Ifølge kalenderen skriver vi forårsjævndøgn og sommertid. I skrivende stund er det for mig ventetid efter længere og lunere dage og flere timer i haven. Det ender ofte med, at det hele skal ske på de første forårsdage.


TEKST & FOTO: KAREN HAUBRO
Mens vi venter, er der alligevel altid noget at gøre, når jeg vover mig udenfor i den halve time, hvor solen står højest på himmelen, og der måske i et kort øjeblik er en lun vind. Jeg kan altid pejle efter katten, der hurtigt finder de lune steder som fx i drivhuset, der også venter på en forårsrengøring.

I drivhuset står der en lille potte, som så vidt jeg husker, indeholder en håndfuld frø fra min kæmpeverbena, som har stået i drivhuset hele vinteren. Den fik lidt vand for et par uger siden, og nu pibler de små spirer op. Jeg har også en krukke med en kæmpeverbena fra sidste år, og hvis jeg er heldig, har den smidt frø. Det er en smuk og let sommerplante til terrassen, solid og stærk i stænglerne og samtidig let og enkel at se på med sin sarte lilla småblomster i toppen, som tiltrækker sommerfugle og andre insekter.
En genganger i mit drivhus er citronverbena, som jeg endda har været heldig at kunne overvintre et par sæsoner uden de store anstrengelser. Den er blot klippet ned sidst på sæsonen og efterladt i drivhuset. Det kan lade sig gøre, når det er en mild vinter. Ofte ligner den noget meget indtørret, som jeg er tilbøjelig til at smide på kompostbunken uden at blinke. Men vær ikke i tvivl om, at der er liv, når en indtørret gren klippes over, og der breder sig en berusende duft af citron. Det er ikke altid mine krydderurter når hele vejen ind til køkkenet, hvor jeg ellers også kan lide at bruge mange timer. Men bare det at have krydderurterne side om side med duftgeranier, hvor jeg kan få lov at beruse mine sanser ved bare at nulre bladene fra de ofte små sirlige planter, er med til at give haveglæde.

Stæren har været her i over en måned, og det er en fornøjelse at vågne om morgenen, når solen står op og høre dens særlige genkendelige fløjt i træerne uden for mit soveværelsevindue. Hvis jeg lytter godt efter, kan jeg også høre lærken, der svæver højt over pløjemarken for enden af min grund. Og duften, eller lugten om man vil, fra bøndernes aktivitet på marken varsler også forår.

Det er et spændende sats, om stæren i år flytter ind i min mands lejlighedsbyggeri, som blev sat op i sensommeren sidste år ved hjørnet af hønsegården ud til markskellet.De små strå, der allerede nu stikker ud af de to øverste huller, og lidt fugleklatter på ydersiden kunne tyde på, at stærene har godkendt byggeriet.

Tidligere var nogle at stærekasserne i vores store bøgetræ, som desværre måtte lade livet, da det efterhånden tog alt for meget lys i både køkkenhaven, drivhuset og på aftenterrassen. I en lille have skal de store træer ikke blive alt for store; det har jeg måttet sande, selvom jeg altid har holdt hånden over dem.

I køkkenhaven er efterårshindbærrene skåret ned, og vi ændrede fornylig på antallet af højbede, så der også er plads til at komme rundt i haven, når det hele er vokset til i løbet af sensommeren. Når man sidder ved internetsiderne og bestiller frø eller går en tur på planteskolen, er der i tankerne ingen begrænsninger for, hvor meget der kan puttes ind på lidt plads.

En lille “salat” har overvintret i højbedet – en rødbladet syre, der er god i salatskålen.

 

I min have her ude på landet må der gerne være lidt ukrudt hist og pist. Det sørger naturen så fint for. Så snart der er noget jord, hvor der umiddelbart intet vokser, pibler det op med alt muligt. Det er jo nok det, der sker, når jeg tømmer hønsenes efterladenskaber ned i mit højbed for senere på sæsonen at finde ud af, at der sørme spirer meget op, som jeg ikke har sået, men som måske er små håndfulde af haveaffald, der er havnet inde ved hønsene. Men mine planter synes godt om den kraft, de får fra hønsemøget, så det behøver ikke være besværligt. Bare det er gravet et godt stykke ned, så oplever jeg, at mine planter kan klare den stramme hønsegødning. I tillæg får jeg æg, som jeg ikke vil undvære. Tre-fire høns er nok til en lille husholdning, og jeg kan nyde weekenden med blødkogte, knaldgule æg. Når der ikke lige er små afgrøder i haven, som skal passes på, nyder jeg at se mine høns, når de får frit løb ude i haven.
For nogle år siden kunne vi ikke finde vores æg, fordi hønsene gik ude hele tiden. En dag fandt jeg i forhaven hønens skjulested under en stor trævedbend.
Der er i marts måned flyttet nye høns ind i hønsegården, og der er stadig et nyt hierarki under opbygning. Det er tydeligt, hvem der får lov at spise først. Jeg har fået et tip om at hænge et hvidkål op, men det har endnu ikke hønsenes store interesse. De foretrækker tilsyneladende at samle deres mad op fra jorden. Efter en dags tid uden særlig interesse for det ellers velsmagende hvidkål, blev det sænket lidt, så det kun er nogle få cm over jorden, og det gav bonus. Nu er der er fint hakket hulmønster hele vejen rundt.
Der er vis lighed mellem emaljeskiltet og hønen i vintersneen.
Mine kærmindesøster, som vokser under mine sparsomme, gamle og desværre små bærbuske med ribs og solbær, er begyndt at titte frem, og jeg glæder mig, til der kommer mere gang i væksten og mere kulør på.

Krokus, akelejer og sankthans urt er godt på vej …

I garagen er der ud over værktøj og loppeeffekter et par kasser med mine georginer, som jeg glæder mig til at få i havejorden.

Mens vi venter, er der kasser, der venter på at komme i brug til frø, værktøj, blomster, sommertæpper og musvitunger.

Du kan læse meget mere om Karen i vores præsentation af årets gæsteskribenter lige her.