ANNONCE

mandag den 22. maj 2017

FORÅR I MÅNESKINSBEDET

STAUDEHAVEN

For nogle år siden fik jeg den idé at lave et nyt felt i haven med lyse stauder og græsser - et måneskinsbed. Vil du se, hvordan det går med bedet, kan du kigge med her, hvor jeg gør status.


TEKST & FOTO: LONE







Jeg har tidligere skrevet om haven, som vi kalder morgenhaven, her på HAVEFOLKET. Det var tilbage i 2014. Siden har især bedene udviklet sig, idet nogle planter trives godt, andre mindre godt, og nogle er faktisk helt forsvundet.


Den lyse stribede græs stortrives. Og det er intet under, for enhver, der har stiftet bekendtskab med græsset her, vil vide, at det vokser som ukrudt. Jeg har haft det oppe et par gange siden anlæggelsen af bedet, hvor jeg har delt græsset i to og smidt den ene halvdel væk. Ellers overtager det ganske enkelt det hele.

En anden plante, der elsker stedet, er Geranium phaeum. Den stortrives og selvsår sig villigt, hvilket den er meget velkommen til. Det startede ud med en lille plante foræret af tanten fra Mors og nu har vi tre store grupper af den skønne storkenæb. Hist og her er der nye planter på vej, og de bliver luget væk, hvis ikke der skal suppleres lidt i de to grupper.




Da jeg lavede bedet i sin tid, lagde jeg flere knolde til Kleopatras nål. De er forsvundet helt og aldeles. Forholdene er for fugtige for den, og da jorden samtidig er leret, havde jeg tænkt, at det ville gå den vej, hvis jeg ikke ville tage dem op hver år. Men prøves, det skulle det jo.

Hvert år lægger jeg nye tulipan- og alliumløg. Sidste år var det 'Spring Green' og allium 'Mount Everest', der blev suppleret op. Desuden nye hvide tulipaner - som ses på billederne her - med navnet 'Clearwater'. 'Spring Green' er i skrivende stund ved at blomstre af.

En staude, der gror her, men ikke helt stortrives, er den mørke vortemælk: Euphorbia amygdaloides 'Purpurea'. Denne limefarvede skønhed er et must i denne del af haven, så de slipper ikke. Men det betyder, at jeg indimellem må supplere lidt op for at beholde den i haverummet. Så det gør jeg. Du kan læse mere om planten lige her, red.

En anden plante, der heller ikke stortrives, er lammeøre. Den står som kantplante mod belægningen, og også denne er lidt utilfreds med den fugtige jord og lidt mangel på direkte sollys. Men den er her, og den får altid lidt ekstra omsorg, så de andre planter ikke vokser den over hovedet.

Hvert år tilsættes desuden en gruppe sommerblomster. De første år var det chokoladeblomst, der stod i store grupper. Flere år havde jeg bomuldslavendler, som det lykkedes at overvintre. Hvide georginer har også været rigt repræsenteret.

I år skal jeg prøve en ny gruppe, men jeg har endnu ikke besluttet mig for, hvad det skal være. Har du en god idé, må du endelig fyre løs.


Du kan læse tidligere artikler fra samme haverum lige her:

MORGENTERRASSE I HVIDT
Tag med på besøg på min morgenterrasse! Der er bestemt ikke megen raketvidenskab i designet, men alligevel er der måske en idé eller to at tage med herfra. Læs mere >>



PIZZA PARTY I MORGENHAVEN
Fra at have været super aktiv i haven siden sæsonens start, så er der nu faldet 100% ro over havemennesket, siden vores lille efternøler kom til i starten af august. Barslen nydes i fulde drag og jeg hygger mig med også at følge lidt med her på HAVEFOLKET. Der er dog et område i haven, hvor freden ikke får lov at sænke sig, og det er på morgenterrassen. Læs mere >>


BØLGEKRONET STORKENÆB
Den bølgekronede storkenæb, Geranium phaeum, er en favorit i haven. Dens lethed, kombineret med storkenæbs øvrige mange fordele, er ikke til at komme udenom.

2 kommentarer:

  1. Bomuldslavendel? Hvad er det for èn. Den lyder spændende,
    Den mørke storkenæb har jeg osse. De små nye planter jeg finder, oftest i stenkanterne, bliver forsigtigt flyttet til bedre pladser. Jeg forstår ikke at nogle siger den breder sig for meget. Ikke i min have, den er for tæt hele foråret til ret meget kan spire.
    Har du tænkt på hvide gladiolus, franske anemoner, marguritter,, oh, jeg tror jeg osse vil lave et hvidt bed næste år, hi hi.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Gunvor
      Bomuldslavendel er den skøn staude med fine små lysegule blomsterhoveder, der ligner små gule knapper. Hvis du ikke kender den, så slå den endelig op. Du kan se den i en tidligere artikel her på havefolket: http://www.havefolket.com/2013/02/en-urtehave-med-sjl.html. Nu hvor jeg lige genser den, tror jeg måske, at det netop er den, som jeg skal have fat i igen :) Den er SÅ fin!

      Gode forslag du kommer med! Franske anemoner har jeg aldrig prøvet at have i haven - hvis jeg kommer forbi dem, så bliver der vist lige snuppet nogle med hjem :)
      Takker!

      Dejlig aften til dig.
      Kh. Lone

      Slet

ANNONCE