Nu er det, som om det hele kulminerer i vores haver. Bonnie fra gæsteredaktionen viser højdepunkter fra sin kolonihave og løfter også sløret for kommende projekter, for dem er der masser af.


TEKST & FOTO:  BONNIE HALL

Jeg får altid en ny idé. Min mission er at skabe en have-hule. Jeg har plantet fire nye træer. Jeg er vild med træer. Taksen midt i haven kom sig aldrig. Den blev gravet for brutalt op på planteskolen – og fik ødelagt en masse små rødder. Jeg kæmpede med den i et år, men den lignede en pjusket fugleunge og forblev mere eller mindre brun. Nu har jeg flyttet den på rekreation på et mindre centralt sted i haven og i stedet plantet en pærekvæde på pladsen. Jeg synes, at pærekvæden er helt fantastisk smuk. Fin form og grenfordeling og grå-grønne blade. Kvædens placering er nøje udvalgt. Det skærmer for indkig fra havelågen, så man ikke kan kigge direkte ind i mit hus. Det gør selvfølgelig også, at jeg har lidt svært ved at holde øje med hvem, der ringer på havelågen – men man kan ikke få det hele.

Hvad der til gengæld ikke begejstrer mig helt vildt er tilstanden på mine græsstier. De er simpelthen så slidte på midterstykket og ser elendige ud. Jeg kæmper med eftersåninger og transplantationer fra andre dele af haven, men det er ikke blevet godt endnu. De får et par forsøg mere, men ellers må jeg overgive mig og lægge nogle trædesten, så græsset kan aflastes lidt. Vi går jo også en million gange frem og tilbage over det hele i løbet af en dag, så der er ikke noget at sige til, at de har det svært.

 

Det her bed elsker jeg. Rosa pæon, mørk stjerneskærm og digitalis. En overgang var jeg bange for, om jeg måske alligevel havde ladet for mange af digitalisfrøplanterne stå. Men det havde jeg ikke. Faktisk fortryder jeg lidt, at så mange blev hevet op. Især fremme i bedene var jeg bange for, at de gav for meget højde, men det gør de slet ikke. Spir er gode i fronten.

Et andet af forårets projekter var alkoven til pergolaen. En sen aften kl. 24 i regnvejr fik jeg den geniale idè (synes jeg selv) at lave en hyggekrog til pergolaen. I nattøj og gummistøvler spang jeg ud og stod og gloede på bedet og besluttede mig for, at det lige kunne ryddes mellem tre stolper. Vestbedet, som det hed, før jeg omdøbte det til Skyggebedet, har aldrig fået tildelt den helt store kærlighed. Det var det eneste bed, som var der, da jeg købte haven, og det bestod af 80 procent skvalderkål og 20 procent skovjordbær. Der var stort set ikke andet, og jeg nænnede ikke at plante en lækker og nyindkøb plante i bedet. Altså var det pludselig kommet voldsomt bagud i forhold til resten af haven. Men med etableringen af pergolaen fik det mere opmærksomhed. Nu har jeg faktisk både sat et par dronningebuske, en duftsnebolle og et par roser samt diverse stauder. Det er ved at blive okay pænt.

 

