTER: Lars Scheel med forord af Claus Meyer
FOTOS: Line Thit Klein
UDGIVELSE: September 2016
SIDER: 296
SPROG: Dansk
FORLAG: Lindhardt & Ringhof