Egentlig er det lidt af en balancegang, at få en spændende og dejlig have som børnefamilie – en have, der ikke bare er en græsplæne med et gyngestativ på – uden at den kommer til at blive drevet af for meget åh-hvornår-skal-vi-dog-få-det-gjort, og heller ikke kommer til at blive for dyr i anlæg og drift.


TEKST & FOTO: TINA ØSTERGAARD

Vores have er delvist blevet til med mig gravende løs en masse sommeraftener i tidsrummet mellem 20-22, når børnene er puttet. Dog på tidspunkter, hvor jeg har haft brug for frirummet i haven, og ikke fordi haven havde brug for min tilstedeværelse. Derudover er den delvist groet frem i løbet af en masse dejlige sommerdage med børnene vimsende rundt omkring i haven – enten helt optagede af deres egen haveleg eller som de bedste og mest engagerede små havehjælpere. For når mor og far selv arbejder i haven af lyst, så får børnene også lyst til at være med, fordi de er nysgerrige, og ikke fordi de skal. Og det samme, synes jeg, skal gælde for de voksne: at havearbejdet skal udføres, fordi vi har lyst, og ikke fordi vi bør og skal. Har vi en dag mere lyst til at cykle en tur i skoven, så skal en eller anden opgave i haven ikke standse det. Her vil jeg nævne to ting, der bliver streget fra vores bør-og-skal-liste i år, så der både bliver tid og rum til mere eventyr.

Den første ting er meget relateret til netop marts måned, nemlig forspiring. I virkeligheden synes jeg, at det er rigtig hyggeligt at gå og forspire. Men det ender altid med, at vi af en eller anden årsag ikke får ført projektet helt til dørs. Så de små planter bliver aldrig ompottet og kommer ofte hverken i jorden eller ud i haven på det rigtige tidspunkt. Så i år har jeg tænkt mig, at vi kun forspirer et lille udvalg af grøntsager og kun, hvad der kan stå i én vindueskarm. Vi gør det mest af alt kun for, at børnene kan følge med i, hvordan planterne vokser frem. De resterende grøntsager må vi så direkte i bedene, når vi når dertil. Det går nok også.

Den anden ting, som er noget mere omsiggribende, er planen om helt at slippe af med vores græsplæne. For den er da om noget en tidssluger, som skal passes på helt fast basis. I den store have er der masser af fordele ved en græsplæne. Her kan den give lige præcis de tiltrængte pauser og luft mellem beplantningen. Men i en lille have, som oven i købet er fuldstændig omkranset af et fællesareal bestående af masser af græsplæner med meget bedre plads til boldspil, bliver dens samlede værdi ikke så stor.

Da vi flyttede ind, bestod haven kun af fliser og græsplæne, og vi har stadig både lidt græsplæne foran og en del bagved. Bagved er der både græs som små stier rundt mellem staudebedet og som et større areal under blandt andet vores æbletræ. For mig at se er små stier guld værd, når der er tale om børn og haver. I den del af baghaven, hvor jeg har sat nogle højbede med bær og plantet bede med krydderurter og stauder, er der nu pludselig fuld gang i både fangeleg og gemmeleg. De små stier indbyder til at gå på eventyr og taler i den grad til børnenes fantasi. Jeg kan se, at børnene altid som det første lige drøner en gang eller to rundt i snirklerne, når de kommer derud. Særligt er den helt lille gangbro ind gennem staudebedet meget populær. Før, da der kun var græsplæne, kunne man stort set ikke lave andet end bare at sætte sig på den.

Egentlig synes jeg, at stier lavet af græs er virkelig skønne, men jeg må erkende, at hvis de er det eneste græs, der er tilbage, så er de ikke besværet værd. Også fordi de er og skal være umanerligt snirklede og snørklede at komme rundt på, hvilket er helt og aldeles umuligt med en græsslåmaskine. Da det er et must, at man kan gå på stierne med bare fødder, så er min plan, at græsset skal erstattes med trædefliser med trædebregner og timian imellem. På den måde vil bed og stier smelte sammen på en anden måde, så stien ikke bliver en afgrænsning af bedet, men kommer til at være en hemmelig rute gennem bedet. Det nuværende græsareal under og rundt om æbletræet vil jeg erstatte med en forlængelse af trædeflise-stien samt et bed med hindbær-krat, skovjordbær og rabarber. Dette bed må gerne få lov til at passe sig selv og gro lidt vildt. Min plan med baghaven er derfor, at dette skal være et sted, hvor man kan forsvinde ind i alt det grønne. Så masser af høje stauder, små stier, en interimistisk rosenbue og bær og frugt at plukke i børnehøjde i ét stort dejligt kaos. Det er drømmen – der er stadig lidt vej igen.

Hvor baghaven skal være vores eventyr-vildnis, er forhaven mere ordnet og planlagt. Forhaven skal være et sted at spise og hænge ud mere end et sted at gå på opdagelse. Men at hænge ud behøver i min optik ikke at være stillesiddende – og er det meget sjældent for små børn. Så snart isen er spist, eller bogen er læst, så er de videre. Så ud over sandkassen, som er et glimrende hænge-ud sted for de mindste, vil jeg gerne have opsat noget de kan gynge, vippe, dreje eller kravle på, så der bliver mulighed for en mere aktiv form for væren end bare at sidde stille på en bænk. Så her kommer min planlagte pergola i forbindelse med drivhuset med nogle gode overliggere til at spille en central rolle.

I modsætning til vores lidt hemmelige og gemte baghave åbner forhaven sig op ud mod de øvrige klyngehuse og fællesarealet, så den har en stemning af en slags “byens torv”, som jeg godt kan lide at arbejde videre med. Vi har af samme årsag valgt at holde bøgehækken lav ud mod den fælles legeplads, da vi godt kan lide det liv, som der hermed trækkes ind i vores have. Legepladsen kommer til at virke som en mere naturlig forlængelse af vores egen have, så vores egne børn nemmere lige smutter derover. Jeg har desuden lavet en lille udgang gennem bøgehækken bagerst i haven, som også lægger op til netop denne smuttur.

For at vende tilbage til græsplænen, så vil der her i forhaven være et lille stykke tilbage i havens hjørne syd for drivhuset. Her vil jeg lave en lille mini-køkkenhave bestående af højbede. Mellem højbedene skal vi have lagt en belægning, der på en eller anden fin måde spiller sammen med den belægning, som vi vælger at lægge inde i drivhuset. Jeg forestiller mig en lille torve-plads mellem indgangen til drivhuset og vores lille skyggebænk, hvor alle skub-op-is er blevet spist hele sommeren, så den efterhånden bare hedder is-bænken. Gerne med et eller andet inde på midten. Jeg svinger lidt mellem, om det skal være noget, der involverer noget vand, eller om det skal være en stor sten til at kravle på.

Jeg kan godt lide, at der på den måde bliver forskel både i stil og i stemning mellem haverne på de to sider af huset. Det giver flere muligheder for både brug, leg og små indretnings-eksperimenter. Desværre bliver det først på et tidspunkt efter juni, at jeg kan komme i gang med denne plan, da jeg har fået bækkenløsning og derfor ikke kan grave eller løfte det mindste. Det skønne gravebillede med min datter som havehjælper er desværre fra sidste forår. Men, men… det skal både haven og jeg nok også komme igennem, og jeg skal tidsnok få mulighed for at grave i den igen.

Skøn marts til jer alle 🙂

Du kan se meget mere til Tina’s have på Instagram og læse om hendes havedesigns på hjemmesiden Familiens have