Luftige skærme, der duver i vinden omgivet af ivrige bier og sommerfugle. Er det ikke bare indbegrebet af sommer? Vi har rundet midsommer, og netop nu sætter lægebaldrian stemningen med sin elegante vækst. Kan man andet end elske den?


TEKST & FOTO: HENRIK
Man kan jo klogeligt væbne sig med midler mod hekse – nu da vi stadig er så tæt på Sankt Hans. Så er det godt at have lægebaldrian ved hånden, da denne plante skulle være et effektivt middel mod den slags. Som navnet antyder, har den desuden også være anvendt i århundreder til medicinsk brug i klosterhaverne, og den bliver såmænd stadig brugt til det formål bl.a. i form af baldriandråber, der skal virke beroligende og søvndyssende. Men det er næsten nok at sidde i en behagelig stol og se skærmene vugge frem og tilbage, mens insekterne summer omkring dem. Så døser man også nemt hen. Den vil ofte rage godt op over resten af bedet, men på trods af sin højde kan den stå godt imod vinden i kraft af sine stærke stængler.

Plantens æteriske olie dufter kraftigt og tungt. Der kan være delte meninger om, hvorvidt det er en behagelig duft – den kan minde lidt om den honningsøde duft fra raps, men er alligevel helt sin egen.

Lægebaldrian har den typiske placering i klaser af tre skærme, som du måske også kender fra kæmpejernurten. Ofte starter de ud med at have et svagt rosa skær, men efterhånden som de folder sig ud, ender de som helt kridhvide. Blomsterne holder sig pæne i nogen tid, også hvis du skærer dem til buketter. De kan dog drysse lidt.

LÆGEBALDRIAN
Valeriana officinalis

Hvis du ved, hvad du leder efter, kan du finde planten på fugtige, men solåbne steder langs vandløb og grøfter. Dette fortæller også, at den ikke bryder sig om at tørre ud, så vand den i varme, tørre perioder. Ellers stiller den ikke særlige krav og vil normalt trives de fleste steder. Den har en rank, slank vækst uden væsentlig bladvækst, så den kan nemt finde plads mellem bedenes andre vækster. De hvide skærme klæder de fleste naboer, men er især velegnede, hvor du ønsker et let, sommerligt og naturligt bed.

Den sår sig villigt, og det kan jo både være en glæde og en forbandelse, især når den så nemt finder plads mellem de andre vækster i haven. Hvis du vil styre det lidt, kan du med fordel fjerne skærmene, så snart de er afblomstrede og derved undgå spredning af frø. Men nogle vil alligevel uværgelig nå at kaste børn ud i verden, så vær indstillet på det. Indgrebet kan til gengæld måske resultere i endnu en mindre blomstring, og det er jo også værd at tage med.

 

Ovenfor ser du den lille frøplante (den lysegrønne). De finder hver en sprække, hver en potte og i det hele taget hver en lille plet, hvor et frø kan slå rod. Vil du så selv, er det nemmeste at koldså i løbet af efteråret og vinteren. Men som sagt vil det normalt ikke være svært i foråret at finde små babyer, som du kan flytte til andre steder i haven.

Har du andre bud på dejlige skærmplanter, så del det endelig med os. Enten som kommentar her på bloggen, på vores FACEBOOK side eller på INSTAGRAM.

FAKTANAVN: Valeriana officinalis
DANSK NAVN: Lægebaldrian
LYSFORHOLD: Sol/halvskygge
HÅRDFØR: Fuldt hårdfør
JORDBUND: Alm. havejord
VÆKST: Urteagtig opret vækst
STØRRELSE: 100-200 cm
BLOMSTRING: Juni-september
ANVENDELSE: Staudebede og skæreblomst