Nu har jeg så sat en have i verden. Og det er gået op for mig, at haven – modsat min søn – kun er der i kraft at mig (og min mand) og kun fortsætter med at være der i kraft af vores løbende indsats i haven.


TEKST & FOTO: MONICA LANGELUND

Der er sket rigtig meget i min have i løbet af tre år. Jeg faldt over et billede af haven fra juli 2014 (ses på foto herunder t.h.). Der er kommet en del planter til siden.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at haven nu er etableret – ikke færdig, det er en have jo aldrig, men der er efterhånden mange af de ting, jeg har ønsket mig i min have. Staudebede, drivhus, havegange, højbede, fuglefoderpladser. Der ligger chaussesten til et forestående belægningsprojekt, og der er planer om ’noget vand’.

Det har bevirket, at jeg i den seneste tid har fået øjnene op for et haveaspekt, som ellers ikke har fyldt så meget hos mig indtil nu – nemlig vedligeholdelse. Nu handler det f.eks. ikke længere om primært at etablere bede, men om at vedligeholde dem, der er. Jeg ’pudsede’ et bed for visne blomster forleden. Det var en ret ny fornemmelse, for det er første år, at staudebedene er så varierede, at der er noget, der blomstrer sæsonen igennem i flere af bedene.

 

Da det for alvor gik op for mig, hvor meget det betyder at vedligeholde en have, panikkede jeg først lidt. Ikke fordi jeg ikke har lyst til at tage mig af den del – det vil jeg sådan set rigtig gerne – men ansvaret føltes næsten for stort. Jeg blev ramt af en lignende æresfrygt, som dengang jeg netop havde født mit ældste barn for små 20 år siden. Jeg kan huske, jeg havde et øjeblik på toilettet for mig selv efter fødslen. Dér blev jeg ramt af følelsen af, at jeg slet ikke magtede dét ansvar, der følger med at sætte sådan et lille nyt liv i verden. Jeg voksede jo som de fleste andre nybagte forældre med opgaven, og der er kommet et fint eksemplar af en ung mand ud af indsatsen.

Nu har jeg så sat en have i verden. Og det er gået op for mig, at haven – modsat min søn – kun er der i kraft at mig (og min mand) og kun fortsætter med at være der i kraft af vores løbende indsats i haven. Den er ikke et stykke vild natur. Det kan den dog hurtigt blive, hvis den ikke blive vedligeholdt. Ikke mindst fordi der er rigtig meget ukrudt i min have. Der er også mange selvsåede planter som fingerbøl og små valmuer, og dem holder jeg meget af, men det er noget andet med ukrudtet.

Det er næsten en kamp, der er tabt på forhånd. Havde jeg vidst bedre, da vi for alvor gik i gange med at anlægge haven for fire år siden, havde jeg måske satset mere på at bekæmpe bare lidt af ukrudtet fra starten. Men dengang var jeg en klassisk nybegynder, der knap nok kunne kende forskel på stauder og ukrudt, så der er jo en grund til, at ukrudtet ikke røg op dengang.

‘Ukrudt’ er dybest set et underligt og lidt uretfærdigt begreb, der skal dække over rigtig mange forskellige planter. Der er smukt ukrudt, som vel dybest set bare er stauder, der breder sig for meget, og så er der ukrudt, der bare breder sig uden rigtig at byde på noget for hverken mennesker eller dyr i haven. Det gør det jo så nok alligevel ift. dyrene, når det kommer til stykket, det er bare uhensigtsmæssigt i en have. Der er en del af det sidste i min have, så den kræver ret meget vedligehold.

 

Når vi engang flytter, vil de næste ejere måske have en hel anden type have. Eller måske bare græs. Vi bor trods alt i et børnevenligt rækkehus med en lukket baghave, der er perfekt til legende børn. Så haven er er ikke en ’evighedshave’. Ja, det findes jo slet ikke. Min have er afhængig af mig, ligesom jeg af den. Faktisk er det en fin tanke. Gensidig afhængighed. Fuglene kommer kun i så store flokke, fordi jeg fodrer dem. Roserne i haven (desværre ikke dem, der vokser op ad muren) ser flotte og sunde ud, fordi jeg har plejet dem godt gennem hele foråret, og de har massevis af knopper. Fuglene er søde til at flyve hen og snuppe eventuelle skadedyr. Bien vælter lystigt rundt i den staudevalmue, jeg har sået helt fra frø, og som blomstrer for første gang i år. Det er blevet det komplette lille økosystem, jeg håbede at kreere, og det er nu gået op for mig, at det er et økosystem, der er afhængig af mig.

Jeg læste på et tidspunkt i en af Claus Dalbys bøger om en skøn have, han havde besøgt engang, men som ikke længere eksisterede, fordi ejerne var fraflyttet den, og der ikke havde været nogen til at passe haven efterfølgende. Det gjorde mig lidt vemodig at læse. Tanken om, at nogle mennesker gennem mange år havde skabt en smuk have, som så skulle ende med at gå til, virkede meningsløs.

Men samtidig og efter nærmere refleksion, er der også noget meget livsbekræftende i, at vi mennesker kan skabe smukke haver i alle mulige afskygninger, faktisk noget naturen ikke kan skabe af sig selv. Noget vi desuden skal gøre os umage for at bevare, hvis det ikke skal gro til igen.

Jeg er for alvor begyndt at forstå, at det at vedligeholde noget – ikke mindst en have – handler om en masse gode ting, især i et ellers fortravlet, moderne liv: gentagelser, rutiner, forpligtelse, opmærksomhed, omsorg. Det er det, der venter forude i min have, nu den er etableret, og jeg glæder mig til det.

Du kan se meget mere fra Monicas have på hendes instagram-profil, som du finder ved at klikke lige her. Du kan også læse Monicas post fra maj lige her.