Bedet foran huset vender mod syd og ligger stort set altid i sol. Alle de Geranium phaeum, jeg plantede sidste år, er blevet kæmpe store i år. Faktisk er mange af dem for store til den placering, de havde fået. Jeg hader at kigge på noget, som jeg har vedtaget er uharmonisk. Så bliver det klippet lidt tilbage, vandet godt op og flyttet – og så vandet helt vildt igen. Så det har jeg faktisk allerede gjort med et par ting. Sydbedet fungerer rimeligt godt. Der er stadig lidt huller, og roserne har endnu ikke fået den højde, som de skal have, for at give den rette harmoni. Når jeg indretter haven og planter ting, så betyder det meget for mig, om farverne klæder hinanden hele sæsonen. Tilsvarende med højder og former. Kanten af bedet til venstre for stien er faktisk lidt for ensartet til min smag. Der skal være noget, der stikker lidt af. Her havde et par digitalis været gode, men det hjælper også, når alle 44 roser kommer op i rette højde.
Rudestien ser stadig meget brun ud. Faktisk er fugerne så småt med at blive grønne af dværgtrædebregnerne. Fuglene og jeg har en kamp – de flår totter af dværgbregner op i jagten på gode regnorme.
Det er lige det rette tidspunt på året til at fejre alle roserne. Rundt om min parkeringsplads har jeg plantet en masse klatrende ting, blandt andet den engelske rose ‘Constance Spry’. Den er så fantastisk flot i denne måned. Det er dens tredje år, og den begynder at fylde lidt. Sidste nye tiltag på parkeringspladsen er, at der også er blevet plantet et træ – en dværg vandgran. Det gode ved kun at have en lille bil er, at der så bliver plads til andre ting på parkeringspladsen.
Et andet af forårets projekter var at etablere en havedam med fisk i. Min farmor i England havde et skønt opmuret bassin, hvor man kunne sidde på kanten. Sådan et har jeg altid ønsket mig. Men som min gode ven Martin pointerede, så var det nok mere praktisk for en type som mig, at det ikke var muret op, men blot bygget i træ. Jeg kunne jo skifte mening og få lyst til at bruge pladsen på noget andet. Og joh, han har jo ret, så jeg byggede det i træ. Der er gravet cirka 30 centimeter ud og bygget knapt 30 centimeter op, så det har en vanddybde på ca. 60 centimeter. Det er en meget fin dybde, der giver mulighed for en masse forskellige vandplanter. Nogle er dog blevet spist af vores koi-karper, før de kom rigtigt i gang med at gro, så der var lidt tab på den kant. Vores British Shorthair-kat er meget nysgerrig på, hvad der sker dernede, men han er ikke en rigtig kat, så han fanger dem aldrig. Han er til gengæld ret klodset, så vi må ikke håbe, at han skvatter i en dag.

 

Nina Ewald var her for at fotografere min have, lige inden jeg tog til England på havetur, og det er meningen, at hun skal komme tilbage inden så længe, når alle roserne blomstrer, og tage det sidste hold billeder. Det er meningen, at billederne skal bruges til en bog om små haver. Jeg er vildt beæret over tilbuddet, og så er hun endda verdens mest søde og fantastiske menneske. Det forpligter jo til gengæld også lidt, for jeg kan jo ikke gå i gang med 700 nye projekter, som får haven til at ligne Beirut i 80’erne. Så de næste par uger må jeg afslutte mere end jeg påbegynder.

Jeg har også fået udvidet min terrasse. Det er blevet helt fantastisk godt. Alting begynder at hænge sammen. Den gode (kong) Martin kommer altid lige med en smadder god ide. Jeg kan ellers godt selv få gode ideer, men Martin ryster dem ud af ærmet konstant. Da jeg havde udvidet terrassen, var det første, han sagde, da også: “Så kan du lige få plads til et lille bed mere.” Og det var jo lige det, jeg kunne. Afsted på planteskolen og hente en lækker mosrose ‘Salet’ hjem sammen med en rosa-rød lupin og andet godt.

Udvidelsen af terrassen betyder så, at det i endnu højere grad bliver et haverum for sig. Den sorte bænk har hele tiden stået på samme sted, men nu, hvor terrassen går helt derhen, så fungerer det bare dobbelt så godt. Med det lille nye bed foran – med roser og stauder, der bliver op til en meter plus – så afskærmer det også den del af terrassen.

 

Mit næste projekt, som kun lige er startet, er et haverum med frugt. Frugthaven skal have et lidt lavere kastaniehegn rundt om end det, jeg har rundt om min parkeringsplads. På sigt vil jeg også have havelåger ved de to indgange til frugthaven. Første hurtige skitse til planen ser I her. Meget mere om den i min næste artikel….
Du kan læse meget mere om Bonnie og hendes haveliv på bloggen ‘Projektkolonihave’, som du finder lige her