Der er noget i luften i denne tid. Ikke bare fine forårsfornemmelser og ting, der pibler op af jorden, men også mere konkret fugle, der kurtiserer hinanden. I haven hopper to solsortehunner rundt og kæmper om en solsortehans gunst og nok også om de æbler, jeg lægger ud til dem. To duer har fundet sammen, men det varer næppe længe, før flere støder til og forsøger lykken. Det er aldrig kedeligt at iagttage duernes lidt kluntede forsøg på at gøre tilnærmelser til hinanden.


TEKST & FOTO: MONICA LANGELUND

Imit første indlæg her på Havefolket skrev jeg, at det ville være dejligt, hvis et pindsvin flyttede ind i haven. Tænk at lægge have til et kært, lille væsen, der efterhånden har svære levevilkår i naturen. Man har lov at drømme, for jeg ved godt, at det ikke er særlig realistisk i en lille lukket rækkehushave, når man samtidig har hund – en jagthund oven i købet.
Men bag vores have løber et smalt fælles stisystem, og dér er ideelle forhold for pindsvin. Tæt krat, mange træer og buske. I selvsamme stisystem er der også et rigt fugleliv, og der bor flere egern højt oppe i træerne. Både fugle og egern og for så vidt også tudsen i kompostbunken skelner ikke mellem vores have, nabohaverne og stisystemet.

Det er ikke nemt at tage billeder af fuglelivet med en jagthund i haven, så her er et billedet af skurken i stedet.

Og heri ligger et væsentlig omdrejningspunkt for den ’wildlife’-venlige have: forståelsen af, at der måske nok står et hegn eller en hæk, der adskiller ens have fra naboens have, men dyrelivet går jo ikke op i grænser. Fuglene her i området nyder godt af, at vi fodrer flittigt i vores have og har to store kristtjørn, der byder på lækre røde bær om vinteren. Det er godt nok længe siden, at sæsonens sidste bær blev spist. Som jeg sidder og skriver, lander et dompap-par for en kort bemærkning i det ene kristtjørntræ. Det er første gang, jeg ser dén fugl i vores have. Hvor er den smuk, og så er der to. Det var samme begejstring, jeg oplevede, da jeg sidste år så sjaggeren for første gang. De kom i en kæmpe flok, ribbede alle bærrene på de to kristtjørne på et par dage, og videre var de.

Buret her fungerer rigtig godt, fordi det holder de store fugle væk. 

 

Ikke at store fugle ikke også skal have noget at spise, men det giver spurve og mejser mere madro på denne måde.

Min teenagedatter ryster opgivende på hovedet over min iver, fordi jeg farer op og vil tage et billede af dompapparret – jeg når det ikke. Et kort øjeblik efter er de fløjet ind i nabohaven, hvor de har en busk med orange bær, der stadig ikke er spist.

I nabohaven til den anden side er der perfekte stedsegrønne træer at bo og gemme sig i. Og på det lange smalle stisystem står et par høje birketræer, hvorfra duer, kragefugle og sjaggere kan sidde og holde øje med, hvad der sker i hele området. Det er bare en villavej i en forstad til København, men det er et lille fugleparadis her.

Duetræf på en gammel antenne på taget.
De eneste fugle, der ikke lod sig afskrække, da jeg forsøgte at fotografere fuglene i haven.

Flere egern havde sidste år reder i træerne langs stisystemet, og de kom sommeren igennem ned i haverne og slog sig løs. På et tidspunkt var der fire egern i vores lille have på samme tid. Nogle af dem var åbenlyst unger og i gang med at opdage verden. Det var en fest. En af ungerne kravlede på en af sine første dage uden for reden op i klatrerosen ved husmuren og kiggede forundret ind ad vinduet på os, som vi sad der og kiggede ud på den. Det var lidt som at være i zoologisk have og se dyrene muntre sig, men her var det os mennesker, der var lukket inde.

En anden gang vandrede et egern ubekymret ind ad vores terrassedør, fordi vi lidt åndsfraværende havde efterladt en pose solsikkefrø lige ved indgangen. Men egernet kom hurtigt ud igen, da vores hund vågnede. Vores hund jagter dem troligt, men fanger dem heldigvis aldrig. Der er lidt Tom og Jerry over den evige jagt.

Et sultent egern holder sig ikke tilbage og er nærmest flyttet ind i egernrestauranten.




























Vi har en egernrestaurant, de benytter flittigt. En af ungerne endte i en periode nærmest med at bo nede i foderkassen. Hver gang, jeg spotter et egern i haven, oplever jeg en barnlig begejstring. Den er lige sikker hver gang. Jeg går i stå og orienterer familien om, ’at nu er der besøg derude’. Det er altid en begivenhed, når et egern aflægger vores have visit. Det er spøjst at tænke på, at lige så elsket det røde egern er herhjemme, lige så hadet er det grå egern i fx South Carolina, hvor min barndomsveninde bor. Da jeg besøgte hende forrige år, fortalte hun, at man kalder dem tree rats – trærotter – derovre, fordi der er så mange af dem, og de spiser alt. Inkl. dele af husene. Jeg synes nu stadigvæk, de er søde.

Men når nu jeg er ved dyrearter, der bliver invasive: Sidste år var endnu et snegleår i vores have. De åd den hjemmedyrkede salat, de åd hostaerne og mange af blomsterne, og både min mand og jeg var som så mange andre haveejere temmelig frustrerede. Min mand ville gerne bruge sneglegift, og jeg ville ikke. Vi bliver sjældent uvenner, men her var faktisk et punkt, hvor jeg et kort øjeblik tænkte, at haven ville skille os ad. Så uenige var vi. Men selvfølgelig kom det ikke så vidt. Udelivet har en forunderlig forsonende virkning på os mennesker, måske fordi vi her er omgivet af noget, der er så meget større end os selv.

Mine argumenter om hensynet til miljøet kom til kort, for der er delte meninger om, hvor skadeligt sneglegift er for miljøet, men jeg argumenterede indædt for det meningsløse i at bruge sneglegift i én rækkehushave, når sneglene bare kunne komme væltende fra nabohaverne. Løsningen blev at undgå sneglegift. Når vi til sommer anlægger en lille havedam, er det både for hyggens skyld og for dyrelivet generelt. Men især tudsen skal gerne have optimale levevilkår, for den spiser sneglene. Det er i mine øjne en meget bedre løsning end sneglegift. Og så tiltrækker vi samtidig et rigere insektliv oveni. Sidste år købte jeg tilmed min første bog om havens insekter. Jeg fandt den brugt på Den Blå Avis. Havens insektliv er helt sikkert noget, jeg vender tilbage til i mine indlæg i takt med, at haven vågner.

Man må ikke holde høns, hvor jeg bor, 
så vi har fundet et alternativ.

Det med, at dyr ikke kender til menneskeskabte grænser, har med andre ord både sine gode og dårlige sider. Så der er ingen vej udenom fremadrettet: der skal samles snegle ind en stor del af året, for én ting er min mand og jeg enige om: lækre er de ikke. Faktisk hader jeg at samle snegle ind, men hellere dét end at bruge sneglegift, som måske nok er effektivt på dræbersnegle, men som også slår ikke-invasive snegle ihjel og udgør en risiko bl.a. for de udsatte pindsvin. Så hostaerne kommer i potter i år, og jeg har lært at undgå at stille potter direkte på jorden, fordi sneglene elsker at lægge æg i det fugtige mørke under potterne. Og så er der nok bare planter, der er sværere at dyrke i en have, der helst skal fungere på naturens præmisser. Sådan må det være.

Der er i disse år meget fokus på, at haven er en forlængelse af vores indearealer – et sted, vi kan indrette, så det passer til vores behov og interesser. Det er jeg slet ikke uenig i, men jeg tænker, det er vigtigt at huske, at haven altid vil være mere end vores hjem, fordi vi deler den med dyre- og naturlivet omkring os uanset hvor lidt meget eller lidt, vi går op i den del.


Du kan se meget mere fra Monicas have på hendes instagram-profil som du finder ved at klikke lige her.