Det er nu, du kan sprede lidt god have-karma ved at give en hjælpende hånd til havens fugle. Du kan selv gå i køkkenet og lave delikate godbidder – eller du kan gå den korte vej til nærmeste dagligvarebutik og få fuglemad som takeaway. Der er med andre ord ikke mange grunde til IKKE at gøre julen – og resten af vinteren – til et tag selv-bord for havens fugle.


TEKST & FOTO: HENRIK

Det er blevet koldt derude, og mens vi hygger os med den gode mad og julepynten indendøre, er det måske værd at sende en tanke til fuglene udenfor. Vores vintre ser ud til at blive mildere og mildere år for år, så måske er føden ikke så knap som tidligere. Alligevel kan det være en god ide at tilbyde et nemt måltid til vore vingede venner, for hvem siger nej til en gratis buffet? På den måde kan du holde fuglene i din have, så du glædes over deres aktivitet året igennem og nyde godt af deres indhug i larver og insekter i sommerhalvåret.

Uanset om du selv laver dit fuglefoder, eller du køber den færdige vare, så er det værd at overveje, om du kan undgå snore og de der plasticnet, som mange fuglekugler kommer i. De små fugle kan godt lide at hænge i kugler og klokker og pirke frø og fedt, men de kan være uheldige og blive viklet ind i net og snore. En måde at komme omkring det på kan være at trække foderet på pinde i stedet. Kuglerne kan kiles fast mellem grene i træer og buske – eller simpelthen lægges på foderbrættet. Du kan også købe automater, som både kan rumme kugler og løse frø.

Æbler er god fuglemad, især hvis du kan få dem placeret, så fuglene har en chance for at sidde og hakke i dem. Det gælder for så vidt al fodring af fugle, at du med fordel kan sørge for at placere foderet et sted, hvor de kan føle sig trygge, mens de spiser. Med mindre du fodrer katte med levende bytte, men det er ikke særligt sportsligt, vel?

Når man fodrer dyr i haven, kan kunsten nemlig være at sørge for, at foderet havner i de rigtige maver. Foder, der lander på jorden, kan ende med at brødføde mus og rotter, og den slags dyr har man ikke brug for at tiltrække og holde fødselstallet oppe på. Som du kan se på billedet herover, så skal der ikke megen uopmærksomhed til, for at der er adgang til fuglefoderet. Her er det en kost, der ubetænksomt er stillet op ad foderskålen). Rettidig omhu er på sin plads.