Så er vi nået til april måned, og det er igen blevet min tur til at tage jer med en tur rundt i haven. Jeg skal love for, det er blevet forår. Det hele spirer og gror, og der er virkelig kommet gang i det meste. Vi er nået til den tid på året, hvor det er en fryd hver dag at gå en runde i haven. Nye ting spirer frem eller springer ud, lige så snart du vender ryggen til.


TEKST & FOTO: JEANNETT FRUERGAARD

Vi har en lille terrasse i hjørnet mellem stalden og indgangen til huset, et godt sted lige der, hvor vi færdes rigtig meget – med læ og morgensol. Lige nu har kaprifolierne op ad hegnet yndige fodposer af russisk skilla. De er så skrøbelige og fine, og de lyser virkelig op med deres smukke blå farve.
Snart springer kaprifoliens blade ud. Bag ved hegnet står der et hegn af syren, og lige bag ved bænken står der en gruppe jasminbuske. Her afløser den ene blomsterduft den anden. Det er et godt sted at opholde sig i forsommeren.

Jeg vil ikke prale med, at det er særlig planlagt, at den ene blomstring afløser den anden, for det her hjørne blev lavet lang tid før, jeg gik op i den slags. Men jeg vil virkelig gerne anbefale duftende forårsblomster og buske og gerne som her, hvor den ene afløser den anden, for efter en lang og blomsterfattig vinter kickstarter det virkelig både forår og sommer.

I efteråret lagde vi en masse krokus specielt i de lange græsbede. De fleste er fint kommet op, men drømmen om et blåt tæppe må nok vente et par år på endnu.

 

Selv om vi har lagt over 2000 løg, så ser det på afstand ikke ud af særlig meget endnu. De står sådan lidt enkeltvis og råber til hinanden og vælter meget let, hvis det blæser.

I det hvide bed har vi lagt 1000 krokus ‘Jeanne D’arc’. De er også kommer rigtig fint op, selv om de selvfølgelig også står meget enkeltvis endnu.

De skal ligesom åbne ballet her i det hvide bed for senere at blive afløst af pinseliljer, narcisser og allium. Jeg håber, det bliver godt.

I de lange græsbede ud foran den overdækket terrasse, har vi lagt Allium aflatunense. De er kommet fint op, og det ser rigtig lovende ud.

Til gengæld ser det ikke så godt ud med vores vibeæg. Der havde vi nok lagt et par hundrede i de to små bede helt inde ved terrassen, bare som en test. Jeg har indtil videre talt ti, der er kommet op.

Det er lidt øv, for jeg havde virkelig håbet på et skønt tæppe af de ualmindelige smukke vibeæg, men musene er glade. De siger mange tak for en super vinterforplejning.

Min Sorbus ‘Dodong’-røn nød virkelig godt af varmen sidste weekend. Den er meget tæt på at springe ud. Det samme gælder knopperne på kastanietræerne. Snart har vi de første blomstrende træer i haven.

Det er ikke kun træerne, der er på vej. Det begynder så småt at fylde i bedene, og skønne ting dukker op i skovbunden.

Her mingler Kaj Munks blå anemone sig med en hundetand, og min trofaste pæon, Paeonia miokosewitchii, er fint på vej op. Den er meget tidlig og altid den første pæon, der springer ud i haven.

På vej er også både roser og græsserne, ja og ukrudt. Så der er blevet klippet og luget en del de sidste mange dage.

Det er virkelig nu, det sker, og vi har travlt i haven, for der er meget, der skal gøres her i april. Men det er samtidig alt det, vi har ventet på hele vinteren, så jeg nyder hver en time, jeg kan få i haven.

 

På min to-do-liste her i april står der stadig forspiring og planter, der skal prikles, en køkkenhave, der skal gøres klar til en ny sæson, og mere lugearbejde.

På mandens to-do-liste her i april står der også køkkenhave (det grove arbejde, der involverer store maskiner), plantning af bøgehække, to havelåger og grus, der skal køres ud i forskellige havegange.

Guldregn-alléen begynder virkelig at tage form. Vi har flyttet nogle buske, der stod i vejen for udsynet, så nu er der kommet en helt ny akse, der indbyder øjet til et langt kig ned gennem haven. Det er Allium aflatunense, der er lagt hele vejen ned i bedene, som ellers er holdt i cremehvide, lime og gule toner. Nu mangler der bare grus i gangene og en havelåge for enden. Nåh ja, og så lige en bøgehæk og nogle planter, der skal vokse til. Måske får jeg den fineste fødselsdagsgave, jeg kunne ønske mig her sidst i maj, hvis det hele lykkes.

Mange tak, fordi I havde lyst til at tage med en tur rundt i min have. Jeg håber, I alle får en skøn skøn april. På gensyn til maj

Du kan se meget mere til Jeannettes have på Instagram og på bloggen Ævlebævle