Endelig forår. Endelig er det atter tid til at fordybe sig i haven, og glæden er stor, når jeg ser de små stauder og løgplanter, der kommer op af jorden igen. Når jeg går i haven, glemmer jeg tiden og kobler fuldstændig af. 


TEKST & FOTO: LOTTE SØRENSEN

Vores lokale plantecenter er igen åbent og fristede med denne skønhed – Helleborus.

Helleborus og perlehyacinter

Helleborus ‘Cinderella’

Hornvioler er ikke til at undvære her i det tidlige forår.

Sidste weekend hentede vi hestegødning gennem Gratisgødning.dk. Jeg fik ti spandfulde – det forslår vist til mine 100 m2 have.

 

Jeg har fået et nyt rosenstativ, som skal holde lidt fast i rosen ‘Aicha’, den er ret vild. Græsplænen ser vintertræt ud, så den skal også have lidt plænegødning til april.

Overalt i haven dukker der løgplanter op. Bøgeblade ligger i et tykt lag i staudebedene og luner, men nu kan jeg ikke vente længere med at få dem samlet op.

Jeg har for første gang sået hjelmbønne, Dolichos lablab. Efter blot en uge ser de sådan ud. Der bliver vist trængsel i vindueskarmen. De kan blive to-tre meter høje, får flotte lilla blomster, og bladene er grønne og hjerteformede. De skal vokse et lunt sted, gerne i drivhus, men hos mig bliver det i krogen af terrassen.

 

Der er også sået rørblomst – Penstemon. De står ude, da de skal koldsås. Andre frø, som jeg har købt, er hareøre, prydgulerod, pæonvalmue, voksurt og orientalsk pileurt. Hvor de lige skal finde plads i haven, har jeg ikke styr på, men de fletter sig nok ind i alle de andre blomster i haven.

Når jeg går i haven, glemmer jeg tiden og kobler fuldstændig af.

Det pilebladede pæretræ – også kaldet Nordens oliven – er pyntet til påsken.

Krukkerne er fyldt med forårsblomster, fuglene synger, og det er en dejlig tid, vi går i møde.

 

 

Du kan se meget mere til Lottes skønne have på hendes blog og instagramprofil.