Det har været en rigtig dejlig weekend med plusgrader samt skyfri himmel, og jeg vil tro, at der er mange af jer, der som jeg har brugt en del af tiden i haven. 


TEKST & FOTO: KARINA
Mit allerførste gøremål i haven var denne weekend at få klippet staudebedene ned og få fejet i alle haverummene. Umiddelbart lyder det jo som en rimelig overkommelig opgave i min lille have, så det overraskede mig da en smule, at jeg nemt fik brugt en hel lørdag blot på det. Det lykkedes at komme i hus med både soignering af bedene samt fejning. Dernæst gjaldt det om at få set til de overvintrede krukkeplanter.
Planterne, som jeg overvintrer i vores haveskur, består kun af seks afrikanske liljer og to små oliventræer. Alle planter har som noget nyt stået inde i vores uopvarmede skur ved et stort vinduesparti, så jeg var ret spændt på at se, hvordan de havde klaret sig gennem vinteren.

Jeg startede med at flytte alle krukkerne ud på det lille terrassedæk lige foran, og allerede dér var det tydeligt, at de havde klaret det forskelligt.

Umiddelbart ser det ud til, at de blå skærmliljer er dem, der har klaret sig bedst, hvorimod den hvide stort set ikke havde nogle levende blade tilbage. Det overraskede mig egentligt en smule, da jeg har hørt – og også tidligere har erfaret – at de hvide er mere modstandsdygtige over for kulde. Helt opgivende er jeg nu ikke, for mon der ikke skal dukke lidt nye skud op, hvis de bare får tiden til det. Det tror jeg. Ihvertfald fik alle planter lidt kærligt nusseri og en tur ude under solens stråler, hvilket sikkert var tiltrængt.

De to små oliventræer havde klaret det glimrende, så de kom tilbage på deres plads ved det lange trallebord, hvor de får lov at blive stående, uanset om temperaturen falder, da jeg er overbevist om, at de nok skal kunne klare lidt vejrlige udfordringer.

Efter en hel dag med knokleri i haven var lidt forkælelse på sin plads, så sammen med ispindene, koldskålen og grillpølserne kom et par vibeæg også med mig hjem fra indkøb. 

Hvad med dig, har du fået set til dine overvintrende krukker. Lad høre, og del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet herunder.