JULIA LAHMES KOLONIHAVELIV

Julia Lahme har skrevet en passioneret bog om livet i nutidens kolonihaver. Med afsæt i sin egen historie, fortæller hun om baggrund og nutid for 16 små kolonihaver fordelt over hele Danmark. Læs i dag introduktionen til bogen, hvor Julia fortæller, hvordan hun tabte sit hjerte til kolonihavelivet.

TEKST: JULIA LAHME, FOTO: VENLIGST UDLÅNT AF FORLAGET

Det begyndte med mariehøns. Og med Sofus. Sofus var to år, den dag han hvinede af fryd over mariehøns og lagde sig fladt på maven for at se de røde biller helt tæt på. Den dag han kælede den første til døde, og den aften jeg tømte hans flyver­dragt og fandt syv levende, noget paralyserede, røde biller, som jeg lukkede ud i baggården, i hans lomme, lynet helt til, så han kunne få dem med hjem. 

Det var den forårsdag, vi besøgte Nora og Thomas i deres kolonihave, helt derude på Amager, hvor kragerne er vendt og flyene er i gang med det, og sad i en kold sol og drak kaffe. Det var den dag, hvor mariehønsene kommer frem og følger de varmeste pletter på fliserne, mens de går vinteren af sig og kommer ud af dvalen. Den dag stod toårige Sofus med en sut i munden i lidt for varmt vintertøj og begge hænder fulde af de røde biller, mens seksårige Elias hjalp sin nye ven, Theodor, med at samle så mange som muligt af de søvndrukne biller ind. Og vi drak kaffe. Det er det, du skal lægge mærke til. Vi drak kaffe. Vi, som i de fire voksne, sad sammen på vakkelvorne stole i solpletten og drak kaffe, mens vi havde en reel mulighed for at føre en samtale. Indimellem kom ungerne hen til os, men fra kanten af kaffekoppen kunne jeg se, hvordan mine ellers så generte unger var i gang med at bygge en verden, skabe et projekt og få en ide til en leg, de kunne tage med videre. Mens de selv, uden voksne hænder at holde i, indtog grusstien i kolonihaveforeningen.

Før vi fik kolonihavehus, gik weekenderne med mine børn med planlagte ting. Vi planlagde zoo-ture, planlagde legeaftaler, besøgte venner, museer og bedste­forældre. Alt var planlagt og tilrettelagt, så børnene ville få en sjov weekend. Det føltes rigtigt. Vi tog på den ene legeplads, den anden, den tredje, alle dem, der var nogenlunde inden for rækkevidde af vores lejlighed i midten af Østerbro i Køben­havn. Hver gang vi kom frem, var der en, der skulle tisse, var blevet sulten eller havde fået sand på sutten. Hver gang en ny legeplads var blevet erobret og udforsket, var den ene klar til at rykke videre, og den anden klar til at blive.

Det begyndte at gå op for mig, at jeg ikke havde lyst til at være den slags mor, der enten faciliterer barnets leg eller står stille og kigger på, at de ruller sig på jorden af grin, mens kedsomhedshullet i min hjerne bare vokser sig større og større. Der på de legepladser begyndte det at gå op for mig, at jeg ikke helt syntes, at det børneliv spillede. Eller voksenlivet for den sags skyld, men jeg kunne ikke rigtig se alternativet. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at lave noget sammen med mine børn og min mand. Noget, vi fire kunne være sammen om eller deltage i, uden at det involverede overvågning af leg. Og gerne noget, der ikke krævede logistik som en militæroperation at få til at lykkes.

Johan og jeg overvejede i fire et halvt sekund, om vi skulle gøre ligesom mange andre og flytte i hus. På en af de der lange villaveje, hvor der er stille fra 7.30 til 16.30, men hvor solen så ellers skinner på børnelivet resten af tiden. Vi besøgte venner i forstæderne og beundrede deres huse, og blev enige om, at det, der var dejligt for nogle, ikke behøvede at være godt for alle. Vi hører til midt i det hele, blev vi enige om. I byen. Derinde, hvor man aldrig er helt alene, og hvor man kan cykle til arbejde uden at være nødt til at tage et bad, når man kommer gen­nemsvedt frem efter en distance, der udløser en medalje. Der, hvor børnene ser forskellige mennesker og oplever forskellige ting hver dag på den korte vej til og fra børnehave og skole.

Det var midt i alle disse overvejelser, at Sofus opdagede mariehøns, og vi opdagede, at Kolonihave-Danmark var noget andet, end vi troede. Inden vi stod i Noras og Thomas kolonihave, troede jeg nemlig, at Kolonihave­Danmark var en slags udløber af eller fortrop til Dansk Folkeparti, nationalisme, fyldt med flag, der vajede over angsten for de fremmede, og muligvis en tidslomme i et samfund, der var løbet for hurtigt videre, til at alle kunne følge med. Jeg havde troet, at hækkene var så vigtige for at holde naboerne ude og små bidske hunde inde, så småligheden, enhver-har-nok-i-sig-selv-heden og en generel afvisning af resten af verden kunne flyde frit bag de veltrimmede hække.
Aldrig har jeg taget så grundigt fejl.

ØNSKET 
I dagene efter vores besøg begyndte Johan og jeg at tale om, hvor skønt det havde været derude på Amager. Hvordan ungerne havde leget, hvordan jorden havde duftet, og hvor stille der var. Jeg begyndte at ønske mig en mere permanent ad­gang til sådan en lille bid af paradis. Vi bad Thomas og Nora hjælpe os med at finde et hus, der var til salg i deres haveforening, og med deres hjælp og et opslag, vi hængte op i fælleshuset, gik det egentlig ret hurtigt. Et ældre par var klar til at forlade deres kolonihave, for den var blevet for pasningskrævende, og deres børn havde ikke tid til at hjælpe dem. Vi kiggede på det, blev forelskede i den grønne cigarkasse med de brune vægge, gulvtæpper overalt og de fire fjernsyn fordelt på meget få kvadratmeter.

Man kan sige, at vi så potentialet. Måske fordi haven var fantastisk – stor, smuk og frodig og fyldt med giftige planter: guldregn, taks og alskens smukke bær, som kan slå en toårig ihjel på tre minutter. Men igen: Vi så potentialet. Jeg ved faktisk ikke, hvordan vi fik øje på det, Johan og jeg, for vi er ikke handy. Potentialet var faktisk svært at få øje på: Huset var småt, mørkt og til-tæppet; der var hverken terrasse eller toilet, ordentlige vinduer eller en hoveddør, der kunne låses. Der var arbejde, der skulle gøres, og vi havde på det tidspunkt ikke engang tid til at male stuen i vores lejlighed. Og som sagt: Ingen af os er udpræget handy. Vi Gør Det faktisk ikke Selv, og ingen af os kan i princippet kende forskel på krudt og ukrudt i haven. Men vi var forelskede, og vi købte huset. Eller det vil sige: Vi prøvede at købe det. Men så steg prisen, vi havde ikke pengene, og der, da muligheden var forsvundet, gik det op for mig, hvor meget jeg virkelig ønskede mig netop det hus, i netop den forening, omgivet af netop de giftige planter. Og jeg måtte handle, og Johan var enig, og jeg blev den, der – efter det første nej – gik i så hårde forhandlinger, jeg kunne, rystende på hænderne, i forhold til hvor meget mit røde hjerte kan tåle at presse to ældre mennesker, men løsningen, som vi fandt, var rimelig for alle.

Mens vi forhandlede, badede jeg en sen aften Elias. Jeg spurgte ham: Hvis vi får kolonihave, skal vi så have kartofler i haven? Og han svarede: Mener du pommes frites, chips eller kartoffelmos? Hvis beslutningen ikke allerede var taget, blev den det der.

FORANDRINGEN
Hvis jeg siger, at vi fik et nyt familieliv, det forår i 2014, da vi lærte kolonihavelivet at kende, tror jeg ikke, at jeg overdriver. Noget skete nemlig med os alle sammen. Fra det øjeblik Elias og Sofus begyndte at møde de andre børn i kolonihaveforenin­gen, fik de nye venner, nye verdenssyn og lærte børn og voksne at kende, der ikke arbejder med det samme som Johan og jeg, ikke nødvendigvis mener det samme om alt, som vi gør, og hverken spiser, taler eller lever på præcis samme måde. Mine børn fik nye erfaringer, nye cirkler, og blev inviteret indenfor i hjem, de kunne lære noget nyt af. Det samme blev vi, og det samme kunne vi. Pludselig blev mine børn del af en stor børnefolk, som sammen udforskede kolonihaveforeningen, og som fandt vandhuller og mudderklatter, så en snog, fandt en frø og samlede snegle ind.

Mine børn kom rullende sammen med andre børn, og Johan og jeg lærte, at man køber 12 is ind ad gangen, ikke bare to. Jeg lærte, at fredag aften i kolonihaven bedst foregår i en klump med andre børn, hvor man deler fredagsslikket og ser Dis­ney Sjov sammen. Jeg fik børn, som løb frit, selvstændigt og uden opsyn fra en leg til den næste, og fra en konflikt videre til en løsning. Uden curlingvoksne til at føre samtalen for eller gennem dem. Mine børn fik frihed, og jeg gjorde det samme. Pludselig havde jeg indimellem, for første gang siden jeg blev mor, tyve minutter uden andres behov, hvor jeg kunne fælde et gifttræ eller være med til at finde ud af, hvordan man egentlig installerer en tank, så man kan få et toilet.

Jeg lærte, hvordan jeg faktisk får det bedre af at luge. Ja, bedre! Hvordan hovedet kan stå stille eller kredse om de små ting, når hænderne arbejder i jorden. Hvordan haven og jorden trækker i mig, og hvordan jeg elsker, at jeg ikke ved nok til ikke at begå fejl. Jeg lærte, hvordan man skal huske at studse sit æbletræ, og jeg lærte også, at jeg elsker, når haven tager en beslutning og lader sig selv gro til. Jeg har lært, hvordan man holder øje med pindsvin, og hvordan de lyder (som zombier i hækken), og hvorfor de ikke må få mælk (deres maver kan ikke tåle det), og jeg har lært, at jeg kan meget mere praktisk, end jeg vidste, og at jeg elsker, at haven beder mig være praktisk på en helt anden måde, end mit arbejdsliv giver mig lov til.

Men mest af alt lærte jeg at være familie på en anden måde. En mere fri måde, en måde, hvor der er plads til alles behov og interesser, når bare der er plads nok omkring os, legekammerater og søde voksne, der også synes, at børn bare skal lege. Jeg lærte, at det at have et socialt liv som voksen i en hverdag, hvor man ser tre måneder frem i kalenderen for at finde ud af, hvornår og om man har tid til at ses med andre voksne med lignende liv, faktisk kan brydes op af spontane middage, som er mere aftensmad end middag, hvor man deler, hvad man har af rose, over hækken, og af, at søde mennesker råber “kom lige med” og sætter kaffen over, mens man hjælper dem med et hegn. Den slags. Man kan sige, at jeg lærte at være del af et nyt fællesskab. Et fællesskab, som jeg og min familie trives mere med, end jeg på nogen måde havde forventet.

GENERATIONSSKIFTET 
Det fællesskab, jeg lærte at kende i kolonihaveforeningen, er et gammelt fælles­skab. På alle måder. Historien om de danske kolonihaver begyndte i 1880’erne, og også her var en vis solidaritet en del af grundtanken. Men at stå midt i fællesskabet handler også om kultur, måder at være sammen på og måder at leve sit liv på i ens egen lille plet af paradis.

Nogle har oplevet kolonihaverne som et sted, hvor man kunne se sutterne lang­somt og sikkert drikke sig selv ihjel, og andre har oplevet kolonihaven som det stof, drømme er gjort af.

Ligesom vores samfund i øvrigt har undergået store forandringer, har dette, der tidligere var det arbejdende folks mulighed for et fristed, også udviklet sig, og generationsskiftet er i den grad i gang. Nogle steder medfører det brydninger, dis­kussioner og hovedrysten, andre steder får man det allerbedste ud af det. Ikke alle er nemlig enige om, hvad en kolonihave skal bruges til, eller af hvem, hvordan og hvorfor. Kolonihaven og kolonihavehuset repræsenterer forskellige drømme, ideer og værdier hos alle, der bor på de afmærkede grunde, og at disse ikke altid er til at blive enige om, giver næsten sig selv. I den kolonihaveforening, som jeg er del af, er der også brydninger mellem de nye og de gamle kolonister, men der er også sol­strålerne, som når man får det allerbedste ud af at være flere generationer sammen.

Det bedste eksempel er fra Werners sidste sommer i hans elskede kolonihave. I sommeren 2015 var der en meget fantastisk kvinde, mor til to og i virkeligheden med nok at se til, som havde taget initiativ til, at alle kolonihavens mange børn kunne komme på besøg hos Werner og sige farvel til ham. Werner var 82 år gam­mel og havde haft kolonihave i mere end 30 år. Han boede i et rødt hus, hvor der var blevet bygget om og til, som årene gik, med en snirklet og velplejet have og med lygter og krukker og flag og vindmøller i haven. Det år var det Werners sidste sommer i haveforeningen; han var blevet for gammel, syntes han, og ville gerne give haven ordentligt videre.

Werner havde forberedt sig på børnenes besøg og havde små sedler med stikord liggende. Han skulle nemlig fortælle sit publikum om, hvad det ville sige at være barn i 1930’erne og 1940’erne. Uden varmt vand. Uden et fast sted at bo. Med fem søskende og en isvinter. Med en mor og en far, der rykkede rundt fra sted til sted efter arbejde, mad eller husly, og hvordan man byggede cykeldæk af, hvad man nu kunne få under Krigen. Han fortalte sit måbende publikum om at købe gammelt brød hos byens bagere om morgenen, så familien kunne få morgenmad, om at bli­ve mobbet i skolerne, og om alligevel at synes, at man havde haft en god barndom. Om forældrenes kreativitet og om sammenhold, lege og stor omsorg for hinanden.

Det var så rørende en fortælling, og fantastisk at se de mange børn sidde stille i en time og høre efter. Og det er noget af det, der gør, at kolonihavelivet er så vid­underligt, synes jeg. At der er fællesskab, rummelighed og respekt mellem genera­tionerne. Elias, Sofus, Johan og jeg lærte mere sammen på den time hos Werner, end vi ville have kunnet af endnu en dag på en legeplads, og især Elias refererer ofte til elementer af, hvad Werner fortalte den eftermiddag. Noget, jeg ikke helt kan ryste af mig, er, hvordan kolonihavehuset for Werner og hans kone blev be­lønningen for et langt livs slid. Det var toppen af kransekagen, ikke noget, man følte, man havde ret til, men et frirum, en bid af paradis, som man kæmpede for at få mulighed for. At eje en lille plet af himlen var det fineste, man kunne ønske sig. Og det er det stadig. For alle os, der ikke er født med en guldske i munden, er det ikke givet, at vi kan kalde noget vores eget, men for et menneske som Werner, der er vokset op så langt væk fra de muligheder, repræsenterer huset ikke bare en drøm, men Drømmen.

DE NYE KOLONISTER – OG DRØMMEN 
Ud af generationsskiftet kommer der en helt ny fortolkning og udlevelse af, hvad kolonihaverne skal bruges til, og hvilken drøm hver enkelt grund og hvert enkelt hus repræsenterer. Måske modsat generationerne, der kom før os, er koloniha­vetanken ikke ens for alle. Foreningslivet, kolonihavelivet, repræsenterer ikke i sig selv noget, der lokker alle, men for de mange flere end 40.0001 kolonihaveejere, der findes i Danmark, er der alligevel nogle fællestræk hist og pist. De kolonihave­ejere, der har sagt ja til at åbne deres havelåger for vores nysgerrige blikke, er så forskellige, som de kan være. Men fælles for dem er, at det, de inviterer os indenfor i, er deres version af lykken på et frimærke. Hvad der får hjerter til at banke rundt om i Kolonihave-Danmark, og hvorfor man ikke kan leve uden, når først man har prøvet det, er det, jeg gerne vil vise i denne bog.

Du har netop læst starten af Julia Lahmes nye bog ‘Kolonihaveliv’, hvor Julia med stor passion beskriver både sin egen tilgang til kolonihavelivet, men også tager læseren med på besøg i en bred vifte af kolonihaver fordelt over hele Danmark. Bogen anbefales varmt til alle, der har lyst til haveliv og måske endda også går med et lille ønske om en dag at finde deres egen lykke på et frimærke.

TITEL: Kolonihaveliv