Det er og har været en kold april med nætter med minusgrader og sne påskeaften. Haven og planterne holder pause, og de længes nu efter varme. Imens kan vi gøre det, vi har gjort hele vinteren: søge inspiration.


TEKST & FOTO: JØRGEN BENGTSON

Vi finder først og fremmest vores inspiration i bøger og på rejser. Det vi søger og inspireres mest af, er naturligvis miljøerne fra Middelhavet og det sydlige Frankrig.

Villa Gamberaia


BØGER
Igennem årene har vi fået samlet en stor kollektion af havebøger med Middelhavs-tema. De handler om struktur, design og stil, men også om planter og af og til interessante historier om de mennesker, der lever i disse haver.
Det er ofte haver, som er meget større end vores, men man kan altid indarbejde dele af dem i sin egen have.

En af favoritterne er Louisa Jones, som har skrevet henved 20 bøger først og fremmest om haver i Sydfrankrig. Altid med smukke billeder, hvilket naturligvis er vigtigt.

Uden disse bøger ved jeg ikke, om jeg havde overlevet vinteren og mørket…

REJSER
Hver sommer i de sidste 20 år er vi kørt på ferie med bilen og altid til Frankrig eller Italien. Det kan synes lidt ensformigt, men vi har altid besøgt nye steder i de to lande og er aldrig taget tilbage til et sted, vi har været før.

TOSCANA
Toscana i Italien er et område, som vi har besøgt mange gange og som for os symboliserer en følelse, som vi vil overføre til vores egen have.

I Toscana er der også en del producenter af krukker og andre haveoranmenter af terrakotta, og den toscanske ler er særlig egnet til dette.

Billedet er fra Mital, og udvalget der er næsten ubegrænset. Her kan jeg går rundt i mange timer. Problemet er bare, at der ikke er plads i bilen til disse store og tunge skønheder.

LA CAMPANIA
Et andet vidunderligt sted i Italien er La Campania og specielt Amalfikysten. Det er efter vores mening det smukkeste sted i verden, og de af jer, som har været der, vil nok give os ret.

Her er citrontræer lige så almindelige som æbletræer er det i Danmark og Sverige.

 

 

Agaven er også almindelig her både i krukke og på friland.

PIEMONTE
Piemonte er et smukt og interessant område specielt for den vin- og madinteresserede.

Når man kører omkring i det kuperede og bølgende landskab med vinmarker overalt, føles det næsten som paradis. Tænk, at noget kan være så smukt.

 

VILLA GAMBERAIA
Så er vi tilbage i Toscana og nu i den fantastiske have i Villa Gamberaia.

Vi har været der en gang og var da så heldige at kunne vandre rundt i haven helt alene, det var magisk.

Hvis I skal besøge en have i Italien eller Frankrig, så vælg denne. Alt er smukt her.

Den ligger lidt øst for Firenze og køreturen fra Firenzes centrum og op til Villa Gamberaia er også virkelig en oplevelse.

Firenze (La Firenze) anes længere nede i dalen.

Maj står for døren med varme og sol. Vi ses om en måned, til den tid med billeder af foråret i vores have. Ciao!

 

Du kan læse meget mere om Jörgen og hans passion for haven i vores præsentation af årets gæsteskribenter lige her.