I dag giver vi dig god grund til at frådse i årstidens lækre gulerødder. Få her en opskrift på velsmagende karrybagte gulerødder fra Meyers køkken.


TEKST: LARS SCHEEL, FOTO: LINE THIT KLEIN

Karrybagte gulerødder med yoghurt

En hurtig og nem salat, som er god som tilbehør til f.eks. stegt kylling eller lam. Du kan lave den med alle sødlige rodfrugter, f.eks. persillerødder, pastinakker eller søde kartofler.

INGREDIENSER
4 personer

800 g gulerødder

4 cm frisk ingefær
skal og saft af 1 usprøjtet citron
1 fed hvidløg
1⁄2 dl olivenolie
1 tsk. hel spidskommen
1 lille spsk. karrypulver
1 tsk. hele korianderfrø
11⁄2 dl græsk yoghurt 10 % eller skyr 10 %
2 håndfulde frisk mynte (eller frisk koriander)
1⁄2 bundt forårsløg
honning
havsalt
friskkværnet peber
SÅDAN GØR DU

Skræl gulerødderne, og skær dem i ensartede bjælker på 6­7 cm. Skræl ingefæren, og skær den i helt tynde skiver. Riv citronskallen – kun den gule del. Hak hvidløget fint.

Vend gulerødderne med olivenolie, hvidløg, citronskal, ingefær, spidskom­men, karry, korianderfrø og salt. Spred dem godt ud på en bageplade, og bag ved 200° i 15­-20 minutter – de må gerne få godt med farve. Lad gulerødderne køle af på køkkenbordet, til de når stuetemperatur.

Rør yoghurten med lidt salt og peber. Pluk bladene af mynten, og skyl dem i koldt vand. Slyng dem tørre i en salatslynge eller et viskestykke. Skær forårsløgene i helt tynde skiver, lidt på skrå.

Vend gulerødderne med citronsaft, salt og peber, og juster evt. med lidt honning. Anret gulerødder og yoghurt i en skål uden at blande dem for meget, og drys med forårsløg og mynte.

 

Opskriften – og mange andre skønne salater fra Meyers velsmagende madunivers – finder du i bogen ‘Meyers Salater, Året rundt‘ fra Lindhardt & Ringhof.
 

Forlaget om bogen: 
100 helt nye opskrifter på grønne salater, fyldige måltidssalater og salater inspireret af asiatiske, mellemøstlige og middelhavets køkkener. Salaterne tager udgangspunkt i de råvarer, hver sæson har at byde på, og kan laves af alle. Undervejs kan du lære at piske perfekt emulgerede dressinger, koge knasende sprøde rodfrugtchips, sylte citroner og meget mere. Eksperimenterende sjæle vil sætte pris på at se teknikker som fermentering og røgning introduceret i salatkøkkenet.
Claus Meyer har skrevet bogens forord, og Lars Scheel, gastronomisk wingman og køkkenchef i Meyers gennem mere end 15 år, er manden bag bogens opskrifter, tips og tricks.

TITELMeyers Salater, Året rundt
FORFATTER: Lars Scheel med forord af Claus Meyer
FOTOS: Line Thit Klein
UDGIVELSE: September 2016
SIDER: 296
SPROG: Dansk
FORLAG: Lindhardt & Ringhof