ANNONCE

onsdag den 10. maj 2017

HAVEN PÅ MUSEUM - "THE GARDEN - THE PAST"

UDFLUGTER

"Jeg går i haven!" Sådan lyder nok ofte rundt omkring hos alle os havefolk. Når vi siger sådan, så mener vi, at vi nu bevæger os ud i vores helt egen, personlige version af et stykke natur. Et levende rum, hvor tingene går sig egen gang, men som alligevel i et eller andet omfang er under vores kontrol. Det er bl.a. dét, udstillingen "The Garden - The Past" på kunstmuseet AROS handler om. Der er nemlig ikke en plet på jorden, som vi mennesker ikke er herre over. Naturen er blevet én stor have, og det påvirker også, hvordan vi ser og bruger vores egen have - så kom med.


TEKST: HENRIK
FOTO: AROS/ ANDERS SUNE BERG


Det, vi ser udstillet nu, er egentlig kun første del af tre store events, der folder sig ud i Århus her i anledningen af, at byen er Kulturhovedstad i 2017. Denne første etape fylder to etager på kunstmuseet og viser, hvordan menneskets forhold til og opfattelse af naturen, haven og landskabet er skiftet gennem tiderne. Vi præsenteres for en række nedslag i kunsthistorien som eksempler på dette og en række installationer, som på forskellige måder viser de strømninger, vi alle er påvirket af i et eller andet omfang, når vi ser på haven og naturen. De har nemlig skiftet mere, end vi måske er klar over, og er dem, der i den sidste ende gør, at vi udformer vores have, som vi gør - også selv om vi tror, at vi ikke er påvirket af tidens luner og skiftende mode og smag.

Nu får du ikke en minutiøs gennemgang af udstillingen, og den skal i øvrigt ikke ses som en kronologisk gennemgang af kunsthistorien. Men når man har gået igennem den, har man samtidig været på en gigantisk rejse gennem en hel række af de tanker opdelt i temaer, der har resulteret i haver, parker og landskaber skabt af mennesker. Man kan se en hel række elementer og ideer, som præger vores haver i dag. Stemningen i den populære cottage garden har man  f.eks. tilstræbt tidligere. Man vil genfinde de oprindelige forlæg i billederne i temaet Den Engelske Have og til dels også i Den Lystfulde Have.


Når der i disse år skyder en masse orangerier op rundt om i landet, så tænker de færreste nok på, at den slags konstruktioner har sit udspring i en anden tilgang til haven nemlig som Videnskabelig Natur - i udstillingen repræsenteret af smukke opslag i Flora Danica. Naturen samt dyrene og væksterne i den kunne klassificeres og opdeles i arter. Derfor de latinske navne, du kender fra havebøger og planteskoler. Man begyndte at forstå mekanismerne omkring arveanlæg, mennesket kunne begynde selv at udvikle nye sorter af planter, og man fik en interesse for planter fra varmere himmelstrøg. Og så kom væksthusene og orangerierne.


Den sidste del af udstillingen består af installationer, og de fleste kredser om, hvordan vi mennesker har taget kontrollen over naturen. En er opbygget som en "have" af plantekasser i bordhøjde i et rum kun oplyst af vækstlys og omgivet af spejlvægge. Ikke meget natur i traditionel forstand her, heller ikke i sammensætningerne af planterne, som er en pudsig sammensætning af krydderurter, forårsløg og sommerblomster. En anden er også en kunstig have, men her er fokus lagt på en nøgtern og lidt steril fremstilling af fødevarer - at du i princippet kunne producere og høste din egen mad i kælderen helt uden hjælp fra sollyset og den friske luft.




Vi mennesker er nemlig blevet så "dygtige", at vi kan efterligne og genskabe de fænomener, som naturen ellers har haft eneret på. Vi kan som sagt lave lys, vi kan lave vind, vi kan fryse vand til is, og man kan lave et tæppe af ganske fine vanddråber, som Olufur Eliasson har gjort. Lade lyset bryde i dråberne og dermed skabe en evigt pulserende regnbue. Så længe der er strøm i hvert fald...


Det er en stor udstilling, og der er så mange lag, vinkler og små underfundigheder, at man sagens kan bruge et par timer på at se den fra ende til anden. Er du generelt kunstinteresseret, vil du måske bruge ekstra tid, for det er lykkedes museet at få indlånt en række kendte værker fra både ind- og udland, så det er et rent overflødighedshorn. Så gå en tur i haven - på museum. 

THE GARDEN - THE PAST er en del af en trienale, der foregår i løbet af 2017 i Århus. 
Denne del kan ses på AROS fra 8. april til 10. september.

AROS 
AROS Allé 2
8000 Århus C

4 kommentarer:

  1. Have som kunst på museæum hmm. tja hvorfor ikke. Sjov idè faktisk. Bare en skam Århus ligger lidt langt væk for vores sommerudflugter, ellers kunne det da have været sjovt at se den udstilling.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er ikke alt man kan få med :-)

      Slet
  2. Tak Henrik for en god introduktion til at se haven, naturen og landskabet fra en anden vinkel end den gængse, - den som oftest bliver beskrevet. I det hele taget er der meget inspirationsstof i den udstilling, som mange kan have fornøjelse og gavn af. Og hvis ikke til haven, så til hovedet! Og så er det jo som altid forfriskende med dine indslag, set fra andre kanter. :-)
    bh
    Kjeld

    SvarSlet
    Svar
    1. Udstillingen gjorde i hvert fald stort indtryk på mig - og der dukker fortsat nye reflektioner op. Bestemt til både gavn og glæde!

      Slet

ANNONCE