Ting tager tid. Det ved enhver erfaren haveejer. Jeg er først ved at lære det, men jeg er heller ikke en voldsomt erfaren haveejer. Jeg er heller ikke voldsomt tålmodig, men det er jeg også ved at lære. Det kommer med ‘ting tager tid’-filosofien.


TEKST & FOTO:  MONICA LANGELUND
Og der er haven altså en gave. Lad os fx tage selve anlægsarbejdet i en have. Det er en af de ting, der virkelig tager tid. Det er kun i tv-programmer at haver bliver færdige på en weekend, og jeg har det virkelig blandet med den type programmer. På den ene side kan jeg godt misunde dem, der med et knipstag kan gå ud i et lille arrangeret paradis. På den anden side virker det som snyd. Snyd overfor naturen og for selve princippet med, at ting netop tager tid. Og også bør tage tid.

Min have er fuld af lærerige ’ting tager tid’-projekter. Vi er fx ved at skære bøgetræet ned. I foråret tog vi toppen. Nu står det med stamme og de nederste grene. Vi har haft naboens elektriske sav liggende et par måneder. Realistisk set ryger resten af toppen nok først sent på efteråret. Måske. Første etape af nedtagningen har sikret vores have mere lys og naboen slipper for et tæppe af bøgeblade til efteråret. Men der er et stykke vej til opgaven er helt løst. Det gode er, at jeg ikke savner bøgetræets top, men jeg sætter pris på, at de resterende grene stadig kan lave den beroligende rislende lyd, når vinden tager fat i bladene. Jeg er nemlig sådan én, der har brug for tid til at vænne mig til forandring.

Vi har også gang i et chaussestensprojekt. Jeg har løbende hentet små mængder privat hos folk, der sælger ud af overskydende chaussesten på Den Blå Avis. Nu ligger bunken i haven og venter på at blive lagt. De skal ligge ved siden af en lille havedam, som også skal anlægges. Jeg fik et gavekort sidste år, som skal bruges på projektet, men det kræver at et mindre jordlæs skal fjernes. Intentionen er der og tudsen har vi. Den dukkede op igen i år ved midnatstid i myntebedet i går.

Det helt store og aktuelle ’ting tager tid’-projekt er fjernelsen af jord bag drivhuset bagerst i haven. Jorden har hobet sig op over de sidste år efter vi har anlagt drivhus og flere terrasser. Min mand har fjernet adskillige ton. På en måde er det godt, at han kun kan fjerne jord, når vi har adgang til en trailer. Det er hårdt arbejde. Projektet har indtil videre krævet de første 16 gange på genbrugsstationen.

Men nu er vi så tæt på, at vi snart kan begynde at gøre klar til den lille terrasse, der skal anlægges.

Middelhavshjørnet kalder jeg det, fordi vi har en stor gammel cypres stående. Der skal være et lille skur og et plantebord. Og selvfølgelig en siddeplads, som jeg især håber husets teenagere vil bruge. Det kan kræve både tid og tålmodighed at få teenagere til at opdage glæden ved en have.

Ting tager tid gælder også områder, der på en måde er lidt ude af menneskets hænder. Fx tager det tid for den prægtige dahlia ‘café au lait’ at åbne sig. Men den er ventetiden værd. Den er ikke engang sprunget ud til dette indlægs deadline.

Mange af mine sommerblomster har ikke klaret det. De fleste zinnia klarede det ikke og kornblomstfrøene og jomfru i det grønne frøene kom ikke engang op. Heldigvis blomstrer ærteblomsterne nu. Dem har jeg ikke haft stor succes med før, men jeg vover pelsen og siger, at jeg tror i år bliver hæderligt. Jo, det tager tid at lære at få succes med sommerblomster.

Det tager også tid at lære at sætte rette plante på rette sted. I en erkendelse af at sneglene æder lupinerne i haven, har jeg rykket dem op i et stort kar. Hvis de heller ikke overlever dér, må jeg muligvis erkende at sneglene har vundet. Men jeg har ikke givet op. Jeg har netop også købt en ny røllike, fordi selvsamme snegle også æder de små røllikespirer i staudebedet. Jeg troede ellers rølliker kunne modstå det meste. Også de må op i en potte.

Det tager i det hele taget tid at lære at acceptere, hvor meget man som haveejer ikke er herre over. Og det gælder jo for så vidt også livet uden for haven.

Det tager tid for en have at vokse sig til og blive fuldendt. Men jeg synes faktisk min have er ved at være der. Ikke færdig, men alligevel ret perfekt. Så nu vil jeg smutte derud.

Du kan se meget mere fra Monicas have på hendes instagram-profil som du finder ved at klikke lige her.