Når man interesserer sig for haver, opdager man, at der er en komponent, som er uendelig kostbar, og som kan være svær at opnå: fornemmelsen af tid. Det var dét, der fangede mit blik under et besøg i haven ved museet Ordrupgaard i Ordrup nord for København. Mens træerne er nøgne, og blomsterne lader vente på sig, ser vi os om efter dét, der viser alder.

TEKST & FOTO:  HENRIK

Normalt er alderstegn ikke noget, der får mange positive ord med på vejen. Men i haver er det et særligt krydderi, vi ofte higer efter – patina. Selve ordet kommer fra italiensk patina og betyder lakering. Det er altså overfladen, det drejer sig om. Hvordan vejr og vind, luftens oxydering, syreforbindelser eller alger, mos og lignende vækster over tid påvirker overfladen på sten, metaller og træ.

Sten og beton er gode overflader for alger og mosser at få fodfæste på – når de får lov og tid nok. Langsomt får de små bitte mikroskopiske vækster fat i hver en lille ujævnhed, og de trives især i hulrum og sprækker, hvor vind og sol ikke udtørrer dem helt.

Skarpheden, som en figur var født med, kan viskes væk af vind og vejr, men væksterne kan på samme tid få en dybde frem igen. Måske endda snyde øjet til at se detaljer, der slet ikke er der i virkeligheden?

Jeg har læst, at man kan dyrke mosser frem for at fremme dette look af tidens tand. Det gøres bl.a. ved at blende kærnemælk eller yoghurt med mos til en pasta, som man så “maler” ting og sager med. Hvis nogen har erfaring med teknikken, hører vi gerne nærmere.

Et træ med patina. Barkens struktur – og selvfølgelig dimensionerne på stammen – viser tydligt, at det har stået længe på dette sted. Træ med patina i form af en ubehandlet bænk. Der er delte meninger om den æstetiske kvalitet af den slags forfald, men jeg holder på, at det er smukt. Og i øvrigt praktisk, da støv og fuglelort ikke lige stikker så meget i øjnene.

En tid-viser med patina. Et solur, som både viser dagens gang, men også i sig selv fortæller om tidens gang med sin irrede viser og anløbne bundplade. Og så denne vedbend, det giver associationer til hækken om Torneroses slot.

Den klassiske havebænk. Vi er mange, der slæber havemøbler frem og tilbage forår og efterår, men har man mulighed for at lade et enkelt siddemøbel stå ude året rundt, er det en gave. Dels ser haven ikke helt afpillet ud, men der er jo også dage, hvor man godt kan nyde nogle minutters siddepause, måske i selskab med en kop varm kaffe.

Patina er jo ofte en del af forfald. Drivhuset har set bedre dage, men står tilbage endnu og er nærmest med det afpillede skelet en skulptur af det, der engang har været et rigtigt smukt og ganske stort drivhus. Der er en nostalgisk charme ved afskallet maling – men det rummer jo en konflikt, for maling skal jo ikke kun give farve, men også beskytte det rå træ.

Ordrupgaard var oprindeligt en herskabelig bolig bygget i 1918, som også skulle rumme en stor kunstsamling. Siden blev det museum, og senest er det i 2005 udvidet med en avanceret tilbygning i beton og glas. Kontrasten mellem de to bygninger er modig og har løbende givet anledning til diskussion. Når vi taler patina, er den nye tilbygning måske ikke den, der ældes smukkest. Det er måske værd at lægge mærke til, hvis du selv vil bruge indfarvet, glat, in situ støbt beton (beton, der er støbt på stedet) til havebassiner, støttemure eller lignende. Små fejl i støbningen, frostsprængninger og den slags bliver meget tydelige, som tiden går. Ligesom alger og mos måske nok bløder udtrykket lidt op og får bygningen til at falde mere i med de grønne omgivelser, så var det nok mere hensigten, at bygningen skulle stå skarpt og markant frem som en samlet figur. Men det bliver spændende at følge.

Arbejder du med patina i din have? Og hvordan rammer man balancen mellem smukt slid, forfald og vedligehold?

WEB: