ANNONCE

fredag den 5. maj 2017

COTTAGEHAVEN, TANTE GRØNS HAVEUNIVERS

BØGER

I den danske haveverden er Tante Grøn kendt blandt de fleste. Hun er en hjertevarm havekvinde med sine meningers mod, der altid er sød til at give opmuntrende ord med på vejen i den virale haveverden.  I mange år var hun i blogkredse en lidt mystisk havepersonlighed, der med sine velformulerede haveudsagn dukkede op hist og her og gav sine besyv med. Dengang kendte kun få personen bag pseudonymet. 


TEKST: LONE
FOTO: VENLIGST UDLÅNT AF FORLAGET



Siden er tante grøn alias Jytte Aggerholm Justesen og hendes skønne have blevet portrætteret af Claus Dalby, mens hun selv lagde ord til bogen 'Tante Grøns Have'. Af samme årsag kender mange i dag havekvinden, der bor i en unik have på Mors med sin Syrenprins og kender alle sine planter ved navn. Nu er hun udkommet med endnu en bog. Denne gang hedder bogen 'Cottagehave' med undertitel 'Tante Grøns Haveunivers'.

Vi er endnu en gang taget i hånden og skal på besøg i tantens have. Billederne, der rigt skildrer haven i denne nye bog, er taget af ægteparret Susan og Jesper Dyrup.  Det bærende element i bogen er dog Jyttes velskrevne havefortællinger, der indledningsvis tager os med tilbage i tiden og beretter om baggrunden for havegenren, der er basis for Jyttes egen have: De engelske cottagehaver.  En haveform, der er skabt helt tilbage i middelalderen af nogle af de fattigeste i datidens England, som også har lagt navn til havestilen - landarbejder/bonde ('cottar'). Haven bestod af alt, hvad man havde brug for i skøn forening: Frugttræer, bærbuske, grøntsager, lægeurter, krydderurter og blomster - naturligvis. Man byttede sig frem og meget blev dyrket med et formål.


Cottage gardens lever stadigvæk i bedste velgående i England, men selvom Jytte Justesen aldrig har været på havebesøg i England, så har hun skabt en cottagehave i det nordlige Danmark og hendes begejstring for havestilen smitter af på alle bogens sider. Jytte har noget på hjertet og det mærker man tydeligt - også i denne bog. At have en have skal være noget man gør for sig selv - den skal pleje det nogle gange alt for forstressede sind, skabt af nutidens livsform, og den skal give glæde! Det er budskabet. Men rent praktisk er bogen også ment som en venlig håndsrækning til haveentausiaster, der brændende ønsker sig at gøre hende kunsten efter.



Bogen indeholder derfor både lidt om baggrunden for, hvorfra cottagehaven stammer og ligeledes berettes om nogle af de store engelske havepersonligheder, der har arbejdet med havestilen, herunder Gertrude Jekyll, William Robinson og Vita Sackville-West.


Fra første tanke, til valg af planter, giver Jytte læseren ideer og støtte til udformning af sin egen cottagehave. Både om de rent grundlæggende indgangsvinkler, som valg af havens stier, mure, skillevægge og loft - men også om de karakteristiske elementer, der er vigtige for at underbygge havestilen, som fx udhuse og kuriositeter.


Sidste del af bogen lægger vægt på havens planter, og her vejledes der både i valg af planter, farvesammensætninger, indbyrdes placering og brug af grøntsager/frugt/bær som del af havens blomstrende bede, i stedet for i en isoleret køkkenhave. Planteafsnittets afsluttes med en meget håndgribelig liste over klassiske planter til cottagehaven.


Nu kan ovenstående komme til at lyde som om bogen primært er en opskrift på opbygning af sin egen cottagehave, men for mig var bogen primært en dejlig og velskrevet beretning om Tante Grøns tilgang til det at leve med en have.  Og hele bogen igennem er det, som om der er en god ven, der lægger hånden på ens skulder, og minder dig om, at selvom der er masser af inspiration at hente i bogen, så er det vigtigt, at du indretter din egen have efter dine egne drømme, lyster og behov; mærk efter og gør det der føles rigtigt ... for dig! 


På HAVEFOLKETs vegne vil jeg takke for endnu en velskrevet bog fra tantens havepen. Og så vil jeg tillade mig at komme med et ønske til en efterfølger, der straks poppede op efter læsning af denne bog. 

At sammensætte bede af smukke planter i delikat afstemte farver, højder og former er en kunst, og den mestrer Jytte til fulde. En havebog opdelt efter farvespektre og med kyndig beskrivelse af plantesammensætninger, der fungerer under danske vejrforhold - året rundt - ville være en gave til de mange haveelskere, der gerne vil arbejde med blomstrende bede. 




TITEL: Cottagehave, Tante Grøns haveunivers
FORFATTER: Jytte Aggerholm Justesen
ILLUSTRATIONER/FOTOS: Jesper og Susan Dyrup
UDGIVELSE: Marts 2017
SIDER: 192
SPROG: Dansk
FORLAG: Gyldendal

7 kommentarer:

  1. Enig, enig. En super bog, med dejlige billeder, og tantens finurlige måde at fortælle på.
    jeg kan især godt li hun skriver at smagsdommeri kan man ikke bruge til noget. Vi har have for vores egen skyld og for at glæde vores plantenørderi..
    Den er fyldt med hygge, fif og ideer til både uerfarne og garvede havefolk. Det er så afgjort en bog jeg vil tage frem igen og igen, bare for hyggens skyld.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Gunvor, som har været med mig siden dag 1 for snart mange år siden.

      TUSIND tak for dine søde ord. Så er vi to, der ikke bryder sig om smagsdommeri. At lave have er virkelig en personlig hjertesag, som VI selv skal kunne li`.

      Knus og tak

      Slet
  2. Jeg elsker disse sorte hænder og de sarte blomster, for mig fortæller de alt om Tante Grøn, sårbarheden, livskraften, skønheden, sorgen, viljen, optimismen, nedtur, kampen, glæden, livet, det sorte dybe hul, lyset, mørket, det onde, at ville, troen, jeg vil, kærligheden, håbet og lysten ❤. Bogen er unik, det er ikke unikt det jeg mener om bogen, det er fakta, her leves livet med alle de udfordringer, håb og kærlighed der findes på denne jord, sammen med Emma og John ❤, kh og knus til Flade og familien fra en håbløs beundrer 😘, Margit

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Margit.

      Du har da vist røntgensyn? Eller er du bare synsk?

      Knus og tusind tak for alle dine søde ord

      Slet
  3. Kære Lone og andre på redaktionen.

    Mange tusind tak for den flotte anmeldelse, som gjorde mig utroligt glad. Jeg har taget jeres opfordring til efterretning, men skal lige drøfte det med min rare redaktør først:o)

    Jeg er ked af, at jeg alt for sjældent kommer på blogvisitter. Jeg færdes mest på IG, da det passer bedst til mit tempo og min dagsrytme. Jeg går glip af alt alt for meget her hos jer, og det må jeg se, at få rettet op på. I gør et kæmpemæssigt arbejde i havesagens tjeneste og jeg bøjer mig dybt i støvet over det.

    Knus til alle på redaktionen

    SvarSlet
  4. Jeg vil gerne tilslutte mig opfordringen!
    Bogen strøg straks ind på favoritlisten hos mig og blev læst i ét stræk. Den skal bestemt genlæses - bl.a. fordi den også er praktisk anvendelig og voldsomt inspirerende ift. min egen have.

    SvarSlet
  5. Det er altså en virkelig lækker bog med flotte billeder af en beundringsværdig have. Jeg har endnu slet ikke nået at læse sådan rigtigt i bogen, da jeg lige har en opgave med deadline, der skal laves først. Om en uge bliver det tid til hygge i drivhuset med haveudsigt, kaffe og "Cottagehave", jeg ved nemlig af erfaring fra Tante Grøns tidligere bog og mange, mange blogindlæg, at den er flot, fantastisk, inspirerende og meget rørende - så jeg glæder mig!
    Hilsen Pia

    SvarSlet

ANNONCE