Solskin i nogle dage efterfulgt af regn og så solskin igen – sådan har vejret set ud i de seneste uger. Det er jo perfekt vejr til vores haver, selvom det måske er blevet til lidt rigeligt regn.


TEKST & FOTO: JØRGEN BENGTSON
Vi har en del nye bede i haven i år. I foråret læste jeg om kombinationen af allium ‘Purple Sensation’ og tulipanen ‘Queen of Night’ her på Havefolket, og jeg fornemmer, at det er en populær kombination i mange haver.
Vi har tilføjet steppesalvien ‘Caradonna’, irisen ‘Heavenly Blue’ og kæmpeverbena, så vi får blomstring fra maj til september.

Poolen er klar de dage, hvor solen skinner, og det er dejligt at tage en lille svømmetur og bagefter smide sig på en liggestol og bare nyde det. Vi ved, at der er mange, som synes, at en pool ikke hører til i en have, men for os er den som et smykke, som passer perfekt til vores type have. Den er allersmukkest når solen skinner.

Vi er stadig igang med at anlægge haven, det er den sidste del som er ved at være færdig. Stilen bliver naturligvis den samme med buksbom, lavendel, grus, kalksten med mere, som middelhavsinspirerede indgredienser.

Strukturen og linjerne i haven begynder at tage form. De lige og stramme hække suppleres i bedene med blandt andet lavendel, perovskia, steppesalvie og roser.
Vi håber, at solen kommer til at dominere hele sommeren. Men vi mærker nu forskellen mellem solrigt tørt vejr uden regn i en lang periode – og sol nogle dage og derefter regn i nogle dage. Alle planter trives bedst med det sidste alternativ, for man kan ikke erstatte regn med vanding. Regn er naturligvis meget mere effektivt.
Terrakotta-sol fra Impruneta, Italien. Den skinner på terrassen, og der går aldrig en sky for den.
Næste gang skriver jeg om roser. Ciao!
Du kan læse meget mere om Jörgen og hans passion for haven i 
vores præsentation af årets gæsteskribenter lige her.