Vi er inde i midsommerugen, og roserne står i fuldt flor. Det er et fantastisk tidspunkt at opholde sig i haven med alle de dufte og synsindtryk, der findes overalt. Det er nu, man skal nyde det, og det forsøger vi virkelig at gøre.


TEKST & FOTO: JØRGEN BENGTSON

Det varme sommervejr har indfundet sig her i Skåne, og vi håber, det holder indtil sommerferien. Jeg vil kort beskrive de roser, vi har. Først kommer her rosen ’Alchymist’, en klatrerose/rambler af rang.

Den er meget kraftigtvoksende og kræver hvert år en kraftig beskæring med beskærersaks og sav. Vi har to ’Alchymist’, som dækker den venstre side af drivhuset. Som alle roser vil ’Alchymist’ have meget vand og næring, specielt om foråret inden blomstringen. Den blomstrer fra begyndelsen af juni til midten af juli.

Lige overfor står to ’Mme Alfred Carriére’. De markerer indgangen til vores potager-urtehave. ’Mme Alfred Carriére’ er også meget hurtigtvoksende. Vores eksemplarer er efter tre år nu næsten tre meter høje og lige så brede, så de kræver kraftig beskæring. De blomstrer fra juni til langt ind på efteråret.

Mme Alfred Carriére

Langs med muren står to ’Flammentanz’. Også de er meget kraftige og rigtblomstrende. En sund og pålidelig rose, som bare kræver to ting: vand og næring. Om foråret fjerner vi nogle centimeter af den gamle jord og lægger en blanding af kogødning og rosenjord på. Nogle uger senere komplementerer vi med NPK-granulat – og meget vand.

 

Flammentanz

 

 

På forsiden af huset har vi fem forskellige Austin-roser. Lige nu byder de gæster og forbipasserende velkommen med fantastiske blomster og en dejlig duft. Sorterne hedder ’Geoff Hamilton’, ’Constance Spry’, ’Queen of Sweden’, ’Leander’ og ’Gentle Hermione’.

Vi har plantet tre styk hvert sted, så totalt var der 18 planter fra begyndelsen. De er fuldstændig ens i vækst og form bortset fra ’ Constance Spry’, som bliver lidt højere. I foråret beskar vi dem lidt og tog de grene væk, som stak op. Ellers er de meget lette at passe.

Vi slutter af med den romantiske rose ’ Souvenir de la Malmaison.’. Den er lidt følsom, især over for flerdagsregn. Så kan det ske, at blomsterknopperne rådner. Trods vejret viser den sig i år fra sin bedste side med mange og store blomster. Rosen har fået sit navn efter slottet Malmaison uden for Paris, hvor Bonaparte-parret boede i begyndelsen af 1800-tallet.

Souvenir de la Malmaison

Roser vil også gerne have meget solskin, så vi håber, at juli og august bliver rigtig varme og solrige.
Ciao!