Vi har haft et mildt efterår indtil nu, men man er ikke længere i tvivl om, hvilken årstid vi befinder os i. Det ER efterår. Haverne og naturen er ved at lukke ned, men der gemmer sig stadig nogle juveler derude. Der er nemlig nogle seje frugter og bær, som er bygget til at holde ud og stå imod kulden en tid endnu, og i takt med, at bladene falder, bliver de mere og mere synlige.


TEKST & FOTO: HENRIK

Nu har vi haft et ualmindelig smukt efterår i år. Det skyldes blandt andet, at bladene har fået lov at blive på træerne i lang tid, så vi har kunnet følge det langsomme forfald og de forunderlige farveskift, der hører med. Så kom der et par dage med vind, og pludselig står flere træer og buske helt nøgne. Det har også sin skønhed, men skal vi ikke være enige om, at netop den tilstand er der rigeligt med tid til? Der er dog lyspunkter ved løvfald: Man opdager alle de bær og frugter, der sidder tilbage lidt endnu. De er smukke i sig selv, men kan jo også hentes ind i stuerne og pynte op dér.

Lad os starte med kvæde, en af mine absolutte favoritter. Dels bliver frugterne hængende meget længe på træerne, hvor de sidder og lyser med deres gul-orange farver. Og så er der jo duften. En enkelt frugt på et fad er nok til at fylde hele rummet med den skønneste duft, som ikke ligner noget andet. Det skal du unde dig selv. Har du den ikke i haven, kan du sikkert finde den nu hos den nærmeste tyrkiske grønthandler.

Så er der rønnebærrene, der som bekendt er sure. Jeg har faktisk aldrig smagt på dem. Det har fuglene til gengæld, og de bruger jo rask væk de rød-orange bær som et tiltrængt kosttilskud, når vinteren for alvor sætter ind. Bærrene er smukke i sig selv, og er der ikke ualmindelig mange bær i år? De gør sig jo også i kranse og buketter, eller frys dem ned i islygter, når frosten rigtig sætter ind. Man skulle også kunne lave snaps af bærrene, men den oplevelse har jeg til gode.

Slåen derimod ved jeg, at der kommer en helt forrygende snaps ud af. Farligt god faktisk. De blå bær er smukke og ser så friske ud med deres duggede overflade. Bærrene holder ret godt inde, hvis du klipper af dem til pynt. Men skal de indgå i en snaps, skal de først have frost, og her ville det nok være klogt at høste nu og smide dem i fryseren, mens tid er. Fuglene høster nemlig også disse bær, så du kan forvente en vis konkurrence.

Paradisæbler er en anden dekorativ frugt, der også kan laves snaps på. De fleste af os sætter også pris på dem som gele, men de er jo også fantastiske at nyde alene for deres dekorative værdi. Jeg har desværre ikke selv et sådant træ, men heldigvis er de blevet populære i haver og parker og har i mange år indgået i vildthegn og læbeplantninger. Der er med andre ord masser af muligeheder for at nyde de smukke frugter i denne tid.

Sidst, men ikke mindst er der de gode, gamle hyben. Jeg har bemærket, at flere vælger roser til deres haver, ikke kun for blomsternes skyld, men også efter, hvor dekorative hyben, de sætter. Går du med sådanne tanker, er det nu, du skal ud og studere venners og naboers roser, ja, og planteskolernes selvfølgelig. Det er nemlig ikke altid, at du kan se billeder af rosens hyben – som regel er det kun blomsten, der afbildes.

Har du øjnene med dig i denne tid? Har du set juvelerne derude?