Forspiringen er ved at tage overhånd. I min fantasi er mit drivhus mindst lige så stort som Monty Dons to store drivhuse – tilsammen. Det burde det i hvert fald være, hvis jeg skal have plads til al den prikling, som venter lige om hjørnet. Men jeg elsker at forspire. Elsker at vente på, at de første spirer viser sig. Og jeg elsker at se ting gro. Se om ting kan lykkes.


TEKST & FOTO: BONNIE HALL

Det startede med frøindsamling i efteråret. Der er jo helt ufatteligt mange ting, som med fordel kan sås direkte efter indsamling i efteråret, blandt andet skærmplanter og andre stauder, som skal have en kuldeperiode for at spire. Og hvorfor så ikke komme i gang med det samme? I en kolonihaveforening er det endda en oplagt mulighed at bytte frø med naboerne. Det udviklede sig til en hyggelig eftermiddag med vandring fra have til have og endte med lommerne fulde af kaffefiltre med frø i. Jeg kom også til at forgribe mig på en engelsk hjemmeside med frø. Nogle af dem, som jeg ikke kunne finde i Danmark.
Det meste vil jeg jo gerne så så kontrolleret som muligt. Dels for, at jeg ikke i min overeffektive oprydning i haven kommer til at luge dem væk i deres spæde vorden – og dels for at den enkelte plante får en bedre chance i kampen om pladsen i bedene. Når man gerne vil plante varieret og tæt, så er det en fordel at sætte små planter ud på et tidspunkt, hvor de har en fair chance mod naboerne. Desuden er jeg bare voldsomt utålmodig af natur, så efterårssåning var også en kærkommen mulighed for at forlænge havesæsonen og næsten være på vej ind i den næste.

Men altså, der skete jo det, som man kunne forvente, ville ske. I starten af februar havde jeg allerede fået sået 38 forskellige ting – og var ikke engang nået til poserne i køleskabet, hvor der stod ‘marts ude’, ‘marts inde’, ‘april ude’ eller ‘april inde’ på. Det skal altså give nogle problemer, hvis man bare har en nogenlunde spireprocent, og tit ser såbakkerne jo ud, som om frøene har en spireprocent på 150. Så er det frem med pincetten.

Jeg har altid godt kunne tænke mig en drivbænk. Vi havde et højbed af lærketræ stående, som ikke blev brugt, da jeg ikke kunne finde en god placering til det. Men nu har jeg set lyset. Det er blevet placeret bag drivhuset, hvor det får delvis sol. Så skal jeg bare have fundet på et låg/tag. Enten skærer jeg en gammel sprosset dør ned, så den passer – eller også laver jeg det selv med en polycarbonatplade og noget træ. Fordelen ved at bruge polycarbonatplade er, at det giver en beskyttende og og isolerende effekt. Monty Don fra Gardeners’ World bruger faktisk også sine til vinteropbevaring af frostfølsomme planter og lægger en isoleringsmåtte rundt om og henover, så det ville også kunne afhjælpe et vinterproblem.

Det er jo alt for småt. Jeg kunne snildt bruge et drivhus, der var dobbelt så stort. I år havde jeg vinterisoleret en mindre del af drivhuset, så det blev holdt på 8 grader ved hjælp af en varmeblæser med termostat. Mest af hensyn til min Agapanthus og citrustræer. Næste år vil jeg isolere en større del af drivhuset – hele den bagerste halvdel.

I starten af vinteren klarede jeg mig med et par pottevarmere. En veninde fortalte mig om dem. De er super smarte, lette at lave og holder drivhuset tre-fem grader over temperaturen ude, men når frosten rigtigt tager fat, så er det ikke nok. Desuden brænder de ud i løbet af natten og så bliver der koldt igen. Og jeg er ikke så vild med levende lys uden opsyn. Jeg opgav at få en høj nok temperatur med pottevarmere og gik over til en lille drivhusgasvarmer. Den gav heller ikke nok, og da den så ovenikøbet trak flammen bagud på grund af et lidt for løst spændebånd, så blev den også sat fra jobbet. Nu har jeg fået en elektrisk varmeblæser, og den er jeg glad for. Stabilt syv-otte grader som minimum. Perfekt til min nye kaffir lime og bergamotcitrusen.

En anden ting, som jeg også såede i efteråret, er frø fra min venindes fantastiske træpæon. Det er en næsten umulig opgave, der kræver en hulens masse tålmodighed. Ikke min stærke side, men jeg arbejder med det. Langsommeligheden. At ting gerne må tage tid. Jeg elsker ideen om langsommelighed. At alting faktisk ikke behøver at være færdigt i går. Såning af træpæonfrø er en god øvelse.

At få træpæoner til at spire skulle tage omkring to år – og endnu længere tid, før man ser den første blomst. I efteråret, da jeg fik frøene, kom halvdelen i fryseren, og den anden halvdel blev sået i lerpotter og gravet delvist ned i et halvskygget bed. Der er fint, hvis de beskyttes lidt af blade eller sne, men ellers står de bare der og står i et par sæsoner, før der begynder at komme noget op. Mine er midlertidigt i drivhuset, da en pergolastolpe skulle have pladsen, men de skal ud igen.

Du kan læse meget mere om Bonnie og hendes haveliv på hendes hjemmeside som du finder lige her.