Så er den sommerferie netop gået – og sikke en af slagsen! En uendelig lang række af skønne stunder iblandet hårdt arbejde med en nyfødt og tre småbørn og en stadig iver for at bygge og få noget fra hånden.


TEKST & FOTO: TINA ØSTERGÅRD SIMONSEN

De sidste par uger af ferien tilbragte vi på vores landsted i det svenske – vores kæmpe byggeprojekt af et sommerhus, som jeg fortalte jer lidt om i maj måned. En stor og herlig (og til tider meget frustrerende) legeplads for os voksne, hvor vi kan afprøve ting, der ikke er plads til at afprøve hjemme – både ifht. byggeprojekter inde og ifht. haveideer ude.

Men vores fristed i Sverige er ikke kun legeplads for de voksne. Det er det i den grad også for børnene. For grundlæggende er alting heroppe lidt mere råt og lidt mindre kontrolleret og styret. Så i denne artikel vil jeg fortælle lidt om, hvad vores sted i Sverige kan for børnene – for selvom vi er ret frie derhjemme i forhold til, hvordan børnene må bruge hus og have, så er reglerne alligevel endnu mere frie for dem deroppe. Det er delvist bare sådan, det naturligt er blevet, når vi nu bor i et byggeprojekt, og delvist baseret på et aktivt valg truffet på baggrund af viden om børns udvikling gennem ‘den vilde’ leg i naturen.

RISIKOFYLDT LEG
Jeg har tidligere skrevet om indretning af udemiljøer til børn og om, hvordan enkle, naturlige rammer oftest giver flest legemuligheder. Med inspiration fra samme bøger og artikelsamlinger omkring børns leg vil jeg her komme med et par pointer fra forskningen omkring risikofyldt leg, da det i mange henseender er netop her, hvor jeg synes, at vores svenske sommerhus virkelig udmærker sig.

Helt grundlæggende handler det om, at børn har brug for at møde risici gennem deres leg – det usikre, farlige, vilde og skræmmende og dermed det spændende. Det er den eneste måde, hvorpå de lærer at håndtere netop disse elementer. For eksempel kræver det øvelse at lære at reagere hurtigt og hensigtsmæssigt for at genvinde balancen, hvis man pludselig glider på en glat gren eller sten. Jo flere gange, børnene har prøvet dette, jo mere sikre bliver de i det.

Grundlæggende inddeler forskningen den risikofyldt leg i seks kategorier*:
Leg med stor højde – klatre, hoppe fra højder, gynge/vippe højt, balancere i højden.
Leg med høj fart
Leg med farlige redskaber – økse, sav, kniv, hammer
Leg i nærheden af farlige elementer – ved vand, sø, bål, skrænt
Leg, der indebærer kamp
Leg, hvor børn kan forsvinde/fare vild

Det drejer sig ofte om aktiviteter, som børn ikke har prøvet før, og hvor de føler, at de balancerer på grænsen til at have kontrol. At overvinde frygten for risikoen og det ukendte er det, der gør en aktivitet spændende. Jo mere frygtindgydende den risiko, som man skal mestre, er, jo mere intens er den positive følelse af mestring, man oplever bagefter.

Der er stor forskel på, hvor meget spænding og risiko børn søger. Alle børn er hele tiden opsat på at teste sig selv og egne grænser, men det foregår på forskellige trin i forhold til deres niveau og deres personlige tærskel for, hvor høj risiko de synes er behagelig. Et barn, der klatrer op til gren nummer to i et træ, kan opleve lige så meget stimulering og spændingsniveau, som et barn, der klatrer helt op til toppen. De to børns grænser for spændingsniveau bliver bare nået på forskellige tidspunkter. Alle børn er i den forstand små spændingsjagere.

 

Når børn deltager i risikofyldte lege, lærer de helt naturligt, at de ikke skal være bange og frygtsomme, og det foregår med en naturlig progression. Den risikofyldte leg har derfor en afviklede effekt på de medfødte former for frygt – man behøver ikke at frygte noget, som man mestrer.

AT MØDE FAREN I DET SVENSKE…
Som jeg har skrevet i en tidligere artikel, er naturen meget gavmild i forhold til at hjælpe os med at indrette gode legemiljøer til børn. Når børn leger og færdes i naturligt terræn, byder det helt automatisk på en bred variation af store og små risici, som de må lære at tackle undervejs. De kan selv vælge, om de vil op og balancere på den væltede træstamme, eller om de hellere vil springe fra sten til sten tættere på jorden. Interessant er det, at der i ingen undersøgelser findes belæg for, at børn kommer mere til skade i naturbørnehaver end i andre børnehaver, selv om børn her leger i omgivelser, der ikke er tilrettelagt efter vejledende sikkerhedsforskrifter.

Så at skulle indtænke udendørs legemuligheder til børnene ved vores svenske sommerhus har både været utrolig enkelt og samtidig noget udfordrende. På den ene side gør naturen jo arbejdet for os. Ofte er det helt rigeligt for dem at få lov til at grave, hamre, snitte, klatre, gå på opdagelse i hindbærkrattet og bare løbe rundt. Vores nyanlagte bålplads-hestesko af store sten er eksempelvis helt perfekt at klatre på – for det niveau de er på lige nu.

 

På den anden side er det stadig muligt visse steder at tilføje et par ekstra lag for at gøre stedet endnu mere spændende og sjovt for børnene. En tanke om at anskaffe en trampolin deroppe blev derfor hurtigt skrottet igen, da den ikke passer til stedet. Vi skal ikke bygge en legeplads, men derimod bygge videre på naturens egne legerammer. Af “legeredskaber” har vi derfor kun anskaffet os en svævebane (som pt er kommet op inde på høloftet) og en tree-pee (et hængende telt). Begge dele har vi valgt, fordi det er noget, vi ikke har plads til herhjemme, og fordi det nemt kan arbejdes ind i naturen. Det springer ikke i øjnene som et voldsomt fremmedelement. Desuden har vi naturligvis et antal gynger deroppe, og så har jeg planer om at lave en hemmelig hule inde i en kæmpe stor kornel, som man fint vil kunne udhule lidt i midten. Noget tovværk og en slack-line mellem træerne står også højt på ønskesedlen. Og så vores bålplads selvfølgelig.

Hermed kommer vi faktisk rundt om fem af de seks kategorier, der findes for risikofyld leg. Der er både mulighed for leg i stor højde, i høj fart, med farlige redskaber (der skal jo snittes pinde til skumfiduser!), i nærheden af farlige elementer og leg, hvor de kan forsvinde. Det eneste, som vi ikke decideret kommer rundt om, er leg, der indebærer kamp. Men jeg kan hilse og sige, at det nu kommer meget naturligt, når man er så mange søskende.

Så indretningen af “haven” deroppe bliver hele tiden lidt af en balancegang i forhold til, hvor meget jeg må få lov til at pille ved naturen, og hvor meget jeg bare skal lade den være. De små uslåede stykker græsplæne, vi har ladet stå på vores store græsplæne-gårdsplads, står endnu bare som totter af det, der nu engang er kommet op, kombineret med, hvad jeg har kastet af frø. Survival of the fittest… Og det er fint for nu. Men jeg kunne dog på denne ferie deroppe mærke, at jeg før eller siden gerne vil bestemme lidt mere, hvad der kommer til at vokse her. Så jeg skal nok få indført et par sejlivede stauder før eller siden – når vi når dertil i vores uendelige liste af projekter.

Så afsluttende – hvis vi beskytter børnene mod at afprøve sig selv i forhold til risici, så gør vi dem noget af en bjørnetjeneste. I stedet for at eliminere det farefulde skal vi derfor sikre børn viden om og øvelse i, hvordan det farefulde håndteres. Og (sommerhus)haven kan give de perfekte rammer hertil.

God og farefuld sensommer til jer alle 🙂

Hvis du ikke kan vente til næste måned, hvor Tina igen skriver om sin have her på HAVEFOLKET, kan du også finde hende på Instagram lige her.

Kilde: *Artikel skrevet af Ellen Beate Sandseter fra bogen “Vildt og farligt”, 2015