Ingen jul uden julekort, og i dag har vi traditionen tro lagt et par stykker i dagens låge lige til at printe ud, gemme som PDF til det elektroniske julekort, eller hvad du ellers finder på.


TEKST & FOTO: REDAKTIONEN

Vi kan efterhånden ikke forestille os at lave en julekalender uden at én af lågerne byder på HAVEFOLKETs helt egne julekort.

Hvert år finder vi på noget nyt, i år er det det klassiske julelandskab, et par julekugler og gavebordet, der pryder kortene – alle tre i et grafisk udtryk.

De er lavet til dig, der for eksempel lige står og mangler et par til og fra kort og har en printer ved hånden. Til dig, der har lyst til at pynte lidt op på din instagram-profil eller din blog. Til dig, der gerne vil føje lidt visuelt til din elektroniske julehilsen på mail eller på din Facebookside. De er lavet til dig, der finder på noget helt andet at bruge kortene til. Kvit og frit, så værsgo og snup det, der falder i din smag.

SÅDAN GØR DU
Uanset om du vil printe dem eller bruge dem via din computer, er det ret nemt. Det eneste, du skal gøre, er at klikke på det motiv, du ønsker at gemme. Når motivet forstørres, trykker du igen og vælger kommandoen Gem og arkiverer dem, hvor du plejer. Lettere bliver det ikke.

STØT JULEMÆRKEHJEMMENE
Har du tænkt dig at sende kortene afsted med posten, vil vi meget gerne bruge anledningen til at gøre reklame for en rigtig smart app, hvor du kan købe årets julemærker.

Ved køb af julemærkerne, uanset om de købes på app’en eller i butikkerne, er du med til at støtte julemærkehjemmene i Danmark.

Du kan finde link til app’en, hvor du kan købe de danske julemærker, og dermed også støtte julemærkehjemmene her

JULEMÆRKETS HISTORIE Fra julemaerket.dk
I over 100 år har julemærkehjemmene hjulpet udsatte børn. I starten var udfordringen tuberkulose. I dag handler det om at hjælpe børn mod mobning, ensomhed og overvægt.

Det hele startede i 1903, da postekspedient – og senere postmester – Einar Holbøll fik en god idé.

Med al den post der blev sendt ved juletid, kunne man med en frivillig ekstraporto på jule- og nytårshilsner samle penge ind til støtte for syge børn. Allerede året efter udkom verdens første julemærke, som i snart 100 år har været grundlaget for oprettelse og drift af julemærkehjem i Danmark. Prisen for julemærket var i begyndelsen 2 øre.

Læs mere her