Vi er ved udgangen af juli. En sommermåned, der i år er lidt mærket af vejrets luner. Vores gæsteblogger, Lotte, tager os på en rundtur i sin have, som lige nu er grøn og frodig.


TEKST & FOTO:  LOTTE SØRENSEN

I krukkerne på terrassen er der både stauder og sommerblomster. Jeg har købt en bænk mere og fået savet ca. 12 cm af benene på den ene bænk, hvor der er blevet plads til fem georginer. Lidt sarte gule blomster er kommet ind blandt de lilla, for at det ikke bliver alt for lilla. Georginerne kom op på bænken for at undgå dræbersnegle, men underligt nok har jeg kun set fem-seks stykker hele sommeren.

Bagved denne opstilling er det store bed, der strækker sig fra terrassen og ned mod skuret, og alle de planter, jeg har sat der, er afblomstret for i år. Det er bl.a. dronningebusk, geranium, løjtnantshjerte, dværgsyren og en engelske rose. Det er jo ikke særlig godt, så noget skal ændres, men hvordan ved jeg ikke endnu.

På terrassen har jeg en vildvin i en stor balje, efterhånden er den blevet ret stor.

Ved pergolaen er der meget frodigt. Hostaer trives godt i krukkerne. Rosen Lykkefund er færdig med at blomstre. Det med at bruge pergolaen til at søge skygge på en varm sommerdag har ikke været nødvendigt endnu.

Denne rose skulle være en bunddækkerose, men den er også blevet så stor, at stien ned mod skuret er næsten lukket af bl.a den. Men den er utroligt rig på store klaser af smukke hvide roser.

Syrenhortensiaerne er blevet sidetunge pga. regn; de står i lerkrukker ved nordsiden af huset.

I en pose valmuefrø var der 1000 stk. – der kom ca. fem valmuer, men pladsen er jo trang, så jeg har nydt dem, der var, og smukke var de.

Lidt græsplæne er der stadig.

Som noget nyt har jeg forsøgt mig med blomsterbinding i år. Det går jo lidt hårdt ud over haven, så det bliver ikke til så meget, men det er sjovt.

Voksurt blev sået i det tidlige forår, og her er den så. Bierne elsker dem, og de er smukke.

Rosenslynge har jeg også sået, og det er ikke sidste gang.

Endelig sprang kvanen ud. Jeg har to af dem i haven, og jeg blev faktisk overrasket over, hvor store de bliver, men hvor er de dekorative.

Nogle af roserne kan lidt endnu. Rose ‘Eglantyne’ springer forholdvis sent ud her i min have.

Denne skærmplante er ny i haven. Den står ude ved postkassen og har geranium ‘Rozanne’ og kæmpe verbena til nabo. Det kan være, jeg kan finde plads til et par stykker af dem i bedet, hvor intet blomstrer lige nu.

Du kan se meget mere til Lottes skønne have på hendes blog og instagramprofil.