I dag siger vi farvel til 2016. Afrundingen af et år giver altid lejlighed til reflektion og tanker omkring det år, vi går ud af. Og 2016 har for os her på magasinet været lidt af et turbulent år. 


REDAKTIONEN

I starten af året besluttede vi efter mange modne overvejelser at stoppe vores produktion af bladremagasiner. Det var et projekt, som vi havde lagt megen kærlighed i, men da det desværre ikke kunne løbe rundt økonomisk, tog vi beslutningen om at stoppe igen. Det er ikke fordi, vi ikke savner produktionen eller produktet, men det var den nødvendige beslutning. Vi har skåret ind og bruger i dag krudtet på det, vi startede ud med: blogmagasinet.

Dagligdagen omkring blogmagasinet har også været under forandring. Hvor vi allerførst på året var fire kvinder, måtte vi i januar sige farvel til Lene som skribent. HAVEFOLKET var kommet til at tage lidt for meget af Lenes tid i forhold til, hvad hun havde ønsket sig for sin dagligdag og sin familie. Det havde vi selvfølgelig alle stor respekt for, men vi vidste også, at mange ville savne Lenes kreativitet og selvbyg-ideer. Kort tid efter måtte også Marianne skære ned på sin tid i HAVEFOLKET pga. mange andre prioriteringer i sin dagligdag. Hun er dog fortsat tilknyttet som gæsteskribent, som du sikkert har bemærket, og vi får derfor stadigvæk ind imellem alle glæde af hendes fortællinger. Det sætter vi stor pris på.

I stedet for de to dejlige havedamer har vi fået en hane med, og vi er meget glade for vores nye samarbejde med Henrik. Det er et frisk pust med en mand i redaktionen, og vi læser med interesse hans artikler, der ofte dækker steder af Danmark, som vi andre ikke lige kommer forbi. De mange gæsteskribenter, der henover året har skrevet med i magasinet, skal også have en tanke! Magasinet ville ikke være det samme uden. En særlig tak til Ole Fournais, der deler gavmildt ud af sin viden om havernes historie!

Blogmagasinet vil fortsat leve videre ind i 2017. Hvordan vindene kommer til at blæse, tør vi pt. ikke spå om, men kærligheden til formidlingen og haverne bærer os videre – vi er spændte på hvorhen.

Og så en lille bøn!

Hvis du – når du læser med her hos os – skulle få lyst til at lægge en lille kommentar eller blot et ‘hej’, så vil det blive meget påskønnet. Input fra dig som læser er en stor del af motivationen til at drive blogmagasinet. Når der er helt stille i mange dage, kan det alt andet lige være lidt svært at holde liv i passionen på blogmagasinet, der er født med tanken om at skulle være et sted hvor haveglæde kan deles, næres og vokse – også læsere imellem. Vi ved, at rigtig mange læser med, for det kan vi se via de statistikredskaber, vi har til rådighed – men det er nu altså dejligt, at der også er lidt liv på tværs af havelandet.

Tænk over det, og skriv gerne en lille kommentar, når du læser med. På den måde er du også med til at skrive magasinet …. HAVEFOLKET.

Rigtig godt nytår til dig & dine.
REDATIONEN