Det er på høje tid at få flyttet de frostfølsomme planter ind i mere beskyttende omgivelser for vinteren. I denne uge har mine holdt flyttedag, men i år til et helt nyt sted, end de plejer. 


TEKST & FOTO: KARINA

Det er jo sådan, at vi i foråret fjernede vores havestue og i stedet byggede en ny pergola. I alle de år, hvor vi har haft havestuen, har vi også brugt denne til vinteropbevaring af alle de frostfølsomme planter så som citrustræer, et stort oliventræ og en mindre samling skærmliljer. Det kan vi i sagens natur ikke dette år, så i stedet får de en helt ny placering for vinteren, nemlig inde i min søns hang-out-område i den ene ende af skuret. I år er det dog kun skærmliljerne, der skal flyttes ind, for både citrustræer og det store oliventræ har jeg kasseret – for citrustræernes vedkommende på grund af bladlus, som jeg ikke magtede længere.

Inden krukkerne kom ind på deres nye vinterlokation, skød jeg lige et par billeder, der viser, hvor de plejer at have plads sommeren igennem.

I min baghave ved den store nye pergola står de hvide skærmliljer, som skulle være en smule mere hårdføre end de blåblomstrende.

De blåblomstrende har jeg i forhaven ved siden at den lille springvandskumme, som ses her, lige  inden de blev flyttet ind i vinterly.

 Og det er så her, de står sammen med nogle små oliventræer, jeg købte denne sommer. Stedet er på ingen måde frostfrit, men jeg håber, at det går. I hvert fald kommer de til at stå tørt, hvilket jo er den allervigtigste faktor for overlevelse, da rødderne nemt kan rådne, hvis de står og sopper i vand og sne.