Der er så småt ved at vise sig små spirer rundt omkring i haven, men det hele er ikke rigtig kommet igang endnu. Så i stedet for at skrive om februar i haven, hvor der alligevel ikke sker så meget, har jeg valgt at skrive om alt det, der skete i haven sidste år, hvor vi startede på en større omlægning af hele haven.


TEKST & FOTO:JEANNETT FRUERGAARD

Vores have er en gammel landbohave på ca 10.000 kvm, der blev anlagt i år 2000, efter vi havde købt gården nogle år forinden. Vi fældede en del udgåede træer og udvidede den eksisterende have, som dengang kun bestod af en græsplæne. Vi anlagde to store frugthaver, en køkken- og skærehave og en prydhave samt plantede en del nye træer og nogle bøgehække. For at få hjælp til at komme igang med omlægningen af haven kontaktede vi landskabsarkitekt Kjeld Slot. Han kom på besøg og gav gode ideer samt lavede en planteplan over de staude- og græsbede, han samtidig anbefalede, der skulle ligge rundt om og i forlængelse af stuehuset.

Så var vi klar til at bestille planter, grave bede ud, flytte gamle planter og plante nye.

I marts kom de træer og planter, vi havde bestilt. Vi havde i mellemtiden gravet alle de gamle roser samt den lille buksbomhæk, som var plantet rundt om huset, op og flyttet det hele op i køkkenhaven til midlertidig opbevaring. Så det var bare at gå igang med at spraye planteplanen ud på jorden, sætte potter op efter den planteplan, Kjeld havde lavet, og så plante.

Kjeld havde foreslået nogle flere træer inde i haven, så de blev også plantet sammen med 14 guldregn, som skulle danne en allé op mod vejen.


Da jeg var helt lille, så jeg engang et billede af en guldregn-allé med smukke stauder og lilla skyer af allium under. Siden dengang har jeg ønsket mig sådan en allé, så den måtte bare være en del af vores nye plan.

Jeg havde året forinden lavet et langt staudebed lidt længere væk fra huset, og i forbindelse med at mine gamle rosenbede blev sløjfet til fordel for græsbedene, lavede vi flere bede i den ende af haven og flyttede de gamle roser derned. Jeg valgte at lave et langt hvidt bed med strejf af lyserødt på den ene side og et mørkt pink og lilla bed på den anden side. Der går en pergola gennem begge bede i en akse, som fortsætter igennem den lille skov og ud på marken.

For at skabe mere læ på den store græsplæne og for at opdele de to haver, Kjelds græshave og min mere romantiske rosen/staudehave, blev der plantet en bøgehæk tværs over græsplænen.

Så var det bare vente, vente, vente. Det hele var så fladt og kedeligt at se på i virkelig lang tid.

Heldigvis var der meget andet at se på rundt omkring i haven og i hegnet rundt om gården.

Maj og juni måned var også meget tør, så vi måtte vande en del for at holde liv i planterne.

Stille og roligt begyndte haven at vokse til, og blomsterne begyndte at vise sig.

Først i staude- og rosenbedene…

… og til sidst kom også græsbedene med alle de smukke efterårsstauder.

Selv køkkenhaven, som mest af alt var blevet brugt til opbevaring af planter, begyndte at se fin ud sidst på sommeren, da de få sommerblomster og grøntsager, der var blevet plads til, var vokset til.

Sommeren gik hurtigt, og det blev efterår. Græsbedene præsterede stadig, men rundt omkring begyndte haven at falme, og det blev tid til at høste grøntsager og æbler.

Jeg elsker efteråret med alle de smukke farver, og det at forberede vinteren med at høste fra haven er noget helt særligt.

Vi fik lagt ca 6000 forskellige løg i bedene, så der blev også forberedt til det kommende forår.

Efteråret gik over i vinter, og vi oplevede for første gang, hvor smukke græsserne er med rimfrost.
Selv om vi langt fra er færdig med omlægningen af haven, er vi meget tilfredse med det, vi har nået indtil nu.
De nye bede er så fine og en meget væsentlig del af haven. Vi er glade for, at vi valgte at få hjælp fra en ekspert.

Haven sluttede denne sæson af på smukkeste vis dækket af sne, og det var også slut på min gennemgang af haven.

På to-do-listen i marts står der blandt andet oprydning, nedklipning af de sidste græsser samt forspiring af sommerblomster til skærehaven. Jeg er nok ikke den eneste, der glæder sig til sådan rigtig at komme igang igen derude i haven.


Du kan se meget mere til Jeannette’s have på Instagram og på bloggen Ævlebævle