Det har ikke været en bevidst plan fra starten, men i takt med, at jeg lærer mere – ikke bare om at være haveejer, men om naturen, dens cyklus og dyrenes behov, bliver det tydeligt for mig, at min have ikke bare skal være min. Den skal ikke kun gøre mig eller min familie godt. Faktisk har jeg det bedst med min have, når jeg ved den gør naturen godt. Det gør indtryk på mig og motiverer mig, når jeg læser, at den rette indsats i selv små haver kan bidrage til biodiversiteten i en tid, hvor den vilde natur ellers har svære kår.
Sidste år plantede jeg fx et par spidskål udelukkende til kålsommerfuglens larver. Nåh ja, og så sneglene, der også spiste med, selvom de ikke blev indbudt. Mit havemantra er, at der skal være plads til både små og store væsener.
Jeg har været haveejer i næsten 10 år, men haveinteressen kom først for alvor i gang for nogle år siden. Mine unger havde helt efter bogen nået en alder, hvor trampolin og boldspil ikke længere dominerede haven, så der blev både fysisk og mentalt plads til at se haven med nye øjne. Ja, måske bare se den i det hele taget.
En sommer opdagede jeg pludselig, at jeg havde skiftet interessen for smukke silkekjoler ud med planter og gentagne ture til planteskolerne i mit lokalområde. Mine plantekøb var klassiske impulskøb: ’Sikke en smuk busk, den må jeg have, hvad hedder den egentlig?’ Og med plantekøbene fulgte havebøger og haveblade.
Senere fulgte havemarkeder og flere plantekøb på Den Blå Avis. Et sted, jeg i det hele taget har gjort mange gode fund til haven. Undervejs købte vi genboens gamle drivhus for 500 kr. og anlagde nogle terrasser og nye bede.Sidste år kastede jeg mig ud i selv at så både blomster og grøntsager, hvoraf en del faktisk lykkedes. De eksotiske frø, jeg havde med hjem fra min veninde i South Carolina i USA, havde det dog svært. De blev bare en brøkdel i både størrelse og udseende ift. i USA, og de gjorde absolut intet for dyrelivet i haven.
2017 bliver året, hvor jeg betragter mig selv som etableret haveejer. Jeg ved, hvad der skal vokse i sur jord, jeg beskærer, fordi jeg ved, det fremmer ny vækst. Jeg deadheader løbende visne blomster, så nye kan komme til, jeg ved i store træk, hvad der blomstrer hvornår – til glæde for både dyr og mennesker. Jeg ved lidt om, hvilke frø, der er nemme at spire, og hvilke, jeg nok skal vente med at afprøve. Og så ved jeg, at der stadig er så meget at lære og opdage, at man som haveejer altid kan lære noget nyt.
Nu har baghaven med andre ord fået struktur, og der er nye planlagte projekter på programmet. Jeg skal bl.a. anlægge et bed med sommerblomster og sammen med min familie skabe en lille havedam. Vandhul, bliver det måske mere præcist, men vand skal der i hvert fald til. Tudsen, der startede med at bo i en plasticpose med jord, og som senere flyttede ind i komposten, skal have bedre levevilkår. Og tænk, hvis et pindsvin dukkede op?Det store smukke bøgetræ skal fældes. Bøgetræet, som ungerne har gynget fra og haft en hemmelig platform i trækronen, hvorfra de kunne udspionere naboerne.
Men bøgetræer vokser vildt, og holder ikke af at blive tæmmet. Træet er i sin tid hentet ind fra skoven af den tidligere haveejers børnebørn som erstatning for et andet træ, der gik ud. Bøgetræet blødte voldsomt, da vi for nogle år siden forsøgte at beskære det, som om det skreg: ’Lad mig vokse eller lad mig dø!’ Vi har valgt det sidste.
Det har været en svær beslutning at skulle sige farvel til et flot og prægtigt træ, der intet fejler – andet end at det vokser for meget. Men al ting har sin tid. For at dulme min næsten dårlige samvittighed over beslutningen, fortæller jeg mig selv, at bøgetræet alligevel er ensomt, fordi det står alene i en rækkehushave omgivet af æbletræer, kristtjørn og naboens stedsegrønne træer. Den tyske skovfoged Peter Wohlleben, der har skrevet bestselleren ’Træernes hemmelige liv’, ville muligvis give mig ret. Bøgetræet hører til i skoven blandt andre bøgetræer.
Det ville nok være nemmere, hvis jeg var mere pragmatisk anlagt. Men i min verden er alt besjælet, på godt og ondt. Og jo mere jeg lærer om naturen, jo stærkere bliver dén følelse, at alt hænger sammen. At alt er besjælet.Så hjælper det lidt, at naboen og hendes voksne søn helt spontant begyndte at klappe, da jeg fortalte dem, at vi vil fælde bøgetræet. Hun er en ældre dame, der forsøger at have en nem have, så et træ, der skygger om sommeren og giver vildfarende bøgeblade om efteråret, har ikke været et hit. Hun har i øvrigt den mest magiske lille skovhave i den bageste del af sin baghave. Rektangulære rækkehushaver behøver ikke være kedelige eller forudsigelige, men det er en anden historie.
Jeg retter fokus på alt det andet i min have, der vil få bedre levebetingelser, når bøgetræet er væk. På det kommende vandhul, der vil tiltrække endnu mere dyreliv. Haven lærer mig som intet andet, at når noget dør, er der altid nyt liv på vej et andet sted. Det er betryggende for et sentimentalt sind som mit.
Om lidt vil det myldre frem med forårsspirer. De første er allerede på vej. Et nyt haveår er klar til at blive skudt i gang. Jeg kan næsten ikke vente.
Du kan se meget mere fra Monicas’s have på hendes instagram-profil som du finder ved at klikke lige her.
Skøn have du har – man får i den grad lyst til at gå på opdagelse – det virker til at der er mange detaljer at få øje på! Spændende måde at skabe rum i den aflange have. Interessant at læse om de overvejelser om havens natur.
Synd med bøgetræet, så fyldt med minder, og så er det jo også smukt. Men et bøgetræ har ikke så meget at gøre i en rækkehushave – det er alt for voldsomt og hører til, hvor der plads til det. Så jeg forstår godt, at det træ har haft sin tid og nu må væk.
Din have får mig til at tænke på de mange spændende hollandske haver, som er små, men eminent udnyttet, så der er rumdeling og masser af oplevelser og variation.
Tak for de fine ord! 🙂 ja det ér trist med bøgetræet. Men nu er det tid…
Jeg kender ikke så meget til hollandske haver, så nu bliver jeg nysgerrig. Er der særlige steder der er specielt gode at søge inspiration? Mh Monica
Utrolig hyggelig, frodig og intim lille have du har – det er ikke altid antallet af kvadrat meter der gør en have. Du må betegnes som ægte biofil – og din glæde ved naturen er smittende. Selvfølgelig skal der i vores nogle gange alt fortrimmede haver også være plads til den biodiversitet der efterhånden gives ringe kår i vores snart alt for effektiviseret landbrugsland. Jeg hepper på kålsommerfugle og nældenstakvinge, biernes genkomst og et rigere dyreliv i vores haver og Pindsvinet skal nok komme……glæder mig til at følge med.
De bedste hilsner Dorthe/glimpses_and_moonlight
Jeg er vild med udtrykket 'biofil', det tager jeg straks til mig! Dejligt vi er så mange der deler glæden ved haver med stor biodiversitet!
Mh Monica 🙂
Dejligt at se at osse rækkehushaver kan være fulde af både skønhed og natur.
Trist med bøgetræet, men det er et park og skovtræ, ikke til en rækkehushave. Hvis I har mulighed kan I jo lade stubben stå. Det er sjovt at se hvor mange småkravl der flytter ind, især hvis man borer nogle huller på kryds og tværs i stubben.
hilsner Gunvor
Ja, jeg tænker faktisk vi lader en stor del af stammen stå. Jeg plantede en klatreplante op af træet sidste år som jeg håber vil spire i år. Ideen med at bore huller er super! Tak for fif!
Mh Monica
Jeg elsker at du har så meget fokus på biodiversitet i din have, det er også noget jeg virkelig brænder for, og du har helt ret det er motiverende for os haveejer, store som små haver, at vores indsats gør en forskæld. Jeg tænker faktisk også at vi som blogger kan gøre en lille forskel ved at sprede det gode budskab, så jeg bakke op og kommer heltsikker også til at skrive en del om emnet på min blog.
Jaa, lad os sprede budskabet sammen, jo flere jo bedre! Det glæder jeg mig til at læse om ifht din have. Jeg tænker indimellem hvordan jeg kan bidrage til at sætte fokus på det bare i mit lokalområde. Det kræver jo ikke så meget at gøre noget for biodiversiteten.
Mh Monica 🙂
Et herligt indlæg fra din lille have. Dejligt at læse om din udvikling, jeg kan genkende en del fra min egen haveudvikling og læste det med et smil. Jeg taler med mine kompostorm og byder pindgrisen velkommen. Jeg kan også godt forstå dit hjerte blødte over bøgetræet, men nogle gange skal beslutninger bare tages, også selv om de gør ondt.
Ahh, en artsfælle der taler med naturen! Det er vi nok mange der gør når det kommer til stykket :-).
Det er helt rart at læse at I garvede haveejere godt kan se at bøgetræet må fældes. Jeg har været sådan i tvivl.
Mh Monica
Tak for jeres dejlige kommentarer. Jeg har en langtids stressramt hjerne, så jeg er ikke den hurtigste til at svare, men jeg er rigtig glad for at være med herinde og glæder mig til at at skrive mere og følge med i de andre spændende indlæg på Havefolket